
Den du ved nok chokoladekage
Det her er opskriften på en rigtig god chokoladekage.
En snack-kage, der både passer til vintervejr, picnic, fødselsdag og tirsdag.
”Den du ved nok” – chokoladeudgaven af drømmekage, som bare smager dejligt.
Det der gør ”Den du ved nok” kagen speciel, er glasuren.
Selve chokoladekagen er en ny version af lejrskolekagen.
Kaffe-kokosglasuren er en perfekt kombination af min kaffeglasur og drømmekage glasuren.
Fordelen ved ”Den du ved nok” kagen er, at den ikke skal genbages med glasuren på.
Så kan du lave glasuren, når du skal bruge den.
Det er en rigtig god kaffe-kokosglasur.
Den smager supergodt, og løfter enhver chokoladekage eller chokolademuffin.
Du kan gå direkte til “Den du ved nok”.

Lock down kage
Jeg lavede opskriften på denne ”Den du ved nok” chokoladekage i marts måned 2020, under den første Corona lock down.
Kagen skulle bruges som matematikopgave.
Den blev afprøvet på mit barn – og så skete der så meget andet, at jeg glemte alt om den.
Og jeg fik aldrig delt opskriften…
I år fik Christian en ”bag sammen, hver for sig” opgave for i fysik.
Så kom kagen på banen igen.
Og den er god.
Så god, at han vil bage den igen i morgen – for vi har snart spist det hele, og han bagte i går…
Og NU bliver den delt med dig.
(Vil du “bage sammen – hver for sig”, prøv også de nemme kanelsnurrer.)

Kun én kage?
Jeg tog udgangspunkt i lejrskolekage opskriften på 3 kager.
Sådan en kage, du normalt tager med på lejrtur, til store hold, eller tager med på arbejdet.
I disse tider, er der ikke nogen, der mødes så mange sammen, så opskriften er lavet om.
Fordi den var tænkt som en hjemmeopgave i matematik, har jeg lavet en ny version af lejrskolekagen, som er delelig med 3.
Det er den udgave du får i dag, bare som én kage med glasur – uden matematikopgaverne.
Kan du/I ikke spise en hel kage, så bag den i to mindre forme og frys den ene chokoladekage ned til senere (UDEN glasur).
Du kan selvfølgelig også bruge resterne til at lave romkugler…

Nyt plugin
Når du nu er i gang, så kan det være at du har lyst til at bage flere kager.
Hvis du vil bage 3 stk., kan du selvfølgelig bruge lejrskolekage opskriften.
Jeg har dog købt et nyt opskriftsplugin, som kan alt muligt.
I det nye plug-in, kan du nemt justere på antallet af kager – både hele og halve portioner – og et hvilket som helst decimaltal, du kan skrive. (Ikke at det altid giver mening…)
Hvis du er glad for glasur, så kan du prøve at lave 1½ portion af kaffe-kokosglasuren til 1 portion kage.
Med det nye plugin, behøver du ikke at regne.
Først lader du opskriften være på 1 kage, og afvejer ingredienserne.
Når du så vil lave glasuren, ændrer du opskriften ved at skrive 1,5 kage – eller 1,2 kage, hvis du bare vil have lidt mere glasur.
Så kan du få omregningerne ganske nemt.
Altså hvis du er på en Android telefon/tablet eller på en pc.
Der er lidt udfordringer med iPhones og iPads – som udviklerne er ved at fixe.
På produkter, der kører iOS, kan du vælge decimaltal med 0 foran, f.eks. 0,5 eller hele tal, men ikke 1,5.
Jeg har fundet en vej rundt om deres fejl.
Hvis du vil have 1,5 f.eks., så skriver du 0,5 og erstatter 0 med 1, så fungerer det – meget mærkeligt.
Der er en timerfunktion (som virker på alle devices – også på computeren).
Her i denne opskrift står der 25-30 minutter, hvis du klikker på det røde 25, starter der en timer på 25 minutter.
(De sidste par minutter er du alligevel ved ovnen, og tjekker kagen.)
En ekstra ting til Android devices er, at du kan vælge at holde din telefonskærm tændt, mens du laver opskriften, det understøtter iOS ikke.

