Kaffecrumble – til dessert, kage, halloween…
Jeg har lavet en anderledes crumble – en dessertcrumble med kaffe.
Forestil dig smagen af friskbrygget kaffe, der blander sig med en knasende sprød crumble.
Så har du kaffecrumblen.
Normalt topper en crumble frugtdesserter som rabarbercrumble, bærcrumble eller frugttærter.
Men kaffecrumblen er ikke bare ”en topping”.
Du kan bruge den som en velsmagende komponent i mange dessertserveringer – et alternativ til nougatine, chokoladekrystaller og knuste brændte mandler.
Kaffecrumblen giver en (mere eller mindre) diskret kaffesmag til flødeis, sorbet, mousse eller fromage.
Og tilfører knas til din chia-kaffesmoothie bowl (du finder flere anvendelsesmuligheder her).
Elsker du kaffe og søger nye smagsoplevelser?
Eller ønsker du at tilføje noget nyt til dine desserter?
Så læs videre.
Er du her, fordi du er ved at samle kaffesymfonien – eller skal lave jord til din halloweendessert, kan du gå direkte til opskriften på kaffecrumble her.
Kaffecrumble med en usædvanlig ingrediens
Det er en lidt speciel kaffecrumble, for der er ægte kaffegrums i.
Du må endelig ikke lade dig afskrække.
For smagen og konsistensen i kaffegrums fra friskbrygget kaffe er perfekt i denne kaffecrumble.
Jeg har altid elsket duften af friskmalede kaffebønner og friskbrygget kaffe.
Selv da jeg var lille og ikke kunne li’ den bitre drik.
Men nu elsker jeg smagen af kaffe, og bruger den gerne i det søde køkken.
Jeg har tit tænkt over, om kaffegrumset – som stadigvæk dufter godt – kan bruges i køkkenet til andet end at rense hænder og fjerne lugt fra sylteglas.
Og ifølge en artikel på videnskab.dk, som jeg faldt tilfældigt over, så er der antioxidanter i kaffegrums (og i brugte teblade).
Og det at tilsætte et pulver af kaffegrums, eller brugte teblade, skulle give brød og kager en længere holdbarhed.
Det lyder jo godt.
Så jeg startede med at teste kaffegrums i kaffecrumblen lidt for sjov.
Kaffen blev brygget og grumset blev taget DIREKTE fra filteret.
Da kaffecrumblen blev testet på familie og venner, var den en succes.
Så kaffegrums er nu en del af den endelige opskrift.
Men helt ærligt, der er ikke meget “stop madspild” i at bruge 20 g kaffegrums i en kaffecrumble…
Nedslag i opskriften på kaffecrumble
Du finder hele opskriften på kaffecrumble her.
Det er en ret klassisk crumble af mørdejstypen, og den første blanding er lige til, så jeg slår kun ned et par steder i opskriften.
Kaffegrums
Brug kun kaffegrums fra friskbrygget kaffe.
Kaffen kan du f.eks. bruge i en kaffemousse – hvis du ikke nyder en kop, mens du laver crumble.
Det gamle kaffegrums kan du give til planterne og rense hænder med.
Smør
Når du tilsætter smørret, er det vigtigt at arbejde hurtigt og ikke overarbejde dejen.
Hvis smørret bliver for varmt, risikerer du at få en sammenhængende dej, som er sværere at fordele på bagepladen.
Sker det, kan du sætte dejen i klumper, hvis du alligevel vil køre kaffecrumblen til noget, der ligner kaffegrums igen, er det ikke så stort et problem.
Det du vil undgå er, at melet bliver overbearbejdet, når smørret tilsættes.
Hvis melet mixes for længe, opnår du ikke den sprødhed, som du gerne vil have i en crumble, så derfor er det vigtigt at dejen kun køres i kort tid – brug gerne pulsfunktionen.
Resultatet skal være en kaffecrumbledej, der ligner vådt groft sand.
Bagning
Bagningen er tricky – hvis du plejer at tjekke farven.
Normalt er en crumble færdig, når den er gyldenbrun.
