
Hyldeblomstsukker – nemt og holdbart
Du har fået opskriften på den bedste klassiske hyldeblomstsaft med og uden sukker og på koncentreret hyldeblomstsaft uden trækketid.
– her får du en mere holdbar måde, at opbevare smagen af de sidste hyldeblomster.
Med denne opskrift, behøver du færre blomster, end når du skal koge saft, og du behøver heller ikke at fylde køleskabet og fryseren.
Til gengæld, kan du altid lave en hurtig sirup, når du f.eks. vil lave en cocktail eller mocktail.
Nu kan du også lave Hyldeblomstsukker med citronsyre og citron – et lyst og syrligt hyldeblomstsukker, der smager som hyldeblomstsaft i fast form.
Du kan gå direkte til opskriften på sukker, til nem hyldeblomstsirup og du kan læse videre.

Blomstersukker
Hyldeblomstsukker er super let at lave.
Alt du har brug for, er hyldeblomster og sukker.
Sukkeret konserverer hyldeblomsterne, så hyldeblomstsukkeret er utroligt holdbart.
Hvis du opbevarer det mørkt, tørt og i en lufttæt beholder, så kan sukkeret holde i årevis.
Smagen er SUPER god, så du når nok ikke, at teste om sukkeret holder så længe…

Og heldigvis for det – det er så lækkert, lige at drysse lidt hyldeblomstsukker over danske jordbær, bruge det i dejen til pandekager, f.eks. verdens bedste pandekager, eller i marengs, flødeboller, mousse, is, desserter og (lag)kager…
Du kan også blende sukkeret til flormelis og bruge det til glasur, hvis du kan li’ farven…
Se hyldeblomstglasuren på de nemme og lækre hyldeblomstmuffins her.
Vil du hellere have en mere gylden glasur, brug det syrlige hyldeblomstsukker.

Nem hyldeblomstsirup – en simpel sirup eller en koncentreret sirup
Du kan også lave en SUPER nem hyldeblomstsirup af dit hyldeblomstsukker.
En simpel sirup eller en koncentreret sukkersirup.
Simpel sirup – en “simple syrup” på engelsk, er en 1:1 sukker til vand sirup – her med tilsat citron.
Den er ultra nem at lave.
Kog 1 del hyldeblomstsukker op med 1 del vand – jeg bruger gram, og det gør opskriften også.
Hvis du vil ha’ din sirup mere koncentreret, så kog den ind, til den har en tyktflydende konsistens.
Eller lav en koncentreret sirup.
Koncentreret sirup, eller “rig sukkersirup”, er den sirup, der kaldes “rich simple syrup” på engelsk.
Det er en sirup, der laves på samme måde som den simple, bare med en højere koncentration af sukker, typisk med en forhold på 2:1 sukker til vand – den finder du også i opskriften.
For begge sirupper gælder det, at du skal enten koge siruppen op med citronskal og/eller tilsætte citronsaft, eventuelt som en del af væsken.
Du kan også koge din sirup og smage den færdige sirup til med citron.
Syren er vigtig, for at du får balanceret din sirup – og der er altid citron i en hyldeblomstsaft.

Du kan både bruge hyldeblomstsirup og -sukker i dine drikkevarer til saftevand, sodavand, i drinks – både cocktails og mocktails, i te (også den koldbryggede), iste…
Hvor du ellers vil bruge sukker/sirup og har lyst til en koncentreret bombe af velsmag – en lækker parfumeret smag af hyldeblomster.
Du kan selvfølgelig også lave den traditionelle hyldeblomstsaft, en hyldeblomstsaft uden sukker og en koncentreret hyldeblomstsaft uden trækketid.
Er du interesseret i at gemme naturen i sukkerform, så se syrensukker, rosensukker på 3 måder, lavendelsukker og de andre typer blomstersukker.