Hvad kan jeg erstatte med?
Du får min opskrift på chokoladekage, og der er mange ingredienser i.
I disse tider, hvor de fleste af os har vænnet os til ikke at handle så tit, får du nogle erstatningsmuligheder.
Jeg har allerede skrevet i opskriften, at kagemelet kan erstattes af almindeligt hvedemel, og du kan bruge lime, citron eller citronsyre.
Der er andre ingredienser, der kan erstattes.
F.eks. kan du erstatte:
- brun farin med sukker – brug muscovado, hvidt sukker eller lyst rørsukker.
- æblemos med smør.
- æblejuice med appelsinsaft, kærnemælk eller kefir – for at beholde syren.
Jeg bruger mørk chokolade i min chokoladekage, fordi jeg synes at det går fantastisk godt sammen med kaffe.
Vil du eksperimentere, kan du komme hvid, lys eller ruby chokolade i… men det har jeg ikke afprøvet.
“Den du ved nok” – chokoladekage med kokostopping

Chokoladekage
Equipment
- Bagevægt
- Røremaskine eller håndmixer
- Skåle
- Sigte
- Dejskraber eller silikoneske
- 1 stk. engangsform/bradepande 22x28x4 cm (2,4 liter) - eller 2 tsk. 14x22x4 cm (1,2 liter)
- Smør eller bagespray til smøring af formene
- 1 spsk. sukker til drys i formen
Ingredients
Det våde
- 120 g blødt smør
- 160 g sukker
- 80 g brun farin
- 2 tsk vaniljesukker gerne hjemmelavet
- 4 æg m/l
- 2 tsk instant kaffepulver f.eks. Nescafé Guld
- 120 g æblemos gerne hjemmelavet
- 80 g æblejuice - se alternativer i teksten
- 1 tsk. lime- eller citronsaft eller et nip citronsyre
Det tørre
- 240 g kagemel eller almindeligt hvedemel
- 80 g kakao usødet
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- 75 g hakket mørk chokolade
Kaffe-kokosglasur
- 150 g smør
- 125 g kokosmel
- 50 gram færdigbrygget kaffe eller kogende vand og instant kaffe - se noter
- 30 gram kakao usødet
- 1 spsk ægte vaniljeekstrakt eller vaniljesukker gerne hjemmelavet
- 200 g flormelis
Instructions
Forberedelse
- Tænd ovnen på 175˚C varmluft
- Smør din(e) form(e), kom godt ind i kanterne, drys siderne og bunden med sukker.
Det våde
- Pisk smør, sukker, farin og vanilje sammen, til det er luftigt og lysere i farven, brug en røremaskine, eller en håndmixer.
- Drys kaffepulver i.
- Tilsæt æggene et ad gangen, først når ægget er pisket ud i dejen tilsættes næste æg.Slå æggene enkeltvis ud i en kop eller i et glas – så undgår du at få skallerne i dejen.
- Mix æblemos, citrussaft og æblejuice, pisk det i dejen.
- Tag skålen ud af røremaskinen, eller læg håndmixeren væk, fra nu af skal dejen røres med en silikoneske/dejskraber og håndkraft.
Det tørre
- Sigt kakao, mel, natron og bagepulver sammen i en skål.Rør chokoladen i.
- Rør det tørre i det våde, rør til dejen lige er rørt sammen - rør endelig ikke for længe!
- Kom dejen i formen(e), sørg for at fordele dejen ligeligt, hvis du bruger flere forme.Har du brugt engangsforme af samme størrelse, så vej dem!
Bagning
- Bag chokoladekagen 25-30 minutter, test om den er færdigbagt ved at stikke en kødnål, trægrillspyd eller en trætandstik i kagen, kommer den ren op, er kagen færdig. Bag endelig ikke chokoladekagen for længe, så bliver den tør.
- Kagen afkøles i formen på en bagerist.
- Chokoladekagen skal være afkølet så meget at du ikke smelter den smørfyldte glasur, når du kommer kaffe-kokosglasur på.
Kaffe-kokosglasur
- Kom alle ingredienser op i en lille gryde.
- Varm det hele langsomt op ved lav varme, rør i gryden til glasuren samler sig.
- Når den er ensartet, tager du gryden af varmen.
- HVIS du kommer til at give glasuren for meget varme, så lad den køle lidt ned, inden du fordeler den på kagen.
- Når du har fordelt glasuren over din chokoladekage, lad "den du ved nok" kagen stå ½-1 time til glasuren har sat sig.
Notes
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter
“Den der du ved nok” kan sagtens fryses med glasur. Det gjorde min mor ofte i min barndom tilbage i slut 70’erne… Den er hurtig tøet op, hvis den fryses i mindre portioner. 😉
Tak Birgitte, det må må jeg prøve 😀