Her er dejen sort og kaffecrumblen er sort…
Så du må føle og smage.
Kaffecrumblen tager 10 minutter ved 160°C varmluft i min ovn.
Du kan prøve at bage din lidt kortere første gang, og så tage den ud og lad den afkøle lidt.
Er crumblen ikke sprød, sæt den tilbage i den varme slukkede ovn et par minutter, indtil den er helt knasende sprød.
Under egne noter, kan du notere bagetiden i din ovn.
Opbevaring
For at bevare sprødheden opbevares den afkølede crumble i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.
Du kan opbevare crumblen, som den er – i større og mindre klumper, indtil du vil servere din dessert.
Så kan du køre den helt afkølede og sprøde kaffecrumble i en minihakker, til den har en passende konsistens – i kaffesymfonien skal kaffecrumblen ligne kaffegrums – til halloween skal den ligne jord.
Skal du bruge kaffecrumblen nu – eller ved du, hvilken konsistens din crumble skal have, kan du knuse den helt afkølede og sprøde kaffecrumble med det samme og gemme den lufttæt.
Er din kaffecrumble alligevel blevet blød, kan du genbage den et par minutter.
Forslag til ændringer:
Tilpas mængden af kaffegrums:
Du kan justere mængden af frisk kaffegrums efter din smag.
Hvis du ønsker en mere intens kaffesmag, kan du tilføje lidt mere frisk kaffegrums til crumbledejen.
Halverer du mængden, er det chokoladesmagen, der træder frem.
Eksperimenter med forskellige typer kaffe, for forskellige smagsprofiler i din kaffecrumble.
Justering af smør:
Du kan tilføje yderligere 10 g smør til grunddejen, så får du en rigere og mere smuldrende crumble – og jeg synes sjovt nok, at crumblen også bliver mørkere.
Til en glasservering med mousse eller fromage, er versionen i opskriften bedst.
Justér sukkermængden:
Hvis du foretrækker en sødere crumble, kan du tilføje lidt mere sukker eller lidt hjemmelavet vaniljesukker.
Du kan også eksperimentere med andre typer sukker som muscovadosukker, brun farin eller kokossukker.
Du kan reducere sukkermængden, hvis du synes at crumblen er for sød.
Begræns saltmængden:
Sørg for ikke at overdrive mængden af salt, da crumbledejen allerede indeholder saltet smør.
En knivspids salt – i opskriften et nip salt – er normalt tilstrækkelig til at fremhæve smagen.
Hvis dit smør er meget saltet, undlad at tilsætte ekstra.
Eksperimenter med andre kakaotyper:
I stedet for sort kakaopulver kan du prøve at bruge almindelig mørkt kakaopulver eller rå kakao.
Det ændrer farve og smag på din kaffecrumble, men almindeligt kakaopulver er nemmere at finde i forretningerne.
Brug din kaffecrumble
Jeg har forskellige forslag til kager og desserter, hvor du kan bruge din kaffecrumble.
Har du gode idéer, som du vil dele, så skriv gerne en kommentar.
Bunden:
- Glasservering: Kom kaffecrumble i bunden af dit serveringsglas, læg en kugle flødeis eller sorbet ovenpå og server med valgfrit tilbehør. I stedet for is, kan du bruge mousse eller fromage.
- Desserttallerken: Brug kaffecrumblen som en del af en større servering. Du kan plukke fra elementerne til kaffesymfonien, der bl.a. indeholder kaffemousse, kaffemarengs og kaffeganache – suppler gerne din dessertservering med vaniljeis og chokoladesnirkler af tempereret chokolade. Du kan også bruge kaffecrumblen til andre typer is, mousse og fromage, og med andet tilbehør.
- Kaffecrumblebund: Bland kaffecrumblen i kiksebunden (eller brug en kaffecrumble med ekstra smør) til din cheesecake eller moussekage.
Og det midt imellem:
- Mousse og fromage: Drys kaffecrumblen i bunden af det glas, hvor du støber din kaffemousse, chokolademousse eller vaniljemousse – og så i midten eller på toppen af glasset, for at skabe en kontrast i tekstur og smag. Brug eventuelt en grovere kaffecrumble.
