Lejrskolekage – chokoladekage til en klasse
Her får du opskriften på 3 chokoladekager, nok til at ta’ med i skole, på tur eller på arbejdet – hvis I har stor kageordning på dit arbejde.
Du kan godt nøjes med at lave ½ portion kagedej, det gjorde jeg sidst Christian skulle have kage med i skole.
½ portion dej passer til 3 stk. Ø 23 cm kager (1,2 liter) – det er rigeligt til en klasse/gruppe på ca. 24 børn.
Denne gang fik kagerne æblejuice glasur (som til kage 1) og RIGELIGT med sukkerkrymmel.
Du får 3 forslag til “glasur” – den nemme, den for voksne og en mere traditionel.
Mit barn er netop taget på “lejrskole”.
Det står i anførselstegn, fordi der desværre ikke findes lejrskoler i vores kommune mere – så det er forældrerådet, der igen har arrangeret en forlænget weekend – fra torsdag aften til søndag middag.
De er SÅ seje!
Barnet har selvfølgelig bestilt flere chokoladekager med på turen, og det er ham der har bestemt, hvordan de skulle afpyntes.
Christian ELSKER chokolade, du husker måske hans fødselsdagskage – Oreo tærte med chokolademousse – af hjemmelavede Oreos?
Han har været lidt bekymret for, om der nu var nok til hele klassen, og de forældre, der kommer med på turen.
Da han SÅ de færdigbagte chokoladekager, kom der ro på sjælen.
Det er tre næsten helt traditionelle chokoladekager, der er æblemos og brun farin i, og hvis du bager til voksne, så kan du tilsætte kaffe – enten i form af instant kaffepulver eller i stedet for væsken.
Glasuren har fået et tvist – jeg synes ikke, at flormelis smager godt i sig selv, og hvis du vil lave en traditionel glasur med vand, så anbefaler jeg dig, at tilføre lidt citron-/limesaft eller lidt citronsyre, så smagen får mere dybde og mindre flad sødme.
Den “traditionelle” glasur på kagen med kokos, er ikke hvid men gylden, da der er brugt æblejuice sammen med flormelis, frugtsyren i juicen giver en bedre smag.
Der er brugt kaffe i kakaoglasuren, da det er mit barns favoritkombination – mere chokoladesmag, og kaffen tilfører lidt bitterhed.
Den sidste chokoladekage blev drysset med flormelis, på nær et område, der ikke fik noget på.
Christian bestemte, at sådan skulle det være, fordi der er en pige i hans klasse, som ikke kan li’ glasur og flormelis.
– Tænk at en skolebarn husker den slags…

Lejrskolekage – chokoladekage til en klasse
Ingredienser
Chokoladekage:
- 300 g blødt smør, flydende smør eller neutral olie
- 400 g almindeligt sukker
- 200 g brun farin, muscovado eller mere almindeligt sukker
- 4 tsk. vaniljesukker
- 10 æg
- 300 g æblemos hjemmelavet eller købt
- 200 g æblejuice, friskpresset appelsinsaft eller din favorit juice - 2 dl
- 2 tsk. lime- eller citronsaft
- 600 g kagemel eller almindeligt hvedemel
- 200 g kakao usødet
- 2 tsk. bagepulver
- 2 tsk. natron
Andet:
- 3 stk. engangsforme/bradepander 22 x 28 cm
- Smør eller bagespray til smøring af forme
- Sukker til formene
Glasur:
Kage 1
- 2 spsk. juice æble, appelsin, citron, lime, ananas...
- 150 g flormelis
- 30-50 g kokos til drys
Kage 2
- 2 spsk. kogt vand + lidt mere
- 1-2 tsk. instant kaffepulver
- 2 spsk. kakaopulver
- 150 g flormelis
Kage 3
- Flormelis til drys
Sådan gør du
Chokoladekage:
Forberedelse
- Tænd ovnen på 175˚C varmluft (200 ˚C almindelig ovn)
- Smør dine forme og drys siderne og bunden med sukker, ryst løst sukker over i den næste form, og fortsæt.
Dejen
- Pisk smør, sukker og vanilje, til det er hvidt og luftigt.
- Tilsæt æggene et ad gangen, først når ægget er rørt ud i dejen tilsættes næste æg. Det passer næsten, hvis du slå æggene enkeltvis ud i en kop – så undgår du også at få skallerne med.
- Mix æblemos, lime-/citronsaft og juice, rør det i dejen.
- Sigt kakao, hvedemel, natron og bagepulver, bland det i dejen, og rør godt rundt.
- Kom dejen i formene, sørg for at fordele dejen ligeligt – har du brugt engangsforme af samme størrelse, så vej dem.
Bagning
- Bag chokoladekagerne ca. 30 minutter.Test om de er færdigbagte ved at stikke en kødnål, trægrillspyd eller lign. i kagerne, kommer den ren op er chokoladekagerne færdige.
- Kagerne afkøles i formen på en bagerist.De skal være kolde før du glaserer dem.
Glasur
Kage 1
- Rør en glasur af flormelis og juice.
- Smør glasuren på kagen og drys med kokos.
Kage 2
- Rør en glasur af vand, kaffepulver, kakao og flormelis, i den rækkefølge.
- Smør glasuren på kagen og drys evt. med kokos.
Kage 3
- Sidste kage drysses med flormelis.
- Husk også en kniv og en pakke servietter, hvis du skal give kagerne med i skole eller på tur.
Noter