Crème de mûre – lav din egen brombærlikør på 3 dage
Brombær er en af de lækre ting, du kan sanke i sensommeren og i det tidlige efterår.
Hvis du har været heldig at få fat i en stor portion – så lav crème de mûre.
Brombærlikøren er meget nem at lave hjemme.
Og med likøren kan du få glæde af brombærrene året rundt.
Du får min helt egen opskrift på crème de mûre – som smager virkelig godt.
Den tager kun 3 dage at lave og så kan du drikke den i cocktails.
Vil du drikke den som likør, bliver den bare bedre og bedre, hvis du giver den lidt tid til at lagre.
Du kan nyde din crème de mûre som likør til kaffen eller desserten.
Og så er brombærlikøren en klassiker i cocktails som Bramble – den klassiske og i longdrink udgaverne.
Du kan gå direkte til opskriften eller læse de andre afsnit:
- Brombærlikør
- Hvad er crème de mûre?
- Alkohol: hvad skal der bruges?
- Forskel på brombær
- Mængderne passer ikke – hvad gør jeg?
- Lagring
- Holdbarhed
- Anvendelsesmuligheder
- “Stop madspild” marmelade
- Labels eller etiketter
- Opskriften: Sådan laver du din egen vinbaserede likør på brombær
Anderledes brombærlikør
Lige nu vrimler det med vilde brombær.
Jeg har allerede lavet (flere omgange) brombærmarmelade – den smager SÅ godt.
Så er der forskellige brombær forsøg i gang – nogle kræver flere eksperimenter for at sidde i skabet.
Og vigtigst lige nu, så har jeg lavet crème de mûre flere gange, for den smager virkelig godt – og er en rigtig god spiselig gave.
Det er en opskrift, som jeg selv har eksperimenteret mig frem til.
Derfor er denne crème de mûre er anderledes end de danske opskrifter, du ellers kan finde på nettet – for likøren er rødvinsbaseret.
Rødvinen er med til at give mere ”krop” til brombærlikøren, så den opnår den komplekse smag på kortere tid.
Det er den første opskrift af sin slags, som jeg har lagt ud.
De andre likører, som ligger på Danish Things, er enten en almindelig alkoholinfusion sødet med sukker eller sirup.
Ellers er det en sød alkoholinfusion, hvor alle ingredienserne trækker med sukker og alkohol som f.eks sød jordbærvodka og appelsinsnaps med kaffe og vanilje.
Du får brombærlikøren i 2 versioner – en grundversion og en udvidet version.
Grundversionen er en lidt hurtigere likør med mindre alkohol – Christian synes at den smager lidt af gløgg.
Den udvidede version af crème de mûre var favoritten til min mini brombærlikør prøvesmagning (der var 5 der deltog i testsmagningen) og det er den, jeg vil anbefale dig at lave, hvis du ikke har travlt.
Hvad er crème de mûre?
Crème de mûre er en sød fransk likør lavet på brombær.
Den har en rig smag og en smuk, mørk farve, der gør den perfekt til cocktails og som en dessertlikør.
Selvom crème de mûre er en fransk brombærlikør, så er det ikke en fast opskrift, og derfor har jeg lavet min opskrift international.
Den tager udgangspunkt i vilde danske brombær.
Og jeg bruger en spansk rødvin…
I den enkle version bruger jeg en svensk vodka og en hjemmelavet vaniljevodka.
Det eneste, der er fransk, er cognacen – som bruges i den udvidede version.
Alkohol: hvad skal der bruges?
Når du laver din egen crème de mûre, så er det vigtigt at bruge ingredienser, der smager godt.
Du behøver ikke at bruge spansk rødvin, svensk vodka og fransk cognac.
Brug din favorit rødvin – det skal være en du kan li’ smagen af, og som du ville vælge at drikke ren, ellers kan du ikke li’ brombærlikøren.
Vodkaen skal være af en kvalitet, som du også godt kan li’ at drikke, den må ikke smage sprittet og så skal den være på 40% eller derover.
