
Rose cocktails og rose mocktails
Sommer og ferie hænger ofte sammen med drinks.
Det kan både være mocktails og cocktails.
Og du får opskrifter på begge dele.
Først kommer jeg med min version af en Gin Hass – en rose gin Hass.
Rose gin Hass, er en af den slags cocktails, der ikke smager særligt meget af alkohol.
Så vær opmærksom – på en varm sommeraften forsvinder den som dug for solen…
Drinken har været Bos og min favorit aftendrink på terrassen i sommerhuset.
Den er afprøvet på venner, og den har været et hit hos alle.
Mocktailen er en rose lemon mocktail – smuk og smagfuld.
En af Christians og mine favoritter.
Et rigtig godt alternativ til dem, der ikke drikker alkohol – eller vælger at drikke med omtanke.
Du kan gå direkte til opskriften på Rose gin Hass, til Rose lemon mocktail – eller du kan læse videre.

Rose Gin Hass
Jeg har lavet en rose version af den efterhånden klassiske gin Hass med mango.
Mangosiruppen er blevet erstattet med rosensirup, jeg har brugt rose gin, og så har jeg lavet lidt om på målene i drinken
– den er blevet en smule stærkere…
Så mixer du til mange, mix gerne en kande mocktails ved siden af.

Rose gin Hass er en af sommerens (indtil videre) bedste rose cocktail med gin, sammen med “Gin tonic rose” – som virker mindre sød pga. tonicen.
Og min opskrift på en rose lemon mocktail er lige så god!
Det er godt med alkoholfrie alternativer til almindelige drinks.
Specielt, når dem med alkohol bliver drukket meget hurtigt.
Jeg vil med glæde drikke rose lemon mocktail, hvis jeg er i bil – eller bare ikke har lyst til alkohol.
Og jeg er ellers ikke til sodavand.
Denne drink smager bare godt både som cocktail og mocktail.

Hvad skal der bruges til Rose Gin Hass?
Isterninger, rose gin, limejuice og rosensirup – brug økologisk lime, hvis du vil komme limebådene i glasset.
Jeg bruger hjemmelavet rose gin.
Har du endnu ikke nået at lave din egen (det tager 4 dage) så prøv om du kan finde en gin, der har trukket med rosenblade.
Jeg har også lavet cocktailen med Hendrick’s Flora Adora (den er bl.a. lavet med rosenblade) – så bruger jeg også en pink lemon sodavand, for farvens skyld.
Rose gin Hass har været så stor en favorit, at den er årsagen til, at der er lavet ekstra meget rose gin + store mængder af den hurtige rosensirup – som nu er mere eller mindre erstattet med den koncentrerede 2:1 rosensirup.
Hvis du vil lave den klassiske rosensirup, finder du opskriften her og så er der også 3-i-1 opskriften på ekstrakt, 1:1 og 2:1 rosensirup.
Rose ginnen smager ikke så meget igennem i denne drink, så vær ikke bange for grannålesmagen.
Rosensmagen er heller ikke overdøvende, bare mild parfumeret.
Syren og sødmen kan du styre selv.
Dit valg af lemon sodavand, betyder en del for mængden af limejuice.
Har du en sød sodavand, kan drinken klare en del limejuice, er det en mere bitter lemon, skal du skrue ned for limesaften.

Det er en longdrink.
Vi bruger store glas.
På billederne ser du både 450 ml og Copa gin glas på 800 ml – de sidste er blevet vores favorit.
Bruger du et mindre glas, skru ned for mængden af is, eller lav en mindre cocktail.
Er alle ingredienserne køleskabskolde, så går det nok med mindre is.
Fordi det er en longdrink, kan cocktailen bære at indeholde mere alkohol.
Denne drink indeholder 5 cl rose gin og 2,5 cl rosensirup 1:1 – halver mængden, hvis du bruger en koncentreret 2:1 sirup.
Det er lidt mærkelige mål – jeg kalder dem sommerhus mål.
For i sommerhuset havde vi ikke noget målebæger til drinks, da jeg lavede opskriften, og de fleste har et sæt måleskeer til bagning.
Der er en ske, der hedder ”kaffemål”, den er på 25 ml = 2,5 cl.
Det var den ske, jeg brugte i starten – nu hænger målene ved.
Selvfølgelig kan du lave drinken med andre mål.
Bare gang opskriften op.
Så kan du også lave en hel kande, hvis du skulle få lyst.
Den skal nok blive drukket!

Der er sket lidt med opskriften siden jeg fandt på den.
Her tænker jeg på rækkefølgen af ingredienser.
I starten var det:
- En del isterninger
- Rosensirup
- (Rose gin)
- Lemon sodavand
- Et par limebåde
- Mix
Så kunne ginnen springes over i mocktails.
Det gav en smuk lyserød mocktail og en orange aperol-farvet cocktail.
Helt klart smukkest og mest rose farvet uden alkohol.

