
Rabarbergin – infuseret gin med rabarber
Gin med rabarber er nem at lave, og resultatet er en smuk, (mere eller mindre) farvet gin med en frisk og syrlig smag fra rabarberne.
Det er en perfekt måde at bruge dine rabarber på, når de er i sæson.
Specielt hvis du er til drinks med gin.
For den helt enkle opskrift giver dig en gin med mange anvendelsesmuligheder.
Og så er gin med rabarber en rigtig god gave.
Du kan gå direkte til:
- gin med rabarber
- ginlabels – nu med etiket til patentglasset
- Gin tonic hyldeblomst cocktail – med hjemmelavet hyldeblomstsaft
- Gin tonic rose cocktail – med hjemmelavet rosesirup
– eller du kan læse videre.
Infuseret alkohol
Hvis du har læst andet, her på Danish Things, så har du måske set, at der bliver eksperimenteret med forskellige smagskombinationer, der kan trække i både gin og vodka
– eller med sukker, salt, laves til sirup, tørres…
Rabarbergin er (lige som rosegin) en af mine favoritter, som jeg allerede har lavet en hel del gange – også med frosne rabarber.
Når du infuserer, skal du bruge en god kvalitet alkohol – gin, vodka, snaps, rom på minimum 40%.
Det skal være en, du kan li’ at drikke i andre sammenhænge, for smagen af er afgørende for det endelige resultat.
Hvis du vælger en alkohol med smag, skal du tænke over, om smagen i din alkohol komplimenterer smagen i det du vil infusere.
Rabarbergin – nem at lave
Det er UTROLIGT nemt at lave gin med rabarber – det kræver kun at du får fat i nogle friske eller frosne rabarber.
Hvis du har rabarber i haven, er det helt perfekt.
Ellers kan du nemt finde dem i supermarkedets grøntafdeling – eller i frysedisken.
Udover rabarber skal du bruge en neutral gin på 40% – eller merre.
Jeg bruger en gin af typen ”London Dry”.
Hvis du har prøvet en af de andre udgaver af hjemmelavet alkohol, kan du genkende flasken.
Og så skal du have lidt tålmodighed, rabarberne skal trække i ginnen fra 3-5 uger.
Gerne på et køligt og mørkt sted, det hjælper med at bevare smagen og farven bedst muligt.
Ventetiden er det hele værd!
Det er utroligt tilfredsstillende at lave sin egen gin (når den smager godt).
Og bagefter finde ud af, hvordan den anvendes, så smagen i ginnen kommer bedst muligt frem.
Farven på din gin
Har du røde rabarber i haven – eller hvis du ved, hvor du kan købe dem, så giver de en kraftigere farve til din gin, end mine grønne haverabarber gør.
Jeg har lavet forsøg, hvor jeg kom røde rabarber i ginnen sammen med mine grønne haverabarber, og farven blev den, du ser på billederne – den er mere orangerød end den lavet på haverabarber alene.
Bruger du KUN grønne haverabarber, bliver farven meget lys orange – og det giver de pastelfarvede rabarberdrinks.
Jeg har desværre kun et foto af den lysere gin i modlys…
Hvad så med rabarberne?
Smid endelig ikke rabarberstykkerne ud efter endt trækketid!
De er stadigvæk fyldt med smag (og alkohol).
Og det er sjovere at kunne udnytte hele råvaren.
Brug dem i en boozy rabarbercrumble, lav rabarberkompot eller marmelade – tjek marmelade opskrifterne for inspiration.
Bruger du rabarberne til noget andet, undgår du også madspild – i stil med de andre 2-i-1 opskrifter.
Har du gode idéer del dem med os under kommentarerne.
Sådan laver du gin med rabarber
Rabarbergin er endnu en infuseret alkohol i det, der er nu blevet ”spis naturen” serien.
Når du laver din egen rabarbergin, har du fuld kontrol over smagen.
Du kan justere mængden af rabarber og trække tiden for at opnå den ønskede styrke og smagsintensitet.
Du kan også eksperimentere med at tilsætte andre smagsgivere.
Bare tænk over anvendelsen inden du starter!
Det er surt at stå med en udrikkelig alkohol, der har taget uger at lave.
Og derfor vil jeg opfordre dig til, at lave den helt enkle udgave først.
Gin er en af favoritterne herhjemme – for vi kan godt li’ G&T.
Er du mere til vodka, snaps eller lys rom, erstatter du bare ginnen i opskriften med din favorit – og så får du rabarbervodka, rabarbersnaps eller rabarberrom.
Og du får endnu flere opskrifter, som du kan afprøve – specielt hvis du både laver gin, rom og vodka…