Cognacen skal også være 40%, og om det er cognac, brandy eller lignende, det bestemmer du selv, den skal bare smage godt.
Jeg bruger både ren vodka og en hjemmelavet vaniljevodka (det er den jeg også bruger som vaniljeekstrakt).
Har du ikke vaniljevodka, kan du bruge ren vodka og en stang vanilje.
Lav vaniljestangen til vaniljepulver, for at få så meget vaniljesmag ud på den korte trækketid.
Vaniljepulveret lader du trække sammen med bær og rødvin – sørg for at sigte det fra, inden du laver siruppen – ellers får du bundfald.
Forskel på brombær
Der er stor forskel på brombær.
Vi har vilde brombær med torne, de er mindre, end dem vi har uden torne – og der er en mere koncentreret smag i de vilde.
Jeg har lavet brombærlikøren på vilde brombær – jeg elsker den smag.
Har du tornløse brombær, eller bruger du frosne brombær, prøv dig frem med opskriften og smag til – helst efter 10-12 dage, så smagene er mere sammenhængende og afbalancerede.
Du kan altid tilsætte mere sukker, syre og alkohol – bare lad din likør hvile et stykke tid, før du prøvesmager igen.
Mængderne passer ikke – hvad gør jeg?
I opskrifterne har jeg skrevet nogle vægtmål i gram – både på brombærvinen og på siruppen.
Men det er ikke sikkert, at du får den samme mængde som mig.
Der er forskel på brombær, og hvor meget saft, de indeholder.
Og så er der forskel på, hvor meget du får kogt din sirup ind.
Er det brombærvinen, du har mindre af, kan du tilsætte ekstra rødvin, når du laver sirup.
Ellers kan du skrue ned for sukker i din sirup, og alkoholmængden i din likør.
Er det siruppen, du har kogt mere ned, så kan den højst sandsynlig godt klare mængden af alkoholen, da sødmen opvejer alkoholen.
Ellers kan du starte med at tilsætte en mindre mængde alkohol og smage dig frem.
Har du lavet ændringer, kan du skrive dem ind i ”Egne noter”, så du har dem til næste gang.
Og har du erfaringer, som du vil dele, må du meget gerne skrive en kommentar.
Lagring
Brombærlikøren er hurtig at lave – den tager kun 3 dage, hvor du reelt kun skal lave noget dag 1 og dag 3.
På grund af rødvinen opnår likøren hurtigere en mere kompleks smag, som kun bliver bedre af, at du giver din crème de mûre lov til at lagre.
I opskriften får du crème de mûre likøren i en grundversion og en udvidet version.
Laver du grundversionen med mindst alkohol, kan du drikke den nyblandet efter de 3 dage, jeg vil dog anbefale, at du venter med at drikke den til efter 10-12 dage.
Udgaven med mere alkohol, har godt af længere lagring.
Begge versioner har godt af at stå på flasker og lagre i mindst 2 uger.
I denne periode vil skarpheden i alkoholen gå af, og smagene udvikler sig gradvist og bliver mere sammenhængende.
Faktisk har din crème de mûre godt af en længere lagringstid på et par måneder – det vil give likøren endnu mere harmonisk smag.
Laver du brombærlikør i august-september kan den sagtens stå til jul.
Likøren bliver faktisk bedre med tiden, da smagene fortsætter med at udvikle sig, så de bliver mere sammenhængende og afbalancerede.
Så du kan sagtens drikke noget af brombærlikøren til din risalamande, hvis du har lyst.
Vil du ”kun” bruge din brombærlikør i cocktails som Bramble, kan du anvende den, når den er sammenblandet på dag 3, men de ovenstående anbefalinger, gælder også for ingredienser til cocktails.
Det er altid en god idé at smage på likøren løbende, så du kan justere lagringen efter dine præferencer.
Det er dig, der ved, hvornår du synes brombærlikøren smager bedst – du kan skrive under ”Egne noter” eller under kommentarer.
Holdbarhed
Når jeg nu anbefaler dig at gemme noget af din likør – hvordan gør du så det bedst muligt?