Ved et tilfælde fandt jeg ud af, hvis jeg ændrede på rækkefølgen, blev cocktailen smukkere rosenrød.
For limejuicen fremkalder den røde farve i rose ginnen!
Så nu er rækkefølgen:
- Masser af is
- Rose gin
- Friskpresset limejuice
- Mix
- Rosensirup
- Mix igen
- Lemon sodavand
- Både af økologisk lime
- Mix
- Nyd!
Gentag, hvis der skal være fest…
Så har du ikke lavet rosensirup og rose gin, vil jeg anbefale dig at finde de sidste hybenroseblade, og lave den hurtige rosensirup – eller den koncentrerede 2:1 sirup.
Rose gin Hass er en drink, som også vil gøre sig som velkomstdrink til resten af årets fester.

Når jeg laver cocktails og mocktails, så er det ikke altid jeg har de rigtige ingredienser.
Du har det måske på samme måde?
Så skal der tænkes kreativt.
Og her kommer det sjove, hvor der skal afprøves nye kombinationer.
Har du ikke rosensirup, kan du afprøve drinken med en af de andre sirupper, du finder opskrifter på her på Danish Things.
Hvis du vil have en rød drink, kan du prøve med:
- rabarber-rosensirup
- rabarbersirup
- jordbær-rabarber sirup
- – eller hvad med gransirup?
(Gransirup smager sødt og ikke af gran, hvis der bruges helt friske skud)
Har du ikke rose gin, så har du måske lavet en rose vodka?
Så får du en rose vodka drink – og den kan også noget!
Det kan også være, at du har andre typer infuseret alkohol – f.eks. en rabarbergin eller en hindbær-appelsin gin.
Ellers kan du bruge en gin med passende blomster botanicals, en helt neutral gin eller en almindelig god vodka.
Undgå at bruge gin og vodka med tilsat sukker, ellers skal du justere på sødme, syre og så får du en helt anden type drink.

Sådan laver du en rose cocktail

Rose gin Hass
Udstyr
- 1 stort glas
Ingredienser
- 4-5 stk. store isterninger fyld glasset godt op
- 5 cl rose gin - eller anden type gin, men det ændrer farven, se noter
- 0,5-1 cl limejuice friskpresset
- 2,5 cl rosensirup 1:1 - halver mængden, hvis du bruger en koncentreret 2:1 sirup - du finder flere forskellige slags rosensirup her bl.a. den hurtige 1:1 hybenrosesirup
- 2-3 både økologisk lime eller lidt mere limejuice
- 10-15 cl lemon sodavand - klassisk eller pink - smag til
Sådan gør du
- Start med at komme masser af is i dit glas.
- Tilsæt rose gin og friskpresset limejuice.Mix det til farven skifter, ca. 10-20 sekunder.Alternativt brug en gin, der er infuseret med andre blomster - købt eller hjemmelavet - så er det ikke sikkert, at ginnen skifter farve.
- Kom rosensirup i og mix igen.
- Fyld op med lemon sodavand.
- Pres et par både af økologisk lime i, og kom bådene i glasset.
- Mix en sidste gang.
- Nyd din drink!
Noter
Bruger du en almindelig gin, bliver din drink ikke rigtig rød. Erstatter du den klassiske lemon sodavand med en pink udgave, får du alligevel en fin lyserød drink.
Du kan afprøve drinken med en af de andre sirupper du finder opskrifter på her på Danish Things. Har du ikke rosensirup, kan du erstatte den med rabarber-rosensirup, rabarbersirup og jordbær-rabarber sirup, eller hvad med gransirup?
(Gransirup smager ikke af gran, hvis du bruger friske granskud)
Du kan også afprøve cocktailen med andre typer infuseret gin.
Bruger du US customary units, så vær opmærksom på, at opskriften er metrisk og omregnet med et plugin.
Egne noter

Sådan laver du en rose mocktail

Rose lemon mocktail
Udstyr
- 1 stort glas
Ingredienser
- 4-5 stk. store isterninger fyld glasset godt op
- 5 cl rosensirup 1:1 - halver mængden, hvis du bruger en koncentreret 2:1 sirup - du finder flere forskellige slags rosensirup her bl.a. den hurtige 1:1 hybenrosesirup
- 1-2 cl limejuice friskpresset
- 2-3 både økologisk lime eller lidt mere limejuice
- 10-15 cl lemon sodavand - klassisk eller pink
Sådan gør du
- Start med at komme masser af is i dit glas.
- Tilsæt rosensirup og friskpresset limejuice.
- Mix det.
- Fyld op med lemon sodavand.
- Pres et par både af økologisk lime i, og kom bådene i glasset.
- Mix en sidste gang.
- Nyd din alkoholfri drink!
Noter
Har du ikke rosensirup, kan du erstatte den med rabarber-rosensirup, rabarbersirup og jordbær-rabarber sirup eller en af de andre sirupper du finder opskrifter på her på Danish Things.
Du kan lave en Rose lemon mocktail om til en cocktail ved at tilsætte rose vodka, rose gin - eller en af de andre slags infuseret gin og vodka.
Bruger du US customary units, så vær opmærksom på, at opskriften er metrisk og omregnet med et plugin.
Egne noter



