Syrensukker på 4 nemme måder – brug dine syrener og lav farvet sukker uden bitterhed – DIY til dit forårskøkken
Syrener dufter helt fantastisk!
Hvis du drømmer om et smukt og velduftende blomstersukker helt uden bitterhed – et syrensukker, der både smager godt og er dekorativt? Så læs videre.
For her får du min guide til, hvordan du nemt kan lave dit eget syrensukker.
Jeg viser dig de 4 mest optimale metoder til at lave syrensukker.
Det er med og uden citronsyre – og med og uden minihakker.
Jeg giver dig også mine bedste tips til at undgå bitterhed, hvordan du bedst bevarer både farve og smag, og en lille guide til at vælge netop den type syrensukker, der passer bedst til dit projekt.
Og så får du masser af inspiration til at anvende syrensukkeret i dit forårskøkken.
Indhold – Klik her
- Syren nørderi
- Nye versioner syrensukker
- Hvad er anderledes?
- Sådan undgår du farvetab i syrensukker – anthocyaniner forklaret
- Hvorfor citronsyre og ikke citronsaft?
- Sådan finder du det perfekte blandingsforhold i dit syrensukker
- Sådan laver du syrensukker – en oversigtsguide
- Syrensukker – uden minihakker
- Syrensukker – med minihakker
- Anvendelse – hvad kan syrensukker bruges til?
- Print gratis etiketter og labels
- Opskrift: Syrensukker – grundopskrift med variationer
- Har du også fået smag for syrener?

Syren nørderi
Jeg har nørdet syrener en hel del, fordi det irriterede mig, at de ikke opførte sig som roserne.
Det at have lavet en smuk sirup med en fantastisk farve og smag, som holder lææææænge, det kan man med rosensirup.
Men når det drejer sig om de sarte syrener, så går anthocyaninerne ind og forstyrre det hele.
Se hvorfor syrensukker mister farven under anthocyaniner forklaret.
Det betyder at både syrensukker og syrensirup begynder at falme efter et par dage ved stuetemperatur (specielt syrensiruppen) – og vil du beholde farven længere, skal de opbevares koldt.
Så jeg har eksperimenteret, og alt det, jeg har fundet ud af, deler jeg med dig i denne guide.
Nye versioner syrensukker
Du får 4 gennemtestede opskrifter på syrensukker, der går fra mildt og dekorativt over til et syrligt blomstersukker.
To af opskrifterne (metode 1 og 3) er variationer af de opskrifter, du finder i Syrener – syrensukker – sukker med smag.
Og så er der de to nye med citronsyre (metode 2 og 4).
Metode 4 giver dig et sukker med en fin lyserød til pink farve.
Variationerne over de tidligere opskrifter er taget med af flere årsager.
Både fordi jeg i disse opskrifter, har arbejdet mængden af syrenblomster i forhold til mængden af sukker – find det i mit skema Forholdet mellem syrenblomster og sukker.
Og så har jeg set mere på anthocyaninerne.
(Som jeg også gjorde i Syrensirup med smuk farve og god smag + det, du SKAL vide)
Derfor får du 4 forskellige metoder til at lave sukker med syrener (samlet i en enkelt og overskuelig opskrift med variationer).
Så du kan lave dit perfekte syrensukker.
Hvad er anderledes?
Jeg har eksperimenteret rigtig meget med syrensukkeret de sidste par år.
Det har både været for at:
- mindske bitterheden i de velduftende syrenblomster
- få et farvet sukker
- ændre tørremetoden
Så du får nye opskrifter.
Og du får nye versioner af de gamle opskrifter.
De to tidligere udgaver af syrensukker er lavet med lyslilla syrener.
Og selvom der bruges farvede syrener, bliver det ene sukker lyst, og det andet lyst med brune pletter af tørrede blomster.
De nye versioner adskiller sig fra de klassiske syrensukkeropskrifter ved at de indeholder citronsyre, som fremhæver blomstersmagen og kan booste farven, uden at sukkeret bliver bittert.
Så her får du muligheden for at lave sukkeret lyserødt – hvis du har lyslilla til mørklilla syrener.
Og modsat den farveskiftende syrensirup, så giver meget citronsyre, sukkeret en stærkere farve, end hvis du bruger lidt – men du får også et SURT sukker.