- Islagkage: Brug kaffecrumblen som bund og mellem lagene i en islagkage (eller mindre isserveringer) – vælg en eller flere af dine favorit is og støb islagkagen/isserveringerne i en eller flere forme.
- Kaffecrumble-is: Bland en grovere kaffecrumble i hjemmelavet flødeis såsom vanilje-, kaffe- eller chokoladeis, for at tilføje kaffesmagende knas til din dessert.
- Ekstra ingrediens: Den bagte (eller den ubagte) kaffecrumble kan bruges som ingrediens i bagværk såsom cookies, muffins og brownies for at tilføje kaffesmag og en anderledes tekstur.
Topping:
Du kan bruge kaffecrumblen som topping for at tilføje ekstra knas, drys crumblen over:
- Is: Både flødeis, nice cream (bananis) og frozen yoghurt – server gerne med frisk frugt eller bær.
- En smoothie bowl: F.eks. en chia-kaffesmoothie bowl.
- Over en skål med yoghurt eller skyr: Gerne sammen med friske hindbær, blåbær eller banan i skiver – hvis du er til dessertagtig morgenmad eller snacks.
- Lagkager og moussekager: Det giver måske desserten lidt Halloween vibe – crumble jord ser uhyggeligt ud på chokolademousse og kaffemousse, eller på en Halloween dessertkage – og det smager godt.
Sådan laver du kaffecrumble med kaffegrums
Kaffecrumble - til desserter, kager, halloween...
Redskaber - Equipment
- digital køkkenvægt
- minihakker/foodprocessor
- bagepapir/bagefolie/silikonemåtte
Ingredienser - Ingredients
Tørt
- 40 g sukker
- 40 g mandelmel
- 40 g mel
- 10 g sort kakaopulver - eller meget mørk usødet kakao
- Et nip salt - undlad, hvis dit smør er meget salt
Andet
- 20 g kaffegrums - frisk fra kaffemaskinen
- 40 g koldt saltet smør i tern
Sådan gør du
- Tænd for ovnen, sæt temperaturen på 160°C varmluft.
- Kom det tørre i en minihakker, kør til du har en ensartet blanding.
- Tilsæt kaffegrums og mix det hele igen, så kaffegrumset fordeles i hele crumbledejen.
- Tilsæt koldt saltet smør i tern, og kør til blandingen har konsistens som vådt sand - undgå at mixe dejen for længe, brug pulsfunktionen på din minihakker/foodprocessor.
- Fordel crumbledejen i et tyndt jævnt lag på en bageplade og bag den ved 160°C varmluft i 10 minutter. Bagetiden er forskellig fra ovn til ovn. Du kan ikke tjekke farven, dejen er sort og crumblen er sort... Du kan prøve at bage din kaffecrumble lidt kortere første gang, og så tage den ud og lad den afkøle lidt.Er crumblen ikke helt sprød, sæt den tilbage i den varme slukkede ovn et par minutter, indtil den er helt knasende sprød.Under egne noter, kan du notere bagetiden i din ovn.
- Lad kaffecrumblen køle ned på en bagerist.
- Opbevar den afkølede crumble i en lufttæt beholder ved stuetemperatur, så du bevarer sprødheden. Du kan opbevare crumblen, som den er i større og mindre klumper, indtil du vil servere din dessert. Så kan du køre den helt afkølede og sprøde kaffecrumble i en minihakker, til crumblen har en passende konsistens.I kaffesymfonien skal kaffecrumblen ligne kaffegrums - til halloween skal den ligne jord. Skal du bruge crumblen nu, eller ved du, hvilken konsistens din crumble skal have, kan du knus den helt afkølede og sprøde kaffecrumble med det samme og gemme den lufttæt. Er din kaffecrumble alligevel blevet blød, kan du genbage den et par minutter.
Noter
Egne noter - private notes
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
If you use US Customary, remember that the recipe is made using Metric and converted via a plugin.