Gule solskinsboller
Lav lækre gule solskinsboller.
En blød og luftig gul bolle, som kan spises året rundt.
Solskinsbollerne er krydret med ægte kanel, gurkemeje og appelsinmarmelade.
Den fugtige dej, gør at bollerne bliver fnuglette og bløde.
Farven er god til fastelavn påske og jul – eller til en festlig fødselsdag.
Smagene passer også godt til højtiderne eller som morgenmad, til en god kop te, til eftermiddagskaffen…
Vil du bage solskinsgule boller NU, kan du gå direkte til opskriften – du kan også læse videre.
Mit barn er på vej til solskinsøen Bornholm.
På sommerferie med mormor, morfar og de to fætre.
Inden de blev sendt afsted, skulle vi lige have de bedste fnuglette gule bløde teboller.
Solskin i brødudgave.
De gule boller har været Christians favoritbolle det sidste halve år.
Personligt bliver jeg glad, hver gang jeg skærer en bolle over, og ser den gule farve lyse op.
Bo er vild med strukturen i bollen – så den har været et hit.
Min søster smagte solskinsbollerne for første gang i dag, og efterspurgte opskriften – derfor deler jeg den også med dig.
Inspireret af gammel favorit
Solskinsbollerne er inspireret af de gule påskeboller.
En anden favorit, som vi har bagt utallige gange.
De gule solskinsboller indeholder stadigvæk appelsinmarmelade og ægte kanel, fordi det smager godt.
(Er du ikke til appelsinstykker i dejen, kan du blende din marmelade først.)
Bollerne indeholder også gurkemeje, som selvfølgelig er sundt, men mest er med for at give den smukke solgule farve.
Rosinerne er droppet – er du vild med rosiner i boller tilsæt dem endeligt.
Vil du gå den søde vej, kan du også prøve de gule kanelsnegle.
De første mange gange jeg eksperimenterede med opskriften på den gule dej, lavede jeg dobbelt mængde.
Så bagte jeg både gule boller og gule kanelsnegle.
Det blev for bøvlet, at skulle bage begge dele hver gang, så opskrifterne blev delt og forbedret.
Ny dejtype
Mine bolledeje ændrer sig, nye vaner og erfaringer spiller ind.
Jeg er blevet glad for vådere deje, og for at langtidsælte på røremaskinen, det giver de lange glutentråde, som giver et luftigt brød.
Du må ikke blive forskrækket over dejen, for den ER meget fugtig (våd) til at starte med.
Giver du den de ca. 10 minutter på røremaskinen, skal den nok samle sig.
Jeg kan se det – og høre det, når min dej er ved at være klar.
Dejen skal løsne sig fra bunden af Kitchenaiden, og begynde at sige klask, når den slår mod siderne af skålen.
Det passer som regel med, at glutentrådene er lange, og dejen kan danne fine tynde dej-vinduer – så gennemsigtigt som pergamentpapir.
Du kan selv lave en glutentest.
Tag et stykke dej og stræk det helt ud til du har dannet vinduer, uden at dejen går i stykker.
Kan du det, er dejen optimalt æltet og klar til hævning, går dejen i stykker, når du trækker den tyndt ud, skal den æltes noget mere.
Jeg vejer dejen
Har du prøvet nogle af de andre bolleopskrifter, ved du at min favoritmetode til at få ens boller på, er at veje dem.
Det at bollerne vejer næsten det samme, gør at de bliver på samme måde, hver gang du bager dem – og de er færdigbagte samtidig.
Du skal have en skål med vand ved siden af dig, så du hele tiden kan gøre dine hænder våde.
– det gør dejen nemmere at arbejde med.
Læg et stykke husholdningsfilm eller en opklippet frysepose over din bagevægt, og kom lidt vand på, så dejen ikke klistrer fast.
Gør dine hænder våde inden du spænder bollerne op, og lad dem hæve til dobbelt størrelse.
Du bliver belønnet med de luftigste bløde gule teboller, som smager fantastisk.
Dekoration
Jeg har prøvet at pensle bollerne inden jeg dryssede dem med perlesukker, men det er jeg gået væk fra igen.
Du kan pensle bollerne, hvis du har lyst.
Jeg drysser bollerne med perlesukker, inden jeg lægger en opklippet frysepose eller husholdningsfilm over, så klistrer bolledejen ikke fast i plastikken.
Vil du ikke have sukker på, så giv dem sesamfrø, birkes eller andet drys.