Hvis du kan li’ den syrlige smag, er det sure sukker fantastisk til surt slik, marengs, småkager mm., som dekorativ kant på cocktails og mocktails – og som ingrediens i dem.
Farven på sukkeret er kortvarig.
Men duften – og den let parfumerede smag – holder længe.
Sådan undgår du farvetab i syrensukker – anthocyaniner forklaret
Anthocyaniner kommer ifølge wikipedia fra græsk anthos = “blomst” + kyanos = “blå”, men de findes også bær, og i lilla og røde blomster – som syrener.
Og de er sarte, som jeg også har beskrevet i tips til farven i syrensirup.
Anthocyaniner i syrener er meget følsomme over for:
- pH – farven ændrer sig alt efter om sukkeret er surt eller basisk
- lys – direkte sollys nedbryder farvestofferne
- temperatur – varme svækker farven
- ilt og luftfugtighed – iltning og fugt giver brunt sukker over tid
Nogle af tingene kan du gøre noget ved.
Boost farven og behold den
- Vælg mørklilla eller dybt pink syrener – de indeholder flest anthocyaniner
- Brug citronsyre – til at fremkalde farven
- Tør hurtigt og jævnt ved maks. 35°C – det forhindrer misfarvning
- Opbevar sukkeret mørkt og lufttæt – fx i glas med tætsluttende låg
- Brug sukkeret inden for 1–3 måneder for at bevare farven bedst muligt (- smagen holder i op til et år)
Kølig opbevaring bevarer farven længere.
Så du kan overveje at opbevare små portioner i køleskabet eller i fryseren.
Vær opmærksom på kondens ved optøning – lad glasset stå uåbnet, til det har stuetemperatur, så undgår du at fugten ødelægger farven.
Hvorfor citronsyre og ikke citronsaft?
Når syre fremkalder farven i syrenblomsterne, hvorfor så ikke bare bruge det klassiske valg til blomsteropskrifter – citronsaft?
Citronsaft
Citronsaften tilfører væske og syre, som i kombination med sukkeret, nedbryder blomsterne.
Det kan fremhæve bitterheden i syrenblomsterne, især fordi sukkeret er længere tid om at tørre, når det bliver fugtigt og klumpet.
Længere trækketid, tørretid og højere temperaturer øger risikoen for bittert sukker.
Citronsyre
Citronsyren forstærker smag og aroma uden at øge fugtindholdet.
Og den skal kun tilsættes i ganske små mængder sammen med sukkeret, for at give syrlighed og farve uden bitterhed.
Citronsaft kan stadig bruges i versioner, hvor du blender sukkeret, og bruger det fugtigt, eller hvis du tørrer det straks bagefter – brug maks. 1-2 tsk. citronsaft og lidt citronsyre.
Hvis du vil have ensartet, langtidsholdbart syrensukker, er citronsyre det bedste valg – og det kan du også købe i de fleste supermarkeder.
Sådan finder du det perfekte blandingsforhold i dit syrensukker
Jeg har eksperimenteret en del med forholdet mellem syrenblomster og sukker.
I de første syrensukker opskrifter, brugte jeg mange syrenblomster.
Nu er jeg begyndt at skrue ned for blomsterne, for at finde det optimale forhold – det jeg synes er bedst, er fremhævet.
Du kan bruge tabellen til at finde dit eget perfekte forhold.
Forhold | Smag og aroma | Bitterhed | Kommentar |
---|---|---|---|
1:6 – 1:10 | Kraftig, parfumeret | Høj | Intens – bedst blandet med andre ingredienser i glasur og marengs |
1:15 – 1:20 | Balanceret, tydelig | Lav | Optimalt syrensukker, der kan bruges til det hele |
1:25 eller mere | Mild | Meget lav | Meget mild duft og smag – brug det til pyntesukker og te |
Sådan laver du syrensukker – en oversigtsguide
Syrenblomster dufter sødt og parfumeret.
Men når du tygger i de friske blomster, smager de bittert.
Den bitterhed kommer også frem, når syrenblomsterne bliver knust eller trækker i en kombination af syre, sukker og væske.
Målet med syrensukker er at fange duft og farve – uden at frigive bitterhed.
