September, så er sommeren forbi, for mit vedkommende. Ikke mere noget med bare ben i sandaler, nu er det på med strømper eller strømpebukser – jeg er så kuldskær.
I haven er der stadigvæk en overflod af hindbær, de er så fine, derfor står aftensmaden i dag på Grillet kylling med kålsalat og hindbærdressing.
Salaten er også efterårsagtig, den er med spidskål, grønkål, æble OG hindbær, den får chrunch fra de salte mandler.
Retten er også lækker på andre tider af året, så bruger du bare de salater, kål og frugter, der er i sæson.
Dressingen er med friske hindbær i, jeg har brugt de bær, der ikke var så pæne, resten er kommet i salaten. De bær, der kommer i dressingen, bliver til mos, og så er det jo lige meget, hvordan de så ud fra start.
Har du lavet bærdressing før?
Hvad mener du om kombinationen? Skriv gerne en kommentar.
Grillet kylling med kålsalat og hindbærdressing
Ingredienser
- 4 stk. kyllingebryster
Marinade:
- 2 tsk. olie
- 2-5 kviste frisk timian eller en skefuld tørret basilikum
- salt og peber
Hindbær-appelsindressing
- 1 spsk. æblecidereddike
- 1 spsk. appelsinsaft du kan bruge citronsaft
- 2 tsk. Dijon sennep
- 2 spsk. flydende honning
- 2 spsk. olivenolie
- salt og peber
- 1 lille løg finthakket
- 25-30 g hindbær brug de bær der ikke er helt så pæne
Kålsalat
- 1 lille spidskål
- 50 g grønkål
- 1 æble
- 1-2 spsk. appelsinsaft du kan bruge fortyndet citronsaft
- 125-150 g friske hindbær brug de pæneste bær
- Eventuelt lidt hakkede saltmandler for ekstra crunch. Se opskrift på saltmandler
Tilbehør
- Quinoa ris eller et godt brød
Sådan gør du
Kylling
Marinering:
- Put kyllingebrysterne i en frysepose med olie, salt, peber og timianbladene, maser krydderierne ind i kødet og lad kyllingen trække i køleskabet.
- Grill dem - udenfor på en havegrill eller indenfor på en varm grillpande. Kyllingen skal have ca. 6-7 min på hver side. Kyllingen skal være gennemstegt, men IKKE stegt tør og ødelagt.
Dressing
- Du kan gøre som jeg gør - ryst alle ingredienser til dressingen sammen i en dressing flaske, eller du kan røre det hele sammen i en skål. Husk, at smage til med salt og peber.
Salat
- Rens grøntsager og bær. Snit spidskålet fint, skær grønkål fri fra stokken og snit fint. Skær æblet i tern - vend æblerne med appelsinsaften, det forhindrer, at de ilter og bliver brune. Bland salaten, vær forsigtig med hindbærrene - de skal lægges i til sidst, gerne sammen med hakkede saltmandler.
Tilbehør
- Tilbered quinoa eller ris, som angivet på posen.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Private noter
2 Comments on Grillet kylling med kålsalat og hindbærdressing