Du kan også bage dem uden drys, og spise dem som de er eller give dem et festligt lag glasur.
Bagetiden varierer
Bagetiden varierer fra 8-15 minutter i min ovn.
Jeg bager boller på 70-72 g i ca. 12 minutter på en pizza sten, kortere tid på et bagestål, og uden bagestål/pizzasten, skal bollerne bage lidt længere.
Vær opmærksom på dine ovn – og dit bageunderlag, for ovne bager forskelligt.
Bank under bunden, på en bolle, du kan mærke om den er bagt færdig.
Bag ENDELIG ikke bollerne for længe, så bliver de tørre.
De gule boller kan både fryses og genopvarmes.
Hvad synes DU om de gule solskinsboller?
Del gerne dine fotos og kommentarer!
Deler du på Instagram, mærk dine billeder med @danish.things og #danishthings
Jeg synes, at der er så fantastisk, når du deler.
Sådan laver du luftige solskinsboller
Lækre gule boller – fnuglette solskinsboller
Redskaber - Equipment
- Røremaskine
- Køkkenvægt
- Sukkertermometer, bagetermometer eller stegetermometer
Ingredienser - Ingredients
- 250 g mælk eller 125 g mælk + 125 g kefir
- 50 g frisk gær - 1 pakke
- 250 g hvid hvede eller 125 g hvedemel + 125 g grahamsmel
- 50 g sukker
- 2 tsk. gurkemeje
- 2 tsk. ægte kanel
- 1 tsk. god vaniljesukker
- 6 g salt
- 130 g
appelsinmarmelade eller orange marmelade evt. blendet - 75 g smør – smeltet
- 2 æg m/l
- 375 g manitoba mel Tippo 00 eller hvedemel med højt proteinindhold
- Perlesukker til drys
Sådan gør du
Dejen
- Smelt smørret og stil det til side.
- Lun mælken – temperaturen skal være mellem 25-35°. Bruger du også kefir, varm mælken først og afkøl den med kefiren.Hæld mælken i en skål til røremaskinen, og rør gæren ud i.
- Sigt sukker, salt, krydderier og fuldkornsmel sammen i en skål.Kom blandingen op til gæren 1 skefuld ad gangen.
- Tilsæt appelsinmarmeladen.
- Mix det smeltede smør i blandingen.
- Kom æggene i.Når æggene er rørt ud i dejen, tilsætter du dit manitoba mel lidt efter lidt.
- Mix dejen godt - ca. 10 minutter ved højeste hastighed.Tjek dejen ved at lave en glutentest - se teksten.
- Dæk røreskålen med en opklippet frysepose, holdt fast med en elastik eller husholdningsfilm og en engangsbadehætte.
- Stil dejen til hævning ved stuetemperatur i ca. 60 minutter.
Gule boller
- Sæt en almindelig plade med en pizzasten/bagesten/bagestål i midten af ovnen og en bradepande i bunden.Tænd for ovnen 200°C varmluft.
- Tag bolledejen, form 18 boller a 70-72 g pr stk. og placer dem på 2 bageplader med bagefolie.Jeg vejer min dej på et stykke husholdningsfilm, som jeg fugter let og lægger oven på min bagevægt – det gør at dejen slipper nemmere.
- Spænd bollerne op inden de lægges på bagepladen – fold dem ind om dem selv nogle gange, hav våde hænder!Drys bollerne med perlesukker – eller dyp dem i en skål med sukkeret.
- Stil de gule boller til hævning under en opklippet frysepose eller et stykke husholdningsfilm.Bollerne skal hæve 30-45 minutter til dobbelt størrelse.
Bagning
- Kog 1 liter vand til bradepanden.
- Sæt bollerne på bagestenen og hæld vandet i bradepanden lige inden du lukker ovnen.Bag bollerne 8 -15 minutter, vær opmærksom på dine ovn, ovne bager forskelligt, og dit bageunderlag (se i teksten).Bank under bunden, på en bolle, du kan mærke om den er bagt færdig.Bag ENDELIG ikke bollerne for længe, så bliver de tørre.
- Sæt bollerne til afkøling på en bagerist.
Noter
De opskrifter og materialer du finder på Danish Things, er gratis til eget brug. Kopiering fra danishthings.com må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Husk at indberette kopiering og print fra denne hjemmeside til Copydan Tekst & Node, hvis din institution er udtaget til at indberette.
Egne noter - private notes
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
If you use US Customary, remember that the recipe is made using Metric and converted via a plugin.