Vi har utroligt mange hindbær i vores have lige nu.
Vi kan hente ca. 400 gram friske bær, hver anden dag – sikkert oftere, da C gerne deler med de venner, han har med hjem.
Tænk, at de to planter “Autumn Bliss”, som jeg fik af min kollega Bodil for 6 år siden, er blevet til et helt bed fyldt med planter!
Nu må vi se, om de gule hindbær, vi købte sidste år, breder sig på samme måde.
Her kommer der en opskrift på nem og rimelig hurtig hindbærtærte, hurtig fordi tærtedejen er købt på forhånd, hvis du vil lave en mørdej selv så se her.
Tærten smager friskt og godt af hindbær, med det søde modspil fra marcipanen, havregrynene er med til at give lidt struktur til crumblen, derfor bruger jeg grovvalsede.
Hvilken tæret er din favorit?

Nem hindbærtærte
Ingredienser
- I portion mørdej - hjemmelavet eller købt
- 350 g friske hindbær – gerne røde og gule
- 2 stk. æg m/l
- 50 g sukker 75 g, hvis bærene er mindre søde)
- 5 g vaniljesukker eller korn af en stang vanilje
- 160 g marcipan
- 50 g sukker
- 30 g smør - blødt
- 60 g havregryn – grovvalsede
Sådan gør du
Forbered mørdejen - følg f.eks. opskriften til Mørdej til tærter, skaller og medaljer.
- Æg, sukker og vaniljekorn piskes sammen.
Marcipanen rives/brækkes i små stykker, og piskes i æggemassen, til den er tyk og næsten klumpfri.
Det bliver en stor portion, min tærteform er ca. 26 cm x 7 cm, jeg bruger en ret høj tærteform.
- Bland sukker, blødt smør og havregryn til en homogen masse
– hvis der bliver for meget til én tærte, så bager resten til en crumble, og server til.
- Tryk mørdej ud i bunden af en høj tærteform og læg de friske hindbær ovenpå med passende mellemrum.
- Marcipan-æggemassen piskes let op og hældes forsigtigt ovenpå tærten.
Til sidst drysses havregrynsmassen på som afsluttende lag.
- Tærten bages ved 150° C varmluft i ca. 45 min.
- Bagetid kan variere efter ovntype.
Hold øje med tærten, den må ikke blive for mørk.
Opskriftsnoter
Tips:
• Vores hindbær er søde i smagen, så er 50 g sukker nok, købe hindbær kan nogle gange være mere til den syrlig-friske side, så skal der mere sukker til.
• Tærten kan laves med andre bær, f.eks. blåbær eller brombær, smag på bærret og juster sukkermængden så den passer.