Her får du en oversigt over de fire bedste metoder – delt op i syrensukker lavet uden eller med minihakker (eller en lille foodprocessor):
Scroll videre for flere detaljer – eller hop direkte til opskriften og se præcise mål og trin-for-trin guide.
Metode | Citronsyre | Minihakker | Farve | Risiko for bitterhed |
---|---|---|---|---|
1 | Nej | Nej | Ingen, kun fra tørrede syrener | Lav |
2 | Ja | Nej | Ingen, kun fra tørrede syrener | Lav |
3 | Nej | Ja | Lyst/lyst med lysebrune syrenblomstprikker – se Metode 3 | Moderat ved for lang blendning i minihakker |
4 | Ja | Ja | Fra lyserød til stærk pink alt efter mængden af citronsyre og farven på syrenerne | Høj ved for lang blendning i minihakker |
Vil du have:
- dekorativt sukker med hele blomster (og ikke bruge minihakker) → metode 1 eller 2
- let syrligt dekorativt sukker med hele blomster → metode 2
- kraftig blomstersmag (og kan bruge minihakker) → metode 3 eller 4
- farvet sukker med citronsyre → metode 4
Syrensukker – uden minihakker
Metode 1 og 2 er de mest skånsomme metoder, da de bevarer blomsterne hele.
Her dækkes blomsterne med sukker og trækker i køleskabet, hvor duften – de æteriske olier binder sig til sukkeret.
Det betyder, at du undgår bitterhed, og kan vælge at sigte blomsterne fra efter tørring, du kan også blende dem med, hvis du vil det.
Vær opmærksom på at blomsterne skal dækkes af sukker, ikke dækkede syrenblomster kan blive brune.
METODE 1
Mild og naturlig (uden citronsyre, uden minihakker)
- Ingredienser: Sukker + hele syrenblomster
- Fremgangsmåde: Læg blomster og sukker lagvis i et glas, afslut med sukker.
Lad det trække 12-24 timer i køleskabet.
Tør forsigtigt i dehydrator.
Behold sukkeret samlet, sigt syrenblomsterne fra, eller blend det hele. - Fordele: Mild aroma uden syre og lav bitterhed.
Mulighed for at sigte blomsterne fra - Ulemper: Kun farve fra blomsterne.
Risiko for brune syrenblomster.
METODE 2
Let syrlig og balanceret (med citronsyre, uden minihakker)
- Ingredienser: Sukker + citronsyre + hele syrenblomster
- Fremgangsmåde: Ryst citronsyre og sukker sammen.
Tilsæt blomster og ryst igen – eller læg det lagvis, sørg for at der er sukker på toppen.
Lad det trække 12-24 timer i køleskabet.
Tør forsigtigt i dehydrator.
Behold sukkeret samlet, sigt syrenblomsterne fra, eller blend det hele. - Fordele: Mere aroma, syren fremhæver blomstersmagen
Mulighed for at sigte blomsterne fra - Ulemper: Kan klumpe lidt under tørring – kræver omrøring.
Kun farve fra blomsterne.
Risiko for brune syrenblomster
Syrensukker – med minihakker
Når bitterheden kommer frem, når syrenblomsterne bliver knust, hvorfor så bruge en minihakker?
Fordi minihakkeren frigiver smagen (og farven, når du bruger citronsyre og farvede syrener).
Du kan minimere bitterheden ved:
- kun at bruge blomsterne (uden de grønne dele) og blende kort med sukker
- at bruge den rigtige mængde sukker i forhold til blomster, sukkeret binder saften og dæmper bitterhed
- at blende med citronsyre – den fremhæver aroma og farve, og neutraliserer bitterhed
Minihakker metoden er bedst til små portioner, hvor du gerne vil udtrække mest muligt smag og farve – uden at det bliver for bittert.
Sukkeret skal tørres hurtigt og nænsomt (ved 35 °C), og opbevares lufttæt, mørkt og køligt.
METODE 3
Duftende og mild (uden citronsyre, med minihakker)
- Ingredienser: Sukker + syrenblomster
- Fremgangsmåde: Blend sukker og blomster kort.
Læg i pose (så lufttæt som muligt) og lad det trække 12-24 timer i køleskabet
– alternativt tør med det samme.