Del dit sukker
Hvad synes du om hyldeblomstsukker?
Og hvad bruger du det til?
Del gerne dine fotos og kommentarer!
Deler du på Instagram, mærk dine billeder med @danish.things og tag dem #danishthings
Jeg vil glæde mig til at se, hvad du finder på ❤

Sådan laver du hyldeblomstsukker og nem sirup

Hyldeblomstsukker og super nem hyldeblomstsirup
Ingredienser
Hyldeblomstsukker:
- 55 g rensede hyldeblomster UDEN noget grønt 14 skærme*
- 440 g rørsukker* eller en anden type sukker
Simpel hyldeblomstsirup:
- 55 g hyldeblomstsukker
- 55 g vand
- citronsaft - smag til
- citronskal fra økologisk citron - valgfrit
Koncentreret hyldeblomstsirup:
- 55 g hyldeblomstsukker
- 27½ g vand
- citronsaft - smag til
- citronskal fra økologisk citron - valgfrit
Sådan gør du
Hyldeblomstsukker
- Kør hyldeblomster og sukker i en foodprocessor/blender/minihakker.
- Spred sukkeret ud på et stykke bagepapir i en bradepande/på en bageplade. Tryk det lidt sammen, hvis du vil lave hyldeblomstsukkerplader, som kan laves til hyldeblomstsukkerknalder.
- Tør sukkeret, bag det i ovnen et par timer ved 75˚C varmluft, 50˚C hvis det er natten over.
Sukker eller flormelis
- Når sukkeret er tørt køres det i en foodprocessor eller blender, til du har den konsistens du vil ha’, fra hyldeblomstsukker med struktur til hyldeblomstflormelis.
Sukkerknalder
- Hvis du vil lave dine egne hyldeblomstsukkerknalder, så tag forsigtigt hyldeblomstsukkerpladen og skær/bræk den i mindre stykker.
- Opbevar det velduftende sukker i et lufttæt glas eller en flad luftæt beholder.
Hyldeblomstsirup
- Super nem sirup af hyldeblomstsukker.I toppen af pluginet, hvor du skriver mængden af hyldeblomster, skriv mængden af hyldeblomstsukker, du vil bruge.Der er både en opskrift på simpel 1:1 sirup.Og den mere koncentrerede 2:1 sirup, med dobbelt så meget sukker - derfor de halve gram.
- Kog hyldeblomstsukker op med vand og eventuelt citronskal, sigt og smag til med citronsaft.Det er vigtigt, at du smager til med citron, da sukkeret trænger til et syrligt modspil.
- Opbevar siruppen på køl.
Noter
1:8 giver et koncentreret sukker, men du kan sagtens gange med 9 eller 10, hvis jeg ingen vægt har, bruger jeg bare øjemål. Tips: Du kan lave det endnu nemmere - hvis du er et sted med masser af sol og læ.
Mix dine hyldeblomster med sukker, fordel det ud på et stykke bagepapir og lad det tørre. Når sukkeret er HELT tørt, kan du gemme det lufttæt. Hyldeblomstsukkeret/-siruppen er en koncentreret bombe af velsmag, perfekt til bær, pandekager eller i marengs, flødeboller, mousse, is, desserter og (lag)kager. Du kan også bruge det i dine drikkevarer til saftevand, sodavand, i drinks - både cocktails og mocktails, i te (også den koldbryggede), iste...
Bruger du US customary units, så vær opmærksom på, at opskriften er metrisk og omregnet med et plugin.
Egne noter




Når du skriver 1 del i opskriften og bagefter at du bruger g. Betyder det så lige mange g. af hver? Jeg læser 1 del som en deciliter og så bliver det jo noget helt andet?
Hej Birte
Nu hvor du spørger, kan jeg godt se, at det kan misforstås.
Det jeg mente var, at du skal bruge samme mængde sukker til vand, og da jeg bruger gram, har jeg rettet opskriften.
Skriv mængden af sukker du bruger til din sirup i toppen af pluginet, så får du mængden af vand i gram – nu er der også en opskrift på koncentreret sirup.
God fornøjelse med dit sukker og din sirup.
Mvh Christel