Hygiejne
Sørg for at holde god hygiejne, når du laver din crème de mûre.
Når du skyller dine bær godt, og kommer dem i et rent skoldet (Atamon skyllet) patentglas, og bruger rene redskaber, så er udgangspunktet i orden.
Rødvinen (syre og alkohol) er med til at konservere brombærrene i starten.
Derefter koger du en sirup, sukker er med til at konservere, sammen med alkoholen – den du tilsætter senere.
Din færdige crème de mûre hældes på rene, skoldede glasflasker, du kan eventuelt Atamon skylle proppen.
Sørg for at fylde flasken op, for at minimere iltindholdet i flasken, og at låget lukker helt tæt, så flasken er godt forseglet, så du undgår ekstra iltning.
Opbevaring
Når din likør er hældt på flasker, er det en god idé at opbevare den på et mørkt og køligt sted.
Undgå direkte sollys og temperaturudsving, da det kan påvirke smagen og kvaliteten negativt.
Opbevar brombærlikøren i køleskabet, når flasken først er åbnet.
Holdbarhed
Din hjemmelavede likør kan minimum holde sig 6-12 måneder, og ofte meget længere, hvis den opbevares korrekt.
Alkoholindholdet, sukkermængden og syren fra rødvinen hjælper med at konservere likøren.
Så vær opmærksom på, at hvis du tilsætter mindre sukker og alkohol, så forkortes likørens holdbarhed.
Og så er det er altid en god idé at tjekke din likør regelmæssigt.
Hvad kan du bruge crème de mûre til?
Da crème de mûre er en brombærlikør, er det oplagt at drikke den til kaffen – gerne sammen med en
chokoladekage eller en tærte – f.eks. en frugttærte eller en chokoladetærte.
Drik den som dessertvin, hvor den passer til alt fra vaniljeis, desserter med mousse, eller en fromage f.eks. en chokoladelagkage eller en hindbær-brombær lagkage.
Til efterårs og vinterdesserter som pandekager, risalamande, klatkager og æbleskiver.
– og så passer den til ost.
Der er mange andre muligheder, for at bruge din likør i det søde køkken – se forslag i afsnittet ved jordbærvodkaen – erstat bare ”jordbær” med ”brombær”.
Cocktails
Brombærlikøren giver en virkelig fin rød farve til dine drinks – så du kan lave meget smukke cocktails.
Den tilføjer en sødme, der kan balancere syre og bitterhed.
Og det gør den velegnet i forskellige typer cocktails – enten som hovedingrediens, eller som en af en de smagsnuancer, der tilsættes.
Den mest kendte cocktail med crème de mûre er Bramble.
Det er en klassisk cocktail, der kombinerer gin, citronsaft, sukkersirup og crème de mûre over knust is.
Hvis du er til longdrinks, kan du udvide din Bramble cocktail og lave Bramble Fizz eller Bramble Gin & Tonic.
Prøv din brombærlikør i cocktails, hvor du normalt ville bruge solbærlikør eller hindbærlikør.
Du kan f.eks. lave en Kir Royal variant – Kir Impérial de Mûre (eller Kir Royal de Mûre).
Kir Impérial laves normalt med hindbærlikør og champagne (eller anden mousserende vin).
Den dybe røde farve i brombærlikøren giver dig en smuk og festlig velkomstdrink, som også smager godt.
Og så er brombærlikøren god med gin, brug den som en smuk og smagfuld tilføjelse til en udvidet gin-tonic – eller en Bramble Gin & Tonic.
Gave
Brombærlikøren er en rigtig god gaveidé.
Efter miniprøvesmagningen af de to udgaver af likøren, var deltagerne i testsmagningen enige: ”Det er en lækker brombærlikør” og “Jeg kunne godt tænke mig en flaske som gave…”
Og det var over hele linjen, selv den deltager, som normalt ikke er til brombær, kunne ønskede sig en flaske.
Så det har de fået.
Derfor har jeg lavet etiketter i forskellige størrelser, som du kan bruge, hvis du nu også har planer om at give (noget af) din brombærlikør væk som gave.
