
Æblegløggekstrakt og koncentreret gløggsirup (1:1)
Her får du en opskrift på en æblebaseret gløggsirup.
En nem og hurtig gløggekstrakt, du kan lave til sirup på kun én dag.
Fra start til slut tager det 3-4 timer – med 2 timers trækketid.
Jeg kalder det en 2-i-1 opskrift, for det er både en æblegløggekstrakt og en gløggsirup.
Det er en mere nørdet opskrift med gram vægt, så du kan gentage opskriften år efter år, og få samme gode smag.
Det er en meget anvendelig julesirup, der kan bruges til klassisk gløgg, sodavand, te… se flere anvendelsesmuligheder her.
Og så du kan bruge gløggsiruppen varm og kold.
Indhold – klik her og spring direkte til det, du er interesseret i
- 2-i-1 opskrift
- Gløggekstrakt og gløggsirup
- Sådan bruger du gløggsiruppen
- Print gratis etiketter og labels
- Sådan laver du æblebaseret gløggekstrakt og (1:1) sirup
- Del dine gløggsirup!

2-i-1 opskrift
Selvom det er en 2-i-1 opskrift, så bruger jeg som regel kun gløggsiruppen.
Gløggekstrakten laver jeg primært for at få smag ud af krydderierne.
Da ekstrakten er uden sukker, holder den ikke så længe – med mindre du fryser den ned.
Du kan regne med, at den holder 5–7 dage i køleskabet ved ca. 5 °C.
I fryseren holder den 6–12 måneder.
Det betyder også, at hvis du laver en sukkerfri gløggsirup, så er holdbarheden ikke så lang som i udgaven med sukker – fordi sukker konserverer.
Jeg har ikke testet den sukkerfrie udgave, så er du diabetiker, eller har erfaring med sukkererstatning i sirupper, må du meget gerne skrive en kommentar.
Så kan du fortælle mig, og de andre, der læser med, hvilke typer sukkererstatninger, der virker.
En sukkersødet gløggsirup, der er hældt varm på skoldede og atamonskyllede glasflasker, kan holde til næste jul – hvis du opbevarer den mørkt og køligt.
For uåbnede flasker, der er opbevaret mørkt ved stuetemperatur (eller køligere), kan holde mindst 12 måneder, ofte 18–24 måneder – HVIS du har fulgt mine anbefalinger i opskriften.
Du kan også fryse gløggsiruppen ned i mindre portioner – så holder den endnu længere – og hvem ved, det kan være, at du synes, at en krydret lemonade er hittet i sommervarmen – så får du muligheden her.
Pga. det høje sukkerindhold bliver din sirup ikke fast i fryseren – det gør den også anvendelig i en julet sorbet.
Så jeg anbefaler dig at lave gløggsiruppen – der er SÅ mange anvendelsesmuligheder.

Gløggekstrakt og gløggsirup
Denne gløggekstrakt minder om de tidligere gløggekstrakt opskrifter – og så alligevel ikke.
Og sådan er det med de fleste opskrifter på gløgg – de er variationer over samme tema.
Gløggekstrakten deler de fleste ingredienser med både den røde og den hvide gløgg.
Der er dog ingen lime i denne opskrift, i stedet er der brugt korianderfrø – for at give en anden citrussmag, som også passer til de klassiske julekrydderier.
Gløggsiruppen er anderledes.
I den røde gløggsirup og den hvide gløggsirup bruger jeg koncentreret saft/sirup – hyldeblomstsirup og solbærsirup.
Her bruges der hvidt sukker – som er neutralt i smagen – og som de fleste har i hjemmet.
Den største forskel er TID.
Den røde gløggekstrakt og den hvide gløggekstrakt plejer jeg at lade trække i dagevis (nogle år flere uger), før den bliver til sirup.
Det her er en hurtig gløggsirup.
Denne opskrift har du klar på kun én dag – for gløggekstrakten skal kun trække 1-2 timer.
Derefter varmer du den op med sukker og citronsyre – og du er klar til at lave julede drikke.
Grundopskriften giver ca. 980 g gløggekstrakt, og det bliver til knap 2 liter færdig gløggsirup.
Virker det som meget, kan du indstille mængden af æblemost, så du får en mindre portion.
Du kan også gemme ekstrakten i fryseren, og lave frisk gløggsirup, når du vil – det sparer lidt plads i din fryser, da gløggekstrakten kun fylder halvt så meget, som den færdige gløggsirup.
Opskriften er lavet, så du indstiller mængden af gløggekstrakt, samme sted som du indstiller mængden af æblemost – nemt, hvis du bare vil lave en lille portion.

