
Saftige muffins med bananer og valnødder
Her får du opskriften på bananmuffins.
Saftige og bløde muffins – lavet nemt med muffinmetoden.
Smagen er let banansød med et hint af kanel (og lidt kagekrydderi).
Disse bananmuffins har en smule bid fra de grofthakkede valnødder, som også giver en let bitterhed.
Du kan toppe dem med crumble eller streusel.
Begge dele tilfører sødme og en sprød kontrast til de bløde muffins.
Crumblen er valgfri – men anbefalet.
Indhold
- Bananmuffins
- Muffinmetoden – tørt i vådt eller vådt i tørt
- Fuldkornshvedemel
- Valnødder
- Kagekrydderi
- Muffintopping – crumble eller ej
- Har du bananmuffins tilovers?
- Opskriften
- Har du også lavet bananmuffins?

Bananmuffins
Jeg har lavet disse bananmuffins i rigtig mange år.
For de er nemme at lave, rimeligt hurtige at bage – og så smager de bare rigtig godt.
Det her er en af de opskrifter, jeg har i baghånden, når vi har brune bananer.
En opskrift, hvor du kan bruge de brune bananer, som ingen vil spise – og lave muffins, som alle vil spise.
Sådan er det i hvert fald hjemme hos os.
Nogle gange kigger jeg utålmodigt på de bananer, vi har, fordi de ikke er brune nok.
Hjemme hos os går der et par dage, fra bananerne er “jeg spiser lige en banan”-lækre, til de bliver uinteressante.
Og så går der et par dage, før de er klar til at bruge som sødme i bananopskrifter.

Du skal bruge søde brune bananer – dem med store brune pletter – ikke bare fregner.
For når bananer modnes, nedbrydes en del af bananens stivelse til sukker, og samtidig bliver frugten blødere og mere aromatisk.
Så de skal være modne – men de skal ikke være blevet dårlige.
De må gerne være meget brune – hvis de stadigvæk dufter godt.
Har jeg flere bananer, end jeg skal bruge, fryser jeg dem ned.
Jeg har flere flade poser med banan i fryseren.
Så kan jeg lave bananmuffins, hvis vi har lyst til en luftig, krydret muffin med valnøddecrumble.



Muffinmetoden – tørt i vådt eller vådt i tørt
I grundopskriften på vaniljemuffins kommer jeg det tørre i det våde.
Det er den metode, jeg bruger til helt almindelige muffins, hvor der ikke bruges en minihakker.
Men det giver ikke mening at bruge en ekstra skål, når det våde allerede er mixet i minihakkeren.
Derfor kommer det våde i det tørre.
Begge rækkefølger fungerer med muffinmetoden.
Det vigtigste er, at dejen ikke røres mere end højst nødvendigt, efter at vådt og tørt er samlet.

Fuldkornshvedemel
I grundopskriften på vaniljemuffins bruger jeg lidt kartoffelmel for at begrænse glutenudviklingen.
I denne opskrift bruger jeg fuldkornshvedemel.
Det er ikke helt det samme.
Fuldkornshvedemel indeholder glutenproteiner, men også klid og kim, der påvirker dejens struktur.
Og så optager fuldkornsmel mere væske end almindeligt hvedemel.
Jeg ved ikke, om det er det sidste, der er med til, at de holder sig fugtige så længe.
Men fuldkornshvedemelet passer rigtig godt i de her bananmuffins, og det giver samtidig en lille smule fibre.


Valnødder
De letbitre valnødder er noget, man enten elsker eller hader, har jeg fundet ud af.
I familien og vennekredsen findes der begge lejre.
I min lille kernefamilie elsker vi alle tre valnødder.
Men bager jeg til familiefødselsdage eller højtider, bruger jeg alternative nødder.
Er du ikke valnøddefan?
Så skift bare valnødderne ud.
Har du de beslægtede pekannødder, er de milde og fine som erstatning.
Brug hasselnødder – de har masser af smag.
Mandler er mere neutrale, og de giver mere plads til banan og krydderier.
Hvis du vil, kan du skrue op for kagekrydderierne.

Kagekrydderi
Der er kanel i muffindejen – ikke meget.
Men nok til at give smagen dybde.
Jeg veksler mellem almindelig kassiakanel og ægte ceylonkanel, og nogle gange bruger jeg et af kagekrydderierne.
I crumblen bruger jeg altid kagekrydderi.
Når du veksler mellem kanel, det klassiske kagekrydderi til krydderkager, et af julekagekrydderierne eller laver dit eget kagekrydderimix, er det en opskrift, du kan tilpasse efter årstiden.
Specielt hvis du også varierer din topping.




Muffintopping – crumble eller ej
Crumblen er ikke bare til pynt – den smager også godt.
Selve crumblen er en næsten klassisk blanding af mel, sukker, nødder og smør.
En sprød og sød nøddetopping sammen med en blød og fugtig muffin – dag 1.
Dag 2 bliver toppingen mere en forlængelse af selve muffinen – det er stadigvæk godt.
Har du ikke lyst til crumble, kan du give dine bananmuffins et mere simpelt krydret sukkerdrys eller en anden slags streusel.
Jeg anbefaler, at du prøver crumblen først.
Du kan sagtens bage dine bananmuffins uden drys.
Så kan du toppe med glasur – fx en kaffeglasur.
Til halloween kan du bruge et mix af almindelig og sort kakao for at få ekstra drama.
Skal det være mere dessertagtigt, så brug en ganache montée – med eller uden tilsat smag.
Eller chantilly-creme-fraiche – en syrlig chantillycreme med cremefraiche, som jeg synes passer godt til den søde banan og de letbitre valnødder.