Rabarbergin - gin med rabarber
Equipment
- patentglas
- Evt. skål (eller patentglas) med låg
- Kande
- Tragt
- Sigte
- Kaffefilter (af papir eller metal) eller fintmasket stof
- 1 flaske flaske - f.eks. den originale flaske
Ingredienser
- 360 g rabarber - friske eller frosne
- 70 cl gin 40%
Sådan gør du
Forbered rabarberne
- Skær rabarberne i 2-5 mm tykke skiver. Dette gør, at de afgiver mest mulig smag til ginen.
Infusion
- Kom de skårne rabarber i et skoldet patentglas og hæld gin over. Sørg for, at alle rabarberstykkerne er dækket af gin. Sæt eventuelt en label på glasset, så du ved, hvornår du begyndte din infusion.Ryst eller vend glasset 1-2 gange dagligt i de næste 3-4-5 uger. Dette hjælper med at blande smagene godt sammen.Smag på din rabarbergin efter 3 uger, det kan være, at du synes at den er perfekt der. Opbevar din rabarbergin på et køligt og mørkt sted under trækketiden. Det hjælper med at bevare smagen og farven bedst muligt.
Grov sigtning*
- Efter endt trækketid, start med at grovsigte dine rabarber, dvs. hæld dem over i en sigte, så ginnen kan løbe ned i en kande. Det er nemmere at sigte rabarberginen gennem kaffefilteret, hvis det ikke er fyldt med rabarberstykker.Kom rabarberstykkerne tilbage i patentglasset, eller i en skål med låg, kom dem i køleskabet eller i fryseren til senere brug.
Filtrering**
- Filtrer din rabarbergin gennem et kaffefilter (papir- eller metalfilter) eller fintmasket stof, og hæld den på den originale flaske. Bruger du en anden flaske af tilsvarende størrelse, eller flere mindre flasker, sørg for at de er helt rene. Skyl dem gerne i ren gin eller vodka før du hælder rabarberginnen på flasken, så holder den bedre.
Opbevaring
- Opbevar din rabarbergin mørkt og køligt – den behøver først at komme i køleskabet, hvis du vil bruge den kold i drinks.
Noter
*Smid endelig ikke rabarberstykkerne ud efter endt trækketid! De er stadigvæk fyldt med smag (og alkohol). Brug dem i en boozy rabarbercrumble, lav rabarberkompot eller marmelade – tjek marmelade opskrifterne for inspiration. Det er en sjovere måde at udnytte hele råvaren på – og at undgå madspild.
**Du kan læse mere om, hvordan jeg filtrerer frugten fra den infuserede alkohol i opskriften på hindbærvodka.
Jeg bruger kun to ingredienser, for at ginnen er så anvendelig som muligt. Men derfor kan du sagtens eksperimentere med din gin, ved at tilføje andre smagsgivere som vanilje og ingefær, andre bær eller frugter som jordbær, appelsin eller citron (– tjek lige appelsinsnaps først), eller andet smagsgivere, som du synes er passende. Bare tænk over anvendelsen først! Det er surt at stå med en udrikkelig alkohol, der har taget uger at lave.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter


Gin – labels og etiketter
Jeg har lavet forskellige labels og etiketter.
Og de er alle til GIN.
Nej måske ikke helt, der er nogle runde labels uden tekst, som er tiltænkt låg og buede flasker.
De kan bruges til andre typer alkohol – og til flasker med færdige drinks mix, hvis du laver sådan noget.
Husk tiden
Der er som noget nyt, en etiket du kan sætte på dit patentglas.
Derpå kan du skrive, hvornår, du har sat ginnen over, hvornår du har tjekket den (der er plads til flere datoer) og til sidst hvornår du har planlagt at omhælde den.
Så kan du skrive dine erfaringer ind under ”egne noter” i opskriften – og du må også gerne dele dem under kommentarer.
Etiketter i A4 pdf-fil
I pdf-arket til print, får du forskellige udgaver af etiketterne.
Så er der til forskellige størrelser flasker – og hvis du vil give nogle væk som gave.
Du kan lave lige så mange etiketter, som du har lyst til.
Copyright
Jeg har copyright på de ting, der ligger her, derfor må kopiering fra danishthings.com kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Det er gratis for dig som privatperson at bruge de instruktioner, print og skabeloner, jeg lægger ind på Danish Things.
Er du interesseret i, at jeg udvikler nye gratis print, sørg for at downloade dem fra Danish Things hvert år – hvis du sætter en Pin i siden, har du den til senere.
Tryk på billedet, eller linket under, begge fører til Google drive og en pdf-fil, som du kan printe.
Udskriv, og klip, udstans eller skær til.
Lim dine labels fast på glasset med en limstift – du kan fjerne dem nemt igen.
2 cocktails med rabarbergin
Jeg har lavet to cocktails, som er meget ens i opbygningen – og meget forskellige, når du smager på dem.
De er begge lavet med rabarberginnen og en hjemmelavet sirup.
Begge cocktails er lette drikkevenlige cocktails, mere i stil med “spansk gin tonica” end “klassisk G&T”.
Alternative ingredienser
Du kan eksperimentere og udskifte hyldeblomst og rose med en af de andre hjemmelavede sirupper.
Har du ikke lavet rabarbergin endnu, brug en af de andre slags “spis naturen” infuseret alkohol – eller en gin med passende botanicals – f.eks. ”Flora Adora”, ”Midsummer Solstice” eller den klassiske Hendrick’s.
Rabarbergin med hyldeblomstsaft
Gin tonic hyldeblomst cocktail er med hyldeblomstsaft.
Hvis du har tid lav den klassiske hyldeblomstsaft – det er den, der skal trække.

Gin tonic hyldeblomst
Equipment
- Måleglas eller måleskeer
- Stort glas, der kan rumme meget is
- En lang ske, f.eks. en barske eller en latteske
Ingredienser
- 10 cl isterninger 10 cl = 1 dl
- 5 cl hjemmelavet rabarbergin 5 cl = ½ dl
- 2,5 cl hjemmelavet hyldeblomstsaft - eller en god købevariant 2,5 cl = ¼ dl
- 1,5 cl citronsaft 1,5 cl = 1 spsk
- 10 cl Fever Tree Mediterranean tonic - eller tilsvarende 10 cl = 1 dl
- Frisk timian som pynt
Sådan gør du
- Fyld et glas med isterninger.
- Hæld hjemmelavet rabarbergin over isen, for at afkøle den - slyng den gerne rundt i glasset.
- Tilsæt citronsaft og hjemmelavet hyldeblomstsaft, mix det med en ske.
- Top op med din valgte tonic.
- Rør forsigtigt ingredienserne sammen.
- Pynt med en kvist frisk timian.
- Server straks og nyd!
Noter
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter

Rabarbergin med rosesirup
Gin tonic rose cocktail får sin smukke farve fra rosesiruppen – lavet på de pink hybenroser.
Cocktailen kan du også lave med rosegin, så skal du smage til med mere citron eller lime.

Gin tonic rose
Equipment
- Måleglas eller måleskeer
- Stort glas, der kan rumme meget is
- En lang ske, f.eks. en barske eller en latteske
Ingredienser
- 10 cl isterninger 10 cl = 1 dl
- 5 cl hjemmelavet rabarbergin 5 cl = ½ dl
- 2,5 cl hjemmelavet rosesirup 2,5 cl = ¼ dl
- 1,5 cl citronsaft 1,5 cl = 1 spsk
- 10 cl Fever Tree Mediterranean tonic - eller tilsvarende 10 cl = 1 dl
- 1 skive citron som pynt
Sådan gør du
- Fyld et glas med isterninger.
- Hæld hjemmelavet rabarbergin over isen, for at afkøle den - slyng den gerne rundt i glasset.
- Tilsæt citronsaft og hjemmelavet rosesirup, mix det med en ske.
- Top op med din valgte tonic.
- Rør forsigtigt ingredienserne sammen.
- Pynt med en skive citron.
- Server straks og nyd!
Noter
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter

Del din rabarbergin
Har du lavet gin med rabarber?
Hvilke cocktails har du lavet?
Har du en favoritopskrift, del den her og inspirer os andre.
Deler du på Instagram, mærk dine billeder med @danish.things og tag dem #danishthings
Jeg vil glæde mig til at se, hvad du får ud af opskrifterne!