Lav din egen krone til kattekonger, kattedronninger eller til prinser og prinsesser
Jeg har kigget lidt på det, der ligger her på Danish Things til fastelavn, for at se om der er noget, der mangler.
Der er en del print-selv bl.a.:
- fastelavnsflag
- fastelavnsguirlander eller kageflag
- fastelavnstønder forskellige slags
- fastelavnsmasker forskellige slags
- enhjørning hovedpynt
- flere forskellig fastelavnskatte – med og uden sløjfe
Der er instruktioner, så du kan lave dine egne papirkvaster af silkepapir – til fastelavnsriset eller som pynt til fastelavnstønden (den store) eller til din udklædning.
Der ligger også en smule udklædning, se fastelavnsudklædning med monster og nem sheik, zombie eller rensdyrgeviret.
Du kan selvfølgelig finde forslag til fastelavnsboller og fastelavnsbollefyld – som er godt i de gule boller – hvis du vil lave gammeldags fastelavnsboller.
Ellers kan du finde fastelavnsboller med maricpanskum, æblemarmelade og andet godt:
Når jeg stiller det sådan op, kan jeg se, at der mangler en vigtig ting – nemlig kronerne.
De har altid været en vigtig del af fastelavn.
Dem får du i 3 forskellige modeller – og den nemmeste er i 2 udgaver – så 4 i alt.
Du kan gå direkte til instruktionerne eller til kronerne.
Du ser kronerne i miniudgaver herunder:
Hvordan kan skabelonerne ændres?
Jeg har lavet kronerne i A3-format.
Så sæt udskriftsindstillingerne til “Formindsk for store sider”, hvis du printer i mindre format.
Ellers risikerer du at få et udsnit af en krone…
Print kronen i:
- A5 til marsvin, Hoptimister og andre små væsner, lidt mindre til aben
- A4 til en prinsekrone-prinsessekrone – til børn og voksne
- A3 til en kongekrone-dronningekrone til et barn, eller kattedronning til en voksen
Print 2 stk. A3, som du sætter sammen, hvis du vil lave en krone til en teenager/voksen.
Synes du at kronerne er for høje?
Så print dem i et mindre format og lim gerne flere kroner sammen – så du får en lang lav skabelon eller færdig krone.
Er højden fin, men kronens diameter for stor?
Klip noget af længden, eller lim den sammen et par takker inde – det virker godt til prinse- og prinsessekroner, og når du laver en kattekongekrone til en voksen.
Her ser du et par billeder af en kattekongekrone til en teenager/voksen.
Til 3 kroner, printes 6 stk. A3-kroner på tykt papir eller karton.
Klip strimlerne til, og saml dem – klip ikke kronen ud, før du har limet guldpapir på (hvis du bruger det).
Jeg limer guldpapir på bagsiden af kronerne, så der er printet diamanter og rubiner på indersiden.
Kattedronningekronen er printet på karton i A4.
Lav din egen krone – af hvad?
Jeg har lidt svært ved at begrænse mig, når jeg først kommer i gang.
Det er så sjovt at finde på nye variationer.
Så der er 10! versioner af disse fastelavnskroner, som ikke er blevet brugt.
Det er meget bedre, at du bruger de 3 (4) forskellige kroner, der ligger her.
Så kan du enten bruge kronen som den er, pimpe den med dine egne dekorationer eller bruge den som skabelon.
Når du laver dine egne kroner, bliver de sikkert mere fantastiske, end dem, der ligger på min computer.
Du kan sagtens lave din egen version af kronen, og bruge en af mine færdige kroner som skabelon, eller indvendigt, som jeg gør.
Laver du kronen fra bunden, kan du bruge:
- guld eller sølv karton
- mønstret karton og mønstret papir
- tapetrester
- farvet karton og farvet papir
- hvidt karton
- …
Du kan også lave den af stof – bare stryg tykt vlieseline bag på dit stof først.
Saml kronen ved at sy den sammen med nål og tråd eller symaskine.
Havde jeg mulighed for at lave stofkronerne i min undervisning, ville jeg lade eleverne brodere, applikere og på anden måde dekorere deres egne kroner.
De hurtige kunne også lave masker i stof.
Lav din egen krone – dekoration
Guldkronerne til print, er dekoreret med forskellige ædelstene, der er rubin, citrin, diamant og løse safirer, du selv kan klippe ud.
Hjemme har du måske pailletter, glimmer, perler og andet, det vil se flot ud på en krone.
Du kan dekorere med fjer, pomponer, smukke bånd eller blonder, glimmer-piberensere, eller hvad du lige har i gemmerne.
Du kan lave konfetti (brug en hullemaskine), klippe former og figurer ud af farvet eller mønstret papir.
Laver du din krone af hvidt karton, kan du gå amok, og dekorere med farver, tusser, vandfarve eller akrylmaling, inden du måske pynter med nogle af de andre forslag.
Lav din egen krone – og brug den
Er du tæt på fastelavn, kan kronerne bruges som alternativ til de købte kroner til kattekongen og kattedronningen.
Har du en lille prins eller prinsesse derhjemme – kan du nemt lave kroner, når de vil klæde sig ud.