Har du bananmuffins tilovers?
Der er en del opskrifter, hvor der bruges brune bananer – det er jo allerede stop-madspild.
Hvis du ikke får spist alle dine bananmuffins i løbet af 3 dage – hvad så?
Du kan altid bruge dem til at lave romkugler, trøffelkugler eller træstammer.
Det er lækkert – og luksus stop-madspild.
Du kan også prøve noget helt andet – nemlig at lave dem sprøde.
Her kan du bruge bananmuffins med crumble, muffins uden topping eller med krydret sukkertopping – jeg anbefaler ikke at tørre muffins med glasur eller cremet topping.
Når jeg tørrer mine bananmuffins, skærer jeg dem i tynde skiver og bager dem ved ca. 100°C varmluft, indtil de er gennemtørre og sprøde – jeg vender skiverne et par gange undervejs.
De dele af muffinen, der ikke kan skæres i skiver, laver jeg til kagecrumble.
De afkølede kageskiver er sprøde og smager af krydrede bananmuffins – bare i småkageudgave.
Du kan spise skiverne, som de er, eller bruge dem og kagecrumblen som knas fx i en trifli, på yoghurt eller som tilbehør til is.
De skal opbevares tørt og lufttæt.

Sådan laver du muffins med brune bananer og valnødder
Jeg har nogle mål i min opskrift, der er mere skæve end dem, jeg plejer at bruge.
I starten, da jeg eksperimenterede med bananmuffins, bagte jeg mange flere – men det holder ikke, når vi kun er tre.
Og på grund af mine omregninger frem og tilbage blev nogle af målene skæve.
Jeg har holdt fast i dem, fordi det er de mål, der giver mig de bananmuffins, vi så godt kan li’ – og muffinsene fra denne opskrift plejer at være spist, inden der er gået 3 dage.

Saftige bananmuffins - opskrift med valnødder og crumble
Udstyr
- muffinform med tilhørende papirforme
- digital køkkenvægt - helst med decimaler
- Minihakker
- spækbræt og kniv
- Frysepose
- Skåle
- Dejskraber
- isske eller lignende
Ingredienser
Valnøddecrumble (laves først)
- 20 g hvedemel
- 20 g brun farin
- 20 g valnødder - finthakkede
- 18 g saltet smør - smeltet eller meget blødt
- 0,75 g kagekrydderiblanding - alternativt kanel
- 0,25 g fint salt - brug dobbelt op ved usaltet smør
Vådt
- 110 g meget modne bananer med brune pletter
- 55 g hvidt sukker
- 45 g brun farin
- 50 g neutral olie
- 1 stk m/l æg (1 m/l æg er ca. 55 g)
- 37 g kefir eller kærnemælk
- 0,5 g citronsyre
- 0,75 g fint salt
Tørt
- 100 g hvedemel
- 26 g fuldkornshvedemel
- 4 g bagepulver
- 1,6 g natron
- 1,2 g kanel - alternativt et af kagekrydderiblandingerne
- 50 g valnødder - grofthakkede
Sådan gør du
Forberedelse
- Start med at finde tingene frem og gøre formen klar med papirmuffinforme.
- Kom en bageplade i ovnen, og sæt temperaturen på 175 °C varmluft.
Valnøddecrumble
- Smelt smørret i en mikroovn. Brug alternativt meget blødt smør.
- Puls dine valnødder kort i minihakkeren. Kom resten af ingredienserne til crumblen i minihakkeren sammen med valnødderne. Kør crumblen, indtil den ligner fugtigt sand, der klumper sammen.
- Kom crumblen i en frysepose, som du flader ud og lægger i fryseren, mens du ordner resten.
Vådt
- Kom bananerne i minihakkeren og kør dem til mos. Tilsæt resten af de våde ingredienser. Kør, til blandingen er ensartet.
Tørt
- I en skål: Sigt mel, hævemidler og kanel/kagekrydderi sammen. Pisk det igennem med et piskeris. Sigtningen fjerner klumper, mens piskeriset sikrer en ensartet fordeling.
- Hak valnødderne til muffindejen groft med en kniv. Bland valnødderne i det tørre.
Samling
- Hent crumblen i fryseren!
- Hæld bananblandingen ned i skålen med de tørre ingredienser. Bland dejen forsigtigt med piskeriset - rør, til dejen netop er samlet og uden store klumper af mel. En muffindej må gerne være lidt grov og ujævn.
- Fordel dejen i muffinformene - brug gerne en isske. Drys med crumble på toppen - hvis du bruger den.
Bagning
- Sæt formen på bagepladen og bag dine muffins ved 175 °C varmluft. - ca. 18 minutter uden crumble - ca. 19-20 minutter med crumbleFørste gang du bager bananmuffins, skal du tjekke dem lidt før - ovne bager forskelligt. Dine bananmuffins er færdige, når kernetemperaturen er 97–98 °C.
- Tag formen ud af ovnen og sæt muffinformen på en rist. Lad muffinsene køle af i formen i 5-10 minutter, og flyt dem derefter over på en afkølingsrist, hvor de kan køle af individuelt.
- Opbevar dine helt afkølede bananmuffins i en lufttæt beholder ved kølig stuetemperatur. De holder sig gode i mindst 3 dage.
Bruger du US customary units, så vær opmærksom på, at opskriften er metrisk og omregnet med et plugin.

Har du også lavet bananmuffins?
Er du med på team valnød?
Eller erstatter du med andre nødder?
Og bruger du crumble eller cremet topping på dine bananmuffins?
Skriv en kommentar herunder.