Sådan bruger du gløggsiruppen
Jeg har lavet en opskrift på en meget fleksibel gløggsirup.
Du kan bruge den til de klassiske former for gløgg:
- Rødvinsgløgg
- Hvidvinsgløgg
- Æblegløgg – med og uden alkohol
Brug den i forholdet 1:5 eller 1:6 (sirup : base).
Er du til julede drikke – og kan li’ smagen af kanel, kom den i din:
- Te (varm eller kold): brug Earl Grey – eller anden sort te
- Danskvand: lav en julet sodavand
- Tonic: – med eller uden alkohol
– tilsæt også lidt citronsaft for at give modspil til sødmen og balancere krydderierne.
Er du til kaffe med sirup?
Lav en julet kop kaffe, kom den i din filterkaffe eller lav en americano, latte eller cappuccino.
Start med 1 cl til en kop.
Du kan også bruge gløggsiruppen til cocktails fx i en kold gløggspritz med bobler.
Brug Prosecco eller en anden mousserende vin – vælg en brut eller extra brut.
Boblerne skal give friskhed og løft til din cocktail – gløggsiruppen giver rigeligt med sødme.
Brug en teskefuld gløggsirup eller to pr glas, en enkelt teskefuld lys rom, calvados eller appelsinsnaps med kaffe og vanilje og top op med dit valg af bobler.
Den giver også et sjovt kaneltwist til en julet gin tonic.
Siruppen er velegnet til at gøre dine opskrifter mere julede, brug den som ingrediens:
- i juleflødeboller (erstat de 30 g gløggekstrakt og 30 g af sukkeret med 60 g gløggsirup) og marengs af italiensk marengs
- i mousse eller fromage
- i flødeis og sorbet
- i glasur
- i gelé til kager og tærter
Som topping på
- din morgengrød, din yoghurt eller skyr
- frugtsalat
- dine pandekager og æbleskiver
Eller brug den som sukker-glaze på:
- søde boller – lav korsbollerne uden kors, og de er perfekte til jul (det er de også med kors på)
- snegle og snurrer
- skærekager
- muffins og cupcakes – fx i honningkage udgaven
Er du typen, der giver hjemmelavede gaver?
Lav dobbelt portion – eller mere, og hæld gløggsiruppen på flasker – sæt en etiket på, og du har vært-/værtindegaven hjemme.
Eller brug gløggsiruppen som gave til hende, der elsker smagen af jul – året rundt.
Du kan også vedlægge et lille kort med idéer til anvendelse – eller sætte et julet til-fra kort på.

Print gratis etiketter og labels
Jeg har designet et ark med etiketter og labels i forskellige størrelser.
Du kan vælge dem, der passer bedst til dine egne flasker – og til de flasker, du vil forære væk.
Klik på billedet af pdf-filen eller linket under, og gå direkte til udskriv.
Print etiketterne på A4 kopipapir 80-120 g/m² – 100-120 g/m² papir giver lidt flottere etiketter.
Du kan klippe etiketterne ud med en saks, eller skære dem ud med en skalpel.
Der er hverken dato eller årstal på etiketterne, det kan du selv skrive på.
Gratis til personligt brug – og den vigtige copyright
Alle etiketter, skabeloner og andre print på Danish Things er gratis for dig at bruge, så længe det er til personlig brug.
For at jeg kan fortsætte med at udvikle nye designs og skabeloner, er det dog vigtigt, at du printer materialerne direkte fra Danish Things hver gang.
For at gemme linket kan du sætte et ”bookmark” i din browser, eller en Pin på Pinterest, så du kan finde gløggsiruppen igen til næste år.
Jeg har copyright på alt indhold på Danish Things og de tilhørende sociale medier.
Du kan læse mere om ophavsret og brug af materialer fra Danish Things her, hvor du også kan læse om at indberette til Copydan Tekst & Node/VISDA.

