Rugbrødsboller – de bedste rugboller med kerner, eller med frugt og nødder
Skolen er startet igen og det er tid til madpakker.
Forandring fryder, og som alternativ til det almindelige fuldkornsrugbrød eller grove sandwichboller, er der nu disse lyse rugbrødsboller – rugboller med frø og kerner, eller med frugt og nødder.
Sundere boller med fuldkorn, fibre, frø og meget andet godt.
Du kan gå direkte til opskrifterne på rugbrødsboller med kerner og rugboller med gojibær og hasselnødder, eller læse videre.
Mellemmåltider og snacks
Rugbollerne med frugt, er et nemt og sundt supplement til frugt, sundere myslibarer, brødstænger og morgenmadsmuffins.
Et nemt mellemmåltid, en sundere snack – noget der lige kan tages med ud i frikvarteret, eller spises på vej til sport.
Dine rugbrødsboller bliver ikke mørke, som almindeligt rugbrød, der er ikke malt i.
Til gengæld får du to typer rugboller lavet med fuldkorns rugmel, hvedeklid, hørfrø og chiafrø, der er drysset med frø og kerner.
De er et STORT hit hjemme hos os.
– Prøv dem hjemme hos dig, og se om du er til de neutrale mini kernerugbrød, eller til de sødere mellemmåltidsboller med tørret frugt.
Orange mønstrede boller
Bruger du gojibær i din dej, får du fine orange boller – de går fra lys til mørk indeni, og alt efter hvor meget gojibærrene er æltet ind i din dej, kan der være ufarvet dej ved siden af orange dej, og det ser fint ud.
Rosiner giver ikke samme effekt.
Jeg har brugt hasselnøddemel i disse boller, andre gange bruger jeg hakkede hasselnødder, du kan også bruge mandelmel, mandler eller andre nødder.
Det er helt op til dig, hvad du har lyst til at bruge.
Variation
Har du f.eks. ikke chiafrø eller gule hørfrø, erstatter du det bare med almindelige hørfrø, sesamfrø, græskarkerner eller hvad du lige har liggende.
Gojibær kan erstattes af rosiner, tranebær, æbletern, dadler, svesker, abrikoser, figner…
Jeg har f.eks. også bagt mellemmåltidsbollerne med rosiner og mørk chokolade – super lækkert.
Formen kan du også variere, du kan lave aflange minirugbrød, runde boller eller …
Mellemmåltidsbollerne er rigtig gode som sundere snack, eller weekendmorgenmad.
De er både gode med ost og marmelade – og det er de almindelige rugboller også.
De bedste rugboller med kerner
© danishthings.com
Forberedelses tid 40 minutter
Tilberednings tid 20 minutter
Hævetid 2 timer
Antal 12 boller á ca. 82 g
Ingredienser
Vådt
300 g lunkent vand ca. 35 ˚C
25 g gær
Tørt*
175 g groft rugmel
25 g hvedeklid
25 g sukker
10 g salt
25 g chiafrø
25 g almindelige hørfrø
25 g gule hørfrø
25 g sesamfrø
25 g solsikkekerner
25 g græskarkerner
Resten
45 g rapsolie – eller anden neutral olie
225-250 g manitoba mel eller almindeligt hvedemel
Drys
Frø og/eller kerner: solsikkefrø, sesamfrø, græskarkerner, birkes, chiafrø…
Sådan gør du
Dejen
Hæld lunkent vand i en skål og rør gæren i.
Mix det tørre.
Rør det i væsken på røremaskine eller ved håndkraft.
Rør olie i dejen.
Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen.
Ælt dejen 5 minutter på røremaskine, til dejen er smidig.
Stil dejen til hævning i en skål med låg eller læg et stykke husholdningsfilm over mixerskålen.
Stil dejen lunt ca. 1 time.
Boller
Tænd for, ovnen sæt den på 200˚C varmluft med en plade og en pizzastene i, og evt. en bradepande til at lave vanddamp.
Form 12 boller – brug fugtige hænder, så dejen ikke klistrer så meget.
Hvis du vil have ens boller, så vej dem. Jeg dækker min køkkenvægt med husholdningsfilm, inden jeg lægger dejen på – for nemmere rengøring.
Spænd bollerne op inden de lægges på bagepladen – se teknikken i teksten til “de bedste boller“.
Når bollen er formet, dyppes den i en skål med solsikkekerner eller andet drys, og sættes til hævning.
Bollerne hæver under et rent viskestykke, 30-45 minutter fra alle bollerne er formet.
Bag bollerne 12-18 minutter, til de lyder hult når du banker i bunden af dem. Tiden afhænger af størrelsen på dine boller og din ovn.
Opskriftsnoter
*Du kan erstatte de mange forskellige frø/kerner med 150 g valgfrie kerner og frø.
De bedste rugboller med gojibær og hasselnødder
© danishthings.com
Forberedelses tid 40 minutter
Tilberednings tid 20 minutter
Hævetid 2 timer
Antal 12 boller á ca. 85 g
Ingredienser
Vådt
300 g lunkent vand ca. 35 ˚C
25 g gær
Tørt
175 g groft rugmel
25 g hvedeklid
25 g chiafrø
25 g hørfrø
25 g hakkede mandler
25 g sukker
10 g salt
Resten
45 g rapsolie – eller anden neutral olie
200-225 g manitoba mel eller almindeligt hvedemel
40 g hasselnøddemel eller hakkede hasselnødder*
100 g gojibær*
Drys
Frø og/eller kerner: sesamfrø, solsikkefrø, græskarkerner, chiafrø…
Sådan gør du
Dejen
Hæld lunkent vand i en skål og rør gæren i.
Mix det tørre.
Rør det i væsken på røremaskine eller ved håndkraft.
Rør olie i dejen.
Bland rosiner, nøddemel/hakkede nødder og mel.
Tilsæt melblandingen lidt ad gangen.
Ælt dejen 5 minutter på røremaskine, til dejen er smidig.
Stil dejen til hævning i en skål med låg eller læg et stykke husholdningsfilm over mixerskålen.
Stil dejen lunt ca. 1 time.
Boller
Tænd for, ovnen sæt den på 200˚C varmluft med en plade og en pizzastene i, og evt. en bradepande til at lave vanddamp.
Form 12 boller – brug fugtige hænder, så dejen ikke klistrer så meget.
Hvis du vil have ens boller, så vej dem. Jeg dækker min køkkenvægt med husholdningsfilm, inden jeg lægger dejen på – for nemmere rengøring.
Spænd bollerne op inden de lægges på bagepladen – se teknikken i teksten til “de bedste boller“. Prøv at dække gojibærrene med dej, de smager ikke godt, hvis de bliver brændte.
Når bollen er formet, dyppes den i en skål med solsikkekerner og sesamfrø, eller andet drys, og sættes til hævning.
Bollerne hæver under et rent viskestykke, 30-45 minutter fra alle bollerne er formet.
Bag bollerne 12-18 minutter, til de lyder hult når du banker i bunden af dem. Tiden afhænger af størrelsen på dine boller og din ovn.
Opskriftsnoter
*du kan erstatte gojibær med chokolade og/eller rosiner, tranebær, æbletern, dadler, svesker, abrikoser, figner … Hak store frugter i små stykker.
Hasselnødderne kan erstattes af mandelmel, mandler eller andre nødder.
Du kan også vælge 140-150 g af et andet fyld.