Fastelavnsudklædning.
Fastelavn er mit navn…
Der var engang, hvor fastelavnsudklædning var for de voksne, som klædte sig ud som djævel eller noget andet farligt, for at skræmme det onde væk – det var dengang de brugte levende katte.
Jeg kender voksne, der stadigvæk kan finde på at klæde sig uhyggeligt ud, både til fastelavn og til Halloween, men det er for at skræmme børnene.
Jeg har et uhyggeligt foto af mig – men det må hellere vente til Halloween. 😀
I løbet af min folkeskolekarriere, har jeg set mange fastelavnsudklædte børn.
De fleste er klædt ud som den seneste Disney figur, en superhelt eller noget andet fra BR.
Hvis de voksne er kreative, kommer der engang i mellem noget hjemmelavet, der er helt specielt.
Der er bare perioder i børns fastelavnsliv, hvor de gerne vil ligne de andre – eller hvor de voksne (læs jeg) ikke har tid/overskud/evner/lyst/… til at skabe selv, og så er et købt fastelavnskostume helt perfekt.
Fastelavn er vel, hvad man gør det til og forhåbentlig kan kostumet fra Halloween genbruges… 😀
Helt ærligt – C har været klædt ud i mange købte kostumer, både superhelte som Superman og Spiderman, politibetjent, Ben 10 (flere udgaver) og Darth Wader.
Han har været tiger, cowboy, oliesheik og så har han været et hjemmelavet “rumvæsen monster” med fire arme, og ekstra små arme på vej ud af skuldre og ryg. (Se materialer til de 2 sidste længere nede)
C har været vampyr, zombie, forsanger i et “Norsk kirkebrænder heavy band” (fars forslag – de er også mega uhyggelige) improviseret med makeup og lidt hjemmelavet tilbehør.
Mange af de uhyggelige kostumer er garanteret startet som et Halloween kostume, som så heldigvis, kunne bruges som fastelavnsudklædning.
Som du kan se, så behøver det ikke, at være så fancy.
“Rumvæsen monster”
C’s “rumvæsen monster” er syet i hånden.
Det består af:
- Ærmerne fra en aflagt grøn t-shirt, som er syet på en anden grøn t-shirt.
- Små ”ekstra arme” til skuldre og ryg.
- Sytråd, som holder ærmer og arme sammen.
- Et par strik handsker.
- Arme og handsker er stoppet ud med fyldet fra en billig IKEA pude.
- Et par grønne bukser.
- Noget grønt til fødderne.
- En hårbøjle, hvor pynten er fjernet – tror, at hårbøjlen stammer fra jul?!?
- Grøn makeup, med uhyggelige store monsterøjne og hugtænder på kinderne.
Hvad man ikke kan se, er at han har matchende monsterhjemmesko/sokker på – så han er grøn fra top til tå.
Jeg kan ikke huske hvor vi fik små ”ekstra arme” til skuldre og ryg fra, men alle dele er taget fra tøj og tilbehør vi lige havde.
Ja, man kan se den sytråden mellem de mange arme.
Jeg havde først forsøgt med ”usynligt” tråd – det knækkede, og det samme med en enkelt sytråd – så der måtte flere til, armene skulle ikke bare daskede langs siden.
Oliesheik
Sidste år, var C klædt ud som oliesheik med MASSER af grønne olie dollars, og hans portræt var på sedlerne.
– jeg har desværre kun fotos af sedlen, kan hverken finde link eller barnet udklædt. 🤔
Alt det kræver er:
- En lang hvid kjortel.
- Et mønstret hovedtørklæde.
- Et stykke reb eller lignende, til at holde tørklædet fast på hovedet.
- Penge.
- En taske til de mange penge.
- Et bælte eller reb.
- Måske makeup.
C’s dragt, tørklæde mm. købte vi med hjem som souvenir fra Abu Dhabi/Dubai i 2013.
Ja, bagtanken var, at han kunne bruge det som kostume, når han blev ældre.
Du kan bruge et af de gamle “pakistaner tørklæder” til hovedbeklædning.
Find et hvidt, sort eller mørkt reb.
Lav en cirkel af rebet til at holde på tørklædet.
Til bæltet kan du bruge et stykke reb, eller brug en “bum bag”/bæltetaske der også kan indeholde pengene.
Du kan lave en SUPER simpel og let kjortel ud af et hvidt lagen.
Se min enkle illustration.
- Læg lagnet dobbelt, folden er skuldersømmen.
- Klip de grå områder væk, og klip en slids foran i halsåbningen.
- Sy sidesømmene sammen – eller lim dem.
Pengene kan være matadorpenge, grønt papir eller lege dollars, det er lige meget.
Her havde jeg lige fundet ud af, hvordan jeg kunne lave lege dollars.
Desværre kan jeg ikke finde hjemmesiden, så jeg ikke give et link, prøv at google “million dollar bill template”, der kommer mange hjemmesider, der kan bruges.
C syntes, at der var super, at kunne dele de mange millioner ud til fastelavn – det var dejligt, at være rig. 😀
Mere inspiration:
Inspiration til udklædning:
Tjek rensdyrgeviret, der alternativt kan laves som forårsgrene, hvis det passer bedre til udklædningen.
Du kan printe fastelavnsmasker ud, eller bruge skabelonerne til at lave dine egne.
Dekoration:
Find skabeloner til og fastelavnskatte, samt print-selv fastelavnsflag.
Fastelavnsboller:
Vil du have forslag til fastelavnsboller, prøv fastelavnsboller lavet af croissantdej eller brug opskriften på Walesboller, de er super til fastelavn.
Hvis du laver fastelavnsboller, masker, dekorationer eller andet fra bloggen, så del gerne ❤️
Brug gerne #fastelavndanishthings eller #danishthings
Kender du det? Jeg har MASSER af fotos af C i flyverdragt og med en eller anden form for fastelavnsudklædning på, der passer til fastelavn på vejen – men almindelig udklædning til fastelavn i børnehave og skole – dem har jeg UTROLIGT få af – hmm er der ikke tid til fotos kl. 7.10 om morgenen? – eller har jeg tidligere været endnu mere utjekket med min telefon?
2 Comments on Fastelavnsudklædning – kostume til fastelavn