Græskarsuppe med gulerødder eller græskar-gulerodssuppe med sprødt drys
Det her er en af Christians livretter, jeg tror, at han allerede har lavet græskarsuppe 3 gange på sin maddag!
Vi har spist versioner med hokkaido og halloweengræskar, med udgangspunkt i det rå græskar eller græskarmos/græskarpuré. Han har også været med til at sørge for, at vi har græskarmos i fryseren, så er der til en gang hurtig græskarsuppe i løbet af vinteren.
Heldigvis er det også en favorit hos os andre.
Der kommer mere og mere tilbehør på, for hver gang den bliver lavet, minimum er hytteost og noget sprødt. Det har jeg sjovt nok ikke noget foto af. Prøv at give den fuld skrue med sprøde græskarkerner, bacon, ristede svampe og hytteost.
Hytteost, ja det er en tidligere kollega, der har lært mig at spise det i suppe – det smager godt, så prøv det, hvis du ikke har prøvet det før og har mod på noget nyt.
Vil du have brød til, så prøv de bedste boller, græskar scones eller hjemmelavede rugbrødschips.

Græskarsuppe med gulerødder og sprødt drys
Ingredienser
- 1 lille hokkaidogræskar – eller ca. 700 g græskarmos
- 1 stort løg
- 4-5 store gulerødder
- 1½-2 spsk. rød karrypasta
- 1 spsk. Kokosolie til stegning
- 1 stor dåse kokosmælk
- 1 liter hønse- eller grøntsagsbouillon
- Salt
- Friskkværnet sort peber
Tilbehør:
- Ristede sprøde græskarkerner
- Hytteost eller græsk yoghurt
- Evt. bacon sprødstegt i tern eller små stykker
- Evt. stegte svampe
- Evt. groft brød eller græskar scones
Sådan gør du
Hokkaido:
- Halver græskarret, fjern kernerne og det trævlede kød i midten med en ske – gem kernerne.
- Skær græskarret i både.
- Skær skrællen af med en kniv, eller brug en kartoffelskræller.
- Skær græskarkødet i mindre stykker eller riv det groft.
Mos:
- Se opskriften på Græskarmos, græskarpuré og sprøde græskarkerner
Selve suppen:
- Skræl gulerødderne, skær dem i skiver.
- Hak løgene fint.
- Varm kokosolien i en stor gryde.
- Sautér løg og karrypasta i 4 minutter.
- Tilsæt græskarmos eller rå græskar, bouillon, gulerødder og kokosmælk, varm op til det koger.
- Lad suppen simre i 15-20 minutter til grøntsagerne er møre, smag til med salt og friskkværnet peber. Tilsmag evt. med mere karrypasta.
- Purér suppen med en stavblender (eller i en blender).
- Pynt med ristede græskarkerner, hytteost (bacon og stegte svampe), server eventuelt med groft brød eller græskar scones.
Noter
- Tilsæt evt. hvidløg, ingefær og lidt limesaft