“Stop madspild” marmelade
Nu har du ladet dine brombær trække i rødvin – og hvad så?
Som du nok ved – hvis du har læst nogle af mine andre opskrifter, så vil jeg gerne bruge så meget af råvaren som muligt, og det gælder også her.
Derfor vil jeg foreslå dig at bruge dine brombær med rødvinssmag i en ”stop madspild” kompot eller cocktailmarmelade.
Brombærmarmeladen er en sød kompot med en let syrlighed fra vin og citronsyre.
Nu ved jeg ikke, hvilke brombær du har brugt i din crème de mûre, og som tidligere nævnt er der forskel på brombær, det betyder også at du må prøve dig frem og smage til, din marmelade kræver måske mere syre, sødme eller mere vanilje.
Selvom opskriften tager udgangspunkt i 600 g brombær, så går en hel del af saften til likøren.
Du får ca. 480 g marmelade ud af en grundportion – og en del af den er brombærkerner.
Er du ikke til brombærkerner, så kan du sigte din kompot og få en brombærcoulis.
Det bliver en lille portion coulis.
Anvendelse
I min bog er ost og rødvin en klassiker.
Derfor synes jeg, at denne kompot er virkelig god til ost.
Du kan både bruge den til ostebordet og til din brunch – en hjemmelavet grødbolle med ost og brombærkompot smager rigtig godt.
Kompotten kan du også spise som tilbehør til retter i det salte køkken f.eks. til vildt, and og til andre vinteragtige og julede retter.
I det søde køkken kan du også spise den som marmelade, på pandekager, til (eller i) æbleskiver, til vaniljeis mm.
Labels og etiketter
Da crème de mûre er en rigtig god gave, har jeg designet nogle etiketter, som du kan printe derhjemme.
Der er firkantede labels til forskellige størrelser flasker – og et par runde etiketter til låg eller buede flasker.
Du finder også et par stykker til brombærmarmeladen.
Jeg har ikke skrevet årstal på, så hvis du vil vide, præcis hvornår du har lavet din crème de mûre (og din kompot), kan du selv skrive årstal – og eventuelt også dato på.
Når du vil printe etiketter og labels, tryk på billedet, eller linket under, begge fører til en pdf-fil klar til print.
Udskriv, og klip eller skær til – etiketterne bliver pænest med skæremaskine eller skalpel og lineal (de runde med et stansejern/punch).
Lim dine labels fast på glasset med en limstift – du kan fjerne dem nemt igen.
Du kan lave lige så mange etiketter, som du har lyst til.
Det er gratis for dig som privatperson at bruge de print, instruktioner og skabeloner, jeg lægger ind på Danish Things.
Hvis du er interesseret i, at jeg fortsat laver nye gratis print, så download dine etiketter fra Danish Things hvert år.
Jeg har copyright på de ting, der ligger her, derfor må kopiering fra danishthings.com kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Sådan laver du din egen vinbaserede likør på brombær

Crèmede mûre - lav din egen brombærlikør på 3 dage
Equipment
- digital køkkenvægt
- 1½ liter patentglas eller lignende - skoldet
- Sigte - eventuelt
- saftsigte med saftpose/gelépose - eller et dørslag beklædt med et stykke rent stof
- stor gryde
- tragt - skoldet
- skoldede glasflasker med tætsluttende låg - afkølede
- skoldede Atamon skyllede glas - til marmeladen/kompotten
- labels eller etiketter
Ingredienser
Dag 1
- 600 g brombær – renset vægt
- 750 ml rødvin af god kvalitet som du vil drikke ren, der skal være alkohol i - brug f.eks. en Rioja på 14%
Dag 3 - lav sirup
- 975 g brombærvin - hvor bærrene er sigtet fra
- 380 g sukker
Den enkle crème de mûre
- 1250-1260 g brombærsirup med rødvin
- 260 g vodka minimum 40% alkohol
- 20 g vaniljevodka*
Den udvidede crème de mûre
- 1250-1260 g brombærsirup med rødvin
- 290 g vodka minimum 40% alkohol
- 60 g vaniljevodka*
- 120 g cognac minimum 40% alkohol - kan erstattes med brandy eller lignende
Stop madspild kompot eller marmelade
- 326 g brombær
- 163 g sukker
- ½ tsk hjemmelavet vaniljepulver - valgfrit
- ⅛ tsk citronsyre
- Tilsmag eventuelt med mere sukker, vanilje og citronsaft
Sådan gør du
Dag 1
- Gennemgå brombærrene og fjern eventuelle stilke, blade og kryb. Skyl brombærrene godt, så de er helt rene, lad dem dryppe af i en sigte.