Sådan laver du æblebaseret gløggekstrakt og (1:1) sirup

Æblegløggekstrakt - gløggsirup til varme og kolde drikke
Udstyr
- digital køkkenvægt, gerne med decimaler
- Skåle
- fint rivejern til citronskal
- Citruspresser
- kniv
- skeer - teske, grydeske/dejskraber, eventuelt måleskeer
- Gryde
- stegetermometer - sukkertermometer
- Finmasket sigte
- Tragt
- Glasflasker med tætsluttende låg
Ingredienser
Væske og frugt
- 1000 g ufiltreret æblemost eller en god ufiltreret æblejuice
- 6,5 g økologisk appelsinskal* (6-7 g ≈ 2 stk. økologiske appelsiner)
- 40 g friskpresset appelsinsaft (40 g ≈ 1 appelsin)
- 4,0 g økologisk citronskal* (3,7-4,3 g ≈ 1 stor økologisk citron)
- 33 g friskpresset citronsaft (30–35 g ≈ ½ citron)
- 18 g frisk ingefær - skrællet og skåret i ½ cm tykke skiver
Krydderier**
- 9 g kanelstænger: (8,5-9,5 g ≈ 2 stk)
- 0,6 g hele nelliker: (0,5-0,7 g ≈ 6–7 stk)
- 1,8 g grønne kardemomme kapsler let knuste (1,6-2 g ≈ 8–10 kapsler)
- 1,4 g korianderfrø eventuelt let knust (1,3-1,5 g ≈ 3/4 tsk)
- 2,7 g vaniljestang flækket (2,5–3 g ≈ ¾-1 stk)
Gløggsirup (1:1)
- 1000 g gløggekstrakt - indstil mængden i toppen - ved antal
- 1000 g sukker
- 2,22 g citronsyre (2,22 g ≈ ½ tsk)
Eventuelt
- Atamon ***
Sådan gør du
Forberedelse
- Vej dine krydderier. Knus de grønne kardemommeskaller, så der er fri adgang til kardemommen. Du kan evt. støde kardemomme og koriander let i en morter, hvis du vil have mere smag frem.Kom alle de tørrede krydderier op i den gryde, som koncentratet skal koges i.
- Flæk vaniljestangen/vaniljestængerne, skrab kornene ud og kom det hele op i gryden.
- Skræl din ingefær, jeg bruger en teske. Skær ingefæren i ½ cm tykke skiver. Kom dem op i gryden til krydderierne.
- Vask og tør dine citrusfrugter. Brug et fint rivejern til at fjerne skallen* - alternativt kan du bruge et juliennejern og bagefter hakke skallen fint. Sørg for at få så lidt af den bitre hvide albedo med som muligt. Vej flavedoen og kom citrusskallen op i gryden til resten.
- Pres saften fra dine citrusfrugter, og kom det i gryden.
Varm infusion
- Tilsæt æblemost og varm det hele langsomt op til 85–90 °C (185 °F).Hold temperaturen i 15-20 minutter, det må ikke koge, rør i gryden en gang imellem.
Trækketid
- Sluk for varmen og lad ekstrakten trække minimum 60 minutter under låg - helst 2 timer - lad den ikke trække meget længere, da du risikerer, at ekstrakten bliver bitter.
Sigt
- Sigt ekstrakten grundigt gennem en fin si. Brug evt. et saftklæde, hvis siruppen også skal bruges i cocktails, metalkaffefiltre stopper til, og papirfiltre går i stykker.Ekstrakten er nu færdig. Du skal ikke bedømme den ud fra smagen endnu, den skifter karakter, når der tilsættes sukker.
Gløggsirup (1:1)
Forberedelse
- Skyl gryden fra før, så der ikke er rester af krydderier i. Skold tragten, du vil bruge.Skold og Atamon skyl dine rene glasflasker.
Gløggsirup
- Kom ekstrakten tilbage i gryden sammen med sukker og citronsyre. Bring siruppen langsomt op i temperatur, rør en gang imellem, for at hjælpe sukkeret med at smelte. Du skal ramme 85–90 °C (185 °F), gløggsiruppen skal ikke koge, så ændres smagen af citrussaften.
Kom på flasker
- Når temperaturen er 85–90 °C (185 °F) hældes gløggsiruppen på skoldede Atamon skyllede glasflasker, og lukkes med det samme. Det gør, at siruppen kan holde længe uden for køleskabet. r flasken åben skal den opbevares ved ca. 5 °C (41 °F).
Noter
** Jeg vejer krydderierne, fordi jeg gerne vil have samme smag - hver gang - og der kan være stor forskel på størrelserne af kanelstænger, nelliker, vaniljestænger m.m.
*** Atamon indeholder natriumbenzoat (konserveringsmiddel E211). Brug af Atamon er valgfrit.
Holdbarhed Holdbarheden herunder forudsætter, at flasker er skoldede, og at siruppen tappes varm som beskrevet. Skylning med Atamon giver ekstra sikkerhed mod skimmel og gær ved langtidsopbevaring. Gløggekstrakt (uden sukker) Holdbarhed i:
- køleskabet (ved ca. 5 °C): 5–7 dage
- fryser: 6–12 måneder smag og aroma holder sig fint - fryses portionsvis (fx isterningeposer eller små fryseposer)
Gløggsirup (1:1 ekstrakt : sukker + citronsyre) Holdbarhed i:
- uåbnede flasker – stuetemperatur (gerne opbevaret mørkt): mindst 12 måneder, ofte 18–24 måneder, hvis du har fulgt instruktionerne - tjek altid ældre flasker for synlig gæring/skimmel
- åbnet flaske – køleskab (ved ca. 5 °C): 2–3 måneder, ofte længere, hvis du har fulgt instruktionerne - igen tjek for synlig gæring/skimmel
- fryser: holder næsten uendeligt, fordi der er så meget sukker i, sukkerindholdet gør også, at din sirup ikke bliver hård
Jeg har ikke afprøvet opskriften i sukkerfri udgave - kommenter gerne, hvis du har.
Bruger du US customary units, så vær opmærksom på, at opskriften er metrisk og omregnet med et plugin.
Egne noter

Del dine gløggsirup!
Bruger du siruppen varm i gløgg – eller som julesirup i din kaffe eller te?
Drikker du kolde julecocktails – med eller uden alkohol?
Del hvordan du bruger din æblegløggekstrakt og gløggsirup under kommentarer.
Eller del dine fotos på Instagram, husk at del dem med mig @danish.things – eller tag dem #danishthings.
Du får et ❤ den anden vej, når jeg ser dine fantastiske påfund!