Du kan bruge kronen som alternativ nytårshat…
– eller når du holder fødselsdag, og vil gøre lidt ekstra ud af dagen.
Du kan også bruge kronerne som dekoration.
På dit fastelavnsris, på en potteplante, en træfigur… eller dit marsvin.
Nem årstidspynt, som gør det hele lidt mere festligt.
Buddha og Bob
Jeg har hyret et par nye modeller – Buddha og Bob.
De er Christians marsvin på hhv. 5 og 3 år.
Nej, det er ikke os, der har døbt dem.
Christian har tidligere sagt, at han synes, at jeg skulle lave hatte til marsvinene.
Så jeg har printet kronerne i A5, så de passede i størrelsen
– lidt sjov og ballade må der gerne være i denne tid.
Da hattene er lavet af papir, lægger marsvinene slet ikke mærke til, at de har noget på hovedet.
(De har også fået hatte med kaninører til påske)
Udklædning eller dekoration
Lav din egen krone til en konge, dronning, prins eller prinsesse
Udstyr
- Printer
- Saks
- Pdf-fil af den eller de udvalgte skabeloner
Materialer
- Karton akvarelpapir, kopipapir...
- limstift, hæfteklammer eller limpistol
Du kan også bruge
- guldpapir, metalkarton, silkepapir, glanspapir, tapetrester, andet print…
- farver tusser, akvarel eller akrylmaling
- elastiktråd – hvis kronen skal sidde fast på hovedet
- stof og vlieseline - hvis kronen skal holde lidt længere
Dekoration - valgfri
- farver, tusser, vandfarve eller akrylmaling
- fjer eller pomponer
- smukke bånd, blonder, stof, blomster…
- (glimmer)piberensere
- glimmer, glimmerlim, pailletter, rhinsten, perler...
- papir, papirkonfetti, papirblomster...
Sådan gør du
- Tryk på skabelonen, eller linket, til den krone, du vil bruge, og kom direkte til en pdf-fil klar til print eller download.
- Print kronen ud i den ønskede størrelse - se noter.Du kan enten printe på papir eller karton.Print på karton, hvis kronen skal være stabil.
- Kronerne kan godt trykkes på almindeligt kopipapir, hvis du vil lime dem op.Skal du bruge fastelavnskronen som skabelon, kan du printe på almindeligt kopipapir, og lime det fast på tykt pap eller karton, inden du klipper/skærer kronen ud, og bruge den til at tegne om.
Dekorer din krone
- Hvis du vil have en guldkrone, lim dit print op på bagsiden af dit guldpapir/metalfolie, så du kan se, hvor du skal klippe - så er kronen også dekoreret på indersiden.Bruger du metalfoliekarton, der er gyldent på begge sider, brug den printede krone som skabelon.
- Du kan male og tegne på din krone, eller dekorere med stof, papir, udklip, fjer, pailletter, bånd, blomster…
- Brug den færdige krone til kattekongen og kattedronningen, som udklædning, eller som dekoration.
- Vil du bruge fastelavnskronen som udklædning, kan det være en god idé at komme elastiktråd i.Du kan enten lave huller i begge sider og sætte elastiktråd i, eller du kan klipse elastik/bånd fast i siden med en almindelig hæftemaskine – gerne to hæfteklammer forskudt eller drejet i forhold til hinanden i hver side.
Noter
- A4 og få en prinse-prinsessekrone.
- A3 og få en kongekrone-dronningekrone til et barn.
- Print 2 stk. A3, som du sætter sammen, hvis du vil lave en kongekrone-dronningekrone til en teenager/voksen.
Vil du bruge papirblomster som dekoration – finder du nogen i Enhjørning udklædning eller dekoration.
Egne notater
Skabeloner med copyright
Her følger de 4 skabeloner, tryk på den du vil bruge, så kommer du direkte til en pdf-fil klar til print.
Du kan lave lige så mange kroner, som du har lyst til.
Det er gratis for dig som privatperson at bruge de skabeloner, instruktioner og print, jeg lægger ind på Danish Things.
Er du interesseret i, at jeg udvikler nye gratis skabeloner, sørg for at downloade dem fra Danish Things hvert år.
Sæt eventuelt en Pin i siden, så du har den til senere.
Jeg har copyright på de ting, der ligger her, derfor må kopiering fra danishthings.com kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Er du underviser, pædagog eller lignende, er du velkommen til at bruge skabelonerne i skolesammenhænge, HVIS du henter filerne fra Danish Things hver gang, du skal bruge dem – og husker at linke hertil.
Hvis din institution er udtaget til at indberette kopiering, print og brug af tekst, fotos mm. til Copydan Tekst & Node, husk også at indberette det du bruger fra Danish Things.
Du kan printe kronerne ved at trykke på billedet eller linket under, så kommer du til Google drive, hvor pdf-filen ligger.
Jeg vil ikke anbefale dig at bruge de fotos, jeg har sat ind i teksten, kronerne bliver bedre, når de er printet fra pdf-filen.
Brug kronerne, tag billeder og del dem med mig.
Del også dine kommentarer!
Er du på Instagram, så del gerne et billede med @danish.things mærk fotoet #danishthings