Tør forsigtigt i dehydrator. - Fordele: God duft og smag
- Ulemper: Brun farve fra de tørrede syrener. Risiko for bitterhed ved lang blendning i minihakker
Her i metode 3 har du valget mellem mere smag, eller lysere farve.
Hvis du lader syrensukkeret trække optimerer du blomstersmagen, men de knuste syrener ilter og bliver lysebrune prikker i dit sukker.
Tørrer du syrensukkeret med det samme, minimerer du risikoen for brune blomster, og smagen bliver mere mild.
Farveforskellen er så lille, at jeg anbefaler trækketid.
METODE 4
Parfumeret, farvet og syrlig (med citronsyre, med minihakker)
- Ingredienser: Sukker + citronsyre + farvede syrenblomster
- Fremgangsmåde: Bland sukker og citronsyre, så det er godt mixet.
Tilsæt farvede syrenblomster, blend kort.
Læg i pose (så lufttæt som muligt) og lad det trække 12-24 timer i køleskabet.
Tør forsigtigt i dehydrator. - Fordele: God duft og smag med let til moderat syre (alt efter mængden af tilsat citronsyre). Tydelig farve (der frigives anthocyaniner, som aktiveres med syre)
- Ulemper: Risiko for bitterhed ved lang blendning i minihakker. Farven falmer hurtigt

Anvendelse – hvad kan syrensukker bruges til?
Syrensukker er en nem og fantastisk måde at tilføje en unik smag og en smuk farve til det du laver.
Og du kan bruge dit syrensukker på mange måder, alt efter hvor groft/fint det er, og om der er indeholder syre eller ej.
Brug dit syrensukker:
- Som drys på muffins og småkager – gerne groft sukker
- Blend det til syrenflormelis, og brug det til pynt og glasur – almindelig glasur og knækglasur/royal icing
- Pisk det i flødeskum til en alternativ chantillycreme eller brug det i en kagecreme
- Som ingrediens i marengs, småkager, muffins, cupcakes, lagkagebunde og kager
- Drys det over pandekager, frugt eller yoghurt
- Som dekorativ kant på cocktails og mocktails – og som ingrediens i dem
- I en alkoholinfusion lav likør med vodka, rom eller gin
Find flere idéer i Sådan bruger du syrensirup, koncentreret syrensaft og syrensukker.
Som gave
Syrensukker er også en fin og personlig hjemmelavet gave.
Hæld sukkeret på små glas og pynt dem med fine etiketter.
Giv en smagsoplevelse, der kan bruges hele året.
Print gratis etiketter og labels
Du kan printe fine etiketter – så du nemt kan holde styr på dine forskellige slags syrensukker.
Du finder flere forskellige syrenetiketter og -labels ved de andre syrenopskrifter, nogle matcher disse, og andre har en anden stil.
Print etiketterne på almindeligt kopipapir 80-120 g/m2.
Du kan klippe dem ud med en saks, eller skær dem ud med en skalpel/hobbykniv – brug gerne lineal og skæreunderlag.
Der er ikke dato og årstal på etiketterne, det anbefaler jeg at du selv skriver på.
Du kan lave lige så mange labels og etiketter, som du har lyst til.
Det er gratis for dig som privatperson at bruge de print, instruktioner og skabeloner, jeg lægger ind på Danish Things.
Jeg har copyright på alt indhold på Danish Things og de tilhørende sociale medier.
Hvis du vil dele dem, så link til det originale indlæg.
Du kan læse mere om ophavsret og brug af materialer fra Danish Things her, hvor du også kan læse om at indberette til Copydan Tekst & Node/VISDA.
Hvis du downloader materialerne direkte fra Danish Things hvert år, støtter du mit arbejde, så jeg kan udvikle nye print og skabeloner.
For at gemme linket kan du eventuelt sætte en Pin i, så du kan finde opskriften og etiketterne igen til næste år – eller nogle af de andre opskrifter med tilhørende etiketter.
Syrensukker – grundopskrift med variationer
Jeg tager udgangspunkt i, at du har klargjort syrenblomsterne på forhånd, og alt grønt er fjernet – læs mere i Klargøring af syrener – sådan gør du.

