
Sådan laver du nemt slush ice af jordbær, hyldeblomstsirup og koldbrygget te
Sommeren fortsætter med høje temperaturer, og hvis du har det som jeg (og sikkert resten af Danmarks befolkning) har det, så er det dejligt med MANGE kolde drikke, og gerne forskellige.
Hvad med, at lave en lækker drik med jordbær, hyldeblomstsaft og koldbrygget te?
Du bestemmer selv, hvor sød din iste skal være, og om den skal være tyk som slushice eller mere flydende som en læskedrik.
Du kan også bruge din jordbær-hyldeblomst iste som base for en sorbet – se tips.
Du kan gå direkte til sådan laver du jordbær-hyldeblomst iste – slush ice eller læse videre.

Jordbær-hyldeblomst isteen eller slush-icen, smager godt af jordbær og hyldeblomstsaft.
Hvis du bruger Earl Grey te med eller uden citrus, har den en fin smag af bergamotte, men du kan også prøve med en jordbærte eller en anden frugtte.
Hvis du allerede har en koldbrygget te i køleskabet, hyldeblomstsaft eller -sirup klar, jordbær på frost og en god blender, så tager det maks 5 minutter at lave en jordbær-hyldeblomst iste eller en slush ice.
Prøv også at lave iste med andre typer te, andre bær og forskellige slags sirup – variationsmulighederne og smagskombinationerne er uendelige.

Du kan se på opskriften, at det ikke er en HELT præcis opskrift, for det hele afhænger af antal personer, der skal ha’ iste, konsistensen på din drik og dine smagsløg, du kan have lyst til en tyndere eller tykkere drik, mere eller mindre sød, alt efter tidspunktet den drikkes.
Jordbær-hyldeblomst isteen skal HELT klart være sød, hvis du vil fryse den til sorbet.
Brug din jordbær-hyldeblomst iste som tørstslukker og server den med hjemmelavede bagte mandler eller saltmandler.
Lav en slush-ice, og få en ISKOLD drik.
Brug din jordbær-hyldeblomst slush ice som en hurtig sommerdessert – eller frys den ned og lav en sorbet.
Du kan også lave en lækker voksendrink, ved at at blende drikken med en sjat vodka.
Lygegyldigt hvilken variant du vælger, så vil din jordbær-hyldeblomst iste eller slush ice, vil være et hit i alle aldersgrupper.


Sådan laver du en lækker drik med jordbær og te

Jordbær-hyldeblomst iste – slush ice
Udstyr
- en god blender
Ingredienser
- 1-2½ dl hjemmelavet sød koncentreret hyldeblomstsaft eller en god købevariant
- 2½-4½ dl koldbrygget te
- 400 g frosne jordbær
- evt. lidt citron eller limesaft
Sådan gør du
- Start med at lave en kande koldbrygget te, det tager mellem 3 og 24 timer, teen kan holde sig i flere dage i køleskabet, så lav gerne flere kander.
- Hæld jordbær og hyldeblomstsaft i blenderglasset, tilsæt lidt af den koldbryggede te.
- Tilsæt mere te, og blend til du har slush ice konsistens, eller tilsæt mere væske og få en kold iste.
- Smag evt. til med mere hyldeblomstsaft eller hyldeblomstsukker.
Noter
Du kan fryse din jordbær-hyldeblomst iste slush ice, og lave en lækker sorbet.
Tilsæt mere sukker, gerne i form af hyldeblomstsaft eller hyldeblomstsukker.
Din sorbetblanding skal smage sødt, for kulden gør din sorbet mindre sød.
Kør jordbær-hyldeblomst sorbeten på ismaskine, og frys ned til du skal bruge den.
Tag sorbeten ud af fryseren 30 minutter før servering.
Tips
- Find opskrifter på sødet og usødet hyldeblomstsaft her og koncentreret hyldeblomstsaft her
- Lav din egen sirup af hyldeblomstsukker - eller brug sukkeret til din sorbet
- Prøv med forskellige frosne bær, f.eks. hindbær, blåbær eller solbær.
- Eksperimenter med andre typer saft, brug f.eks. en god rabarbersaft, en jordbær-hyldeblomstsaft, eller lidt god sirup.
- Brug Earl Grey med citrus eller en god frugt te.
- Tilsæt gerne lidt citron- eller limesaft.
Bruger du US customary units, så vær opmærksom på, at opskriften er metrisk og omregnet med et plugin.
Egne noter