- Kom brombærrene i et patentglas eller et stort glas med låg, der kan rumme brombær og vin. Hæld vinen over. Brug et piskeris, en ske eller lignende til at mose frugten sammen med vinen – det er lidt besværligt, så mos dem så godt du kan. Luk patentglasset og ryst det, og lad blandingen trække på et køligt sted i 2 dage, ryst glasset et par gange.
Dag 3
- Hæld blandingen gennem en sigte, så du får fjernet resterne af brombærrene, og sigt derefter væsken gennem en saftsigte med saftpose/gelépose eller et dørslag beklædt med et stykke rent stof, for at fjerne eventuelle rester – mas endelig ikke saften ud af bærrene, du får bare grumset likør, brug i stedet bærrene i en kompot/marmelade.
- Hæld saften i en gryde og tilsæt sukkeret. Varm forsigtigt blandingen op, mens du rører, indtil sukkeret er opløst, og lad det derefter småboble i 15 minutter ved medium-lav varme.
- Hæld siruppen i en helt ren (gerne skoldet) skål eller kande, og lad den køle helt af, eventuelt i køleskabet.
- Mix den kolde brombærsirup med vodka, vaniljevodka og cognac, sørg for at det er helt blandet før du hælder likøren på afkølede skoldede glasflasker, som derefter lukkes til med et tætsluttende (Atamon skyllet) låg. Mærk flasken med en etiket eller label, skriv eventuelt dato og årstal på.
- Laver du grundversionen med mindst alkohol, kan du drikke den nyblandet i cocktails efter de 3 dage, jeg vil dog anbefale, at du venter med at drikke den til efter 10-12 dage, den udvidede version, har godt af længere tids lagring.
- Din likør kan generelt holde sig i 6-12 måneder eller længere, hvis du har holdt god hygiejne, og opbevarer den korrekt.
- Smagene vil udvikle sig og blive mere komplekse over tid, så det kan være en god idé at lade likøren trække, læs mere under lagring og holdbarhed.
Stop madspild kompot eller marmelade**
- De brombær du har sigtet fra rødvinen, kommes i en lille gryde med halvt så meget sukker, samt vaniljepulver og lidt citronsyre.
- Kog op ved høj varme. Når kompotten koger, skruer du ned for varmen og lader brombærkompotten småboble i 5-7 minutter.
- Hæld den varme brombærkompot på rene skoldede Atamon skyllede glas, og sæt et tætsluttende skoldet Atamon skyllet låg på. Det at du hælder den (kogende) varme kompot på glas og sætter låget på med det samme gør, at du kan opbevare den UDEN for køleskabet. Der skal være undertryk i glasset, når indholdet er afkølet. Tjek låget, det må IKKE sige en lyd, når du trykker på det – kan du få kliklyde frem, så skal glasset i køleskabet. Åbne glas skal altid i køleskabet.
Noter
**Du får ca. 480 g marmelade ud af en grundportion - og en del af den er brombærkerner. Er du ikke til brombærkerner, så kan du sigte din kompot og få en brombærcoulis - det bliver en lille portion coulis. Vil du lave coulis, maser du brombærrene gennem en finmasket metalsigte, så kernerne bliver i sigten og brombærkød og -saft sigtes ned i gryden, derefter fortsættes med opskriften på "Stop madspild kompot eller marmelade".
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter


