Verdens bedste kaffeganache
Her får du opskriften, på det vi synes, er verdens bedste kaffeganache.
En ganache med en fantastisk kaffesmag og en utrolig blød konsistens.
Kaffeganachen er cremet, superlækker og helt uimodståelig!
Den smager SÅ godt, at du vil spise den med ske.
Og samtidig tager den under 5 minutter at røre sammen.
En farlig kombination…
Gå direkte til:
- Sådan laver du nemt ganache med kaffe
- Hvad kan du bruge din kaffeganache til?
- Har du ikke lavet en fejl Christel?
– eller du kan læse videre.
Kaffeganache
Opskriften blev til, da jeg ville pimpe bag-selv fastelavnsboller af wienerbrødsdej – du ved, dem man kan købe frosne omkring fastelavn.
Jeg drømte om en stor flødekage fyldt med lækker kaffesmag, så jeg lavede både en kaffecreme med hvid chokolade og denne kaffeganache.
Smagene var gode, fastelavnsbollerne var bare ALT for store til os, når fyldet primært bestod af fløde og chokolade…
Så næste fastelavn er planen at komme kaffecreme og kaffeganache i små vandbakkelser – og måske at lave mini kaffe eclairs – det tror jeg er mere passende.
Men kaffeganachen er SÅ god, at den ikke kan vente til næste år.
Så den er allerede blevet brugt i diverse kaffedesserter – opskrifterne er på vej.
Og jeg ved at ganachen er uimodståelig.
Jeg lavede en kaffedessert til en middag med gode venner, da desserten var serveret, blev sprøjteposen hentet over på bordet, og resten af kaffeganachen blev spist direkte fra den!
Nem og hurtig ganache med kaffe
Der er ikke meget forberedelse, når du skal lave denne ganache.
Du skal have din hakket din chokolade, hvis du ikke bruger chokoladeknapper, og de resterende ingredienser skal vejes.
Med blot 5 ingredienser og et par trin kan du lave kaffeganache på ca. 5 minutter.
For ganachen opvarmes i mikroovnen, og samles vha. håndkraft eller en stavblender.
Derefter skal ganachen i en sprøjtepose, stivne i køleskabet i mindst 4 timer eller natten over, og så er den klar til brug.
Med mindre du bruger den med det samme på din flødeis, på pandekager, chokoladekage – eller du bare spiser kaffeganachen direkte fra skålen…
Hvad kan du bruge din kaffeganache til?
Når din kaffeganache er klar, kan du bruge din kreativitet og udfolde dig med sprøjteposen.
For kaffeganache er perfekt som dekoration.
Dekorer dine kager og desserter med små dutter, elegante roser eller smukke mønstre.
Brug kaffeganachen som dekoration på en chokoladelagkage – en mokkalagkage eller en anden dessert med kaffe og chokolade.
Du kan også bruge den som erstatning for mokka cremeux (kaffeganachen er nemmere).
Eller som dekoration på en chokoladetærte – gerne sammen med moussebomber og kaffemarengs.
Du kan lave en kaffeganachetærte.
Fyld ganachen i minitærteskaller af sød mørdej.
Bestem om det skal være lyse tærteskaller eller mørke kakaoskaller.
Kaffetærten kan du f.eks. dekorere med kaffemarengs og flødeskum.
Kaffeganachen er perfekt på desserttallerkner med mousse, fromage og is f.eks. en flødeis med vanilje og/eller en chokolademousse.
Gerne sammen med noget sprødt f.eks. chokoladekrystaller, nougatine, en dessertcrumble som kaffecrumble eller marengs – marengskys med kaffe passer godt til smagsmæssigt.
Du kan også bruge din kaffeganache som frosting og glasur.
Når den er sprøjtefast, er den perfekt som frosting på muffins og cupcakes.
Er kaffeganachen flydende, kan du bruge den som glasur på fastelavnsboller, en klassisk chokoladekage og andre skærekager – eller muffins.
Hvis du tilføjer ekstra fløde, kan du lave en lækker kaffe-chokoladesauce til flødeis, pandekager, brownies og andre desserter.
Og hvis du løsfryser din ganache, kan du skabe lækre små kaffeganache-trøfler, som også kan bruges som dekoration på dine desserter.
Har du ikke lavet en fejl Christel?
Jo, det har jeg.
Normalt er tyllerne på indersiden af sprøjteposen – det er den, der holder tyllen på plads.
Men jeg valgte den forkerte tylle til ganachen – en der lavede et underligt hul i toppen, og ikke en fin spids som planlagt.
Hvad gør man så, når der ikke er sat tylle adapter i – som jeg normalt gør i de store tykke sprøjteposer?
Så kommer den nye tylle på YDERSIDEN af sprøjteposen, altså udenpå den tylle, der allerede er indeni.
Og der bruges to tyller på samme tid – en i og en udenpå sprøjteposen.
Det er faktisk supersmart.
Du kan bruge tylle tricket til at skifte tyller nemt på små og store sprøjteposer – når opgaven kun kræver én hånd til at håndtere sprøjteposen.
Da du med dette tylle trick, BÅDE skal holde fast i sprøjteposen og tyllen.
Har du en adapter, brug den til de opgaver, hvor du har brug for to hænder til at få indholdet ud.
Sådan laver du nemt ganache med kaffe
Verdens bedste kaffeganache - cremet, superlækker og helt uimodståelig!
Redskaber - Equipment
- digital køkkenvægt
- evt. kniv og spækbræt
- Mikroovn
- Plastikskål, der kan gå i mikroovnen
- dejskraber (silikone)
- Stavblender
- sprøjtepose med valgfri tyl
Ingredienser - Ingredients
- 100 g lys chokolade - gerne chokoladeknapper*
- 5 ml pulverkaffe - f.eks. en koffeinfri instant kaffe som Nescafe gold decaf 1 tsk = 5 ml
- 30 g piskefløde
- 20 g kaffelikør - som Kahlua
- 15 g saltet smør
Sådan gør du
- Hak chokoladen i små stykker, eller brug chokoladeknapper, der er klar til brug.Kom chokoladen op i en mikroovnssikker skål.
- Kom fløde, pulverkaffe og kaffelikør over chokoladen og varm skålen i mikroovnen.Start med at give den 30 sekunder ved 750 w (tjek din mikroovn, og se hvilken w, der er standardindstillingen, og reguler tiden derefter).
- Rør rundt i midten af chokolade-flødeblandingen med en dejskraber, ganachen samler sig langsomt og bliver fin og glat. Hvis din ganache ikke samler sig, eller ikke bliver helt glat, så giv den 10-20 sekunder mere i mikroovnen.
- Når kaffeganachen er glat kommes smørret i, rør til ganachen samler sig igen.
- Du kan stavblende din ganache. Hvis du stavblender en lille portion ganache, kan du risikere, at der danner sig bobler, du kan fjerne de fleste ved at røre rundt i ganachen med dejskraberen.Luftboblerne betyder intet for smagen.
- Hæld kaffeganachen i en sprøjtepose med valgfri tyl, og stil ganachen i køleskabet i minimum 4 timer, gerne natten over.
- Kaffeganachen er nemmere at sprøjte ud, hvis den ikke er for hård, så inden du skal bruge ganachen lad den temperere.Tag kaffeganachen ud af køleskabet ½-1 time før brug, alt efter temperaturen i køkkenet. Er den ikke helt klar, kan du varme ganachen en smule op, ved at holde dine hænder om spidsen af sprøjteposen. Varmen fra dine hænder gør også, at ganachen bliver blød, mens du arbejder med den. Bliver den for blød, mens du dekorerer, læg sprøjteposen tilbage i køleskabet indtil ganachen igen har en passende temperatur.
Noter
Kakaoprocenten er ikke så vigtig som smagen, så vælg bare en velsmagende lys chokolade.
Kaffeganachen kan fryses. Du kan enten fryse den ned i en sprøjtepose til senere brug, så skal den tø op i køleskabet.
Eller du kan sprøjte ganachen ud, løsfryse den og lave chokoladetrøfler. Det er nemmere (og hurtige) at dekorere din dessert, lagkage eller chokoladetærte med små kolde chokoladetrøfler.
Egne noter - private notes
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
If you use US Customary, remember that the recipe is made using Metric and converted via a plugin.
Hvad synes du om opskriften?
Og hvordan bruger du din kaffeganache?
Del gerne dine fotos og kommentarer!
Deler du på Instagram, mærk dine billeder med @danish.things og tag dem #danishthings
Jeg vil glæde mig til at se dine kager og desserter med kaffeganache ❤