Syrensukker på 4 nemme måder - brug dine syrener og lav farvet sukker uden bitterhed - DIY til dit forårskøkken
Equipment
- digital køkkenvægt
- Måleskeer
- Minihakker/lille foodprocessor/blender - til metode 3 og 4
- Glas med låg eller frysepose
- Skål og ske/dejskraber
- Dehydrator* - alternativt brug ovn/airfryer, max 35 °C
- Bagemåtte, bagefolie eller bagepapir
- Evt. sigte med store huller - til metode 1 og 2 - valgfrit
- Glas med tætsluttende låg - og etiket
Ingredienser
- 300 g sukker
- 15 g syrenblomster - kun blomster – uden grønt
- ¼ tsk citronsyre* - justér efter ønsket syrlighed og farve - valgfrit
Sådan gør du
Fælles: Klargør blomsterne
- Brug kun de enkelte syrenblomster uden noget grønt. Træk dem forsigtigt af stilken eller klip lige over det grønne og fjern resten med fingrene - se klargøring af syrener.
Metode 1 og 2 – uden minihakker
- Fremgangsmåde: Læg blomster og sukker lagvis i et glas med låg.Ved metode 2: Bland først sukker og citronsyre* og brug det syrlige sukker.Ryst evt. glasset for at fordele sukker og blomster.Sørg for, at alle blomster er dækket af sukker, så de ikke bliver brune.
Metode 3 og 4 – med minihakker
- Fremgangsmåde:Kom sukker i en minihakker.Ved metode 4: Tilsæt citronsyre* og blend, til det er jævnt fordelt.Tilsæt syrenblomster og blend kort – sukkeret skal ikke nødvendigvis være ensfarvet.Kom blandingen i en frysepose, pres så meget luft ud som muligt og luk tæt.
Trækketid i køleskab (fælles)
- Metode 1,2 og 4: Lad sukkeret trække i 12–24 timer.Valg i metode 3:· Uden trækketid: Bevarer farve og udseende, men mildere smag.· Med 12–24 timers trækketid: Giver kraftigere smag, men blomsterne bliver lysebrune prikker.
Tørring (fælles)
- Fordel sukkeret på bagefolie, bagemåtte eller bagepapir:· Metode 1 og 2: Brug en ske – blomsterne er hele og sukkeret er tørt.· Metode 3 og 4: Brugen dejskraber – sukkeret er fugtigt og kompakt.
- Tør ved maks. 35°C i dehydrator**, ovn eller airfryer.
- Tørring tager 6–12 timer – afhængigt af fugt, metode og udstyr.Rør evt. i sukkeret undervejs for at undgå klumper.
- Når sukkeret er helt tørt, kan du blende det i en minihakker til ønsket konsistens. Det kan blendes til pulver eller bare knuses let.
Opbevaring og holdbarhed (fælles)
- Opbevar helt tørt i lufttæt glas – gerne mørkt og køligt. Sukkeret fra metode 4 falmer med tiden, så brug det inden for 1–3 måneder, hvis du vil have den stærkeste farve. Smagen i syrensukkeret holder i op til et år.
Noter
- ¼ tsk til 300 g sukker giver god balance i syrlighed og farve - bruges til metode 2 og 4.
- ¾ tsk giver kraftigere farve og mere syre - bruges til metode 4
Hvilket sukker skal jeg vælge? Vil du have:
- dekorativt sukker med hele blomster (og ikke bruge minihakker) → metode 1 eller 2
- let syrligt dekorativt sukker med hele blomster → metode 2
- kraftig blomstersmag (og kan bruge minihakker) → metode 3 eller 4
- farvet sukker med citronsyre → metode 4
Find idéer til anvendelse i anvendelse – hvad kan syrensukker bruges til? og i sådan bruger du syrensirup, koncentreret syrensaft og syrensukker.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter
Del Din Oplevelse
Har du prøvet at lave syrensukker?
Del dine erfaringer og idéer i kommentarerne nedenfor. Jeg vil elske at høre, hvordan du bruger syrensukker i dit køkken.
Tag gerne billeder og del dem på Instagram – del med mig @danish.things eller brug hashtagget #DanishThings.
Jeg glæder mig til at se, hvad du finder på!
Er det ikke syrensæson mere?
Gem indlægget til næste gang, de velduftende syrener springer ud igen.