
Tom Yam med kylling – en lækker Thailandsk kyllingesuppe
I dag får du opskriften på den lette og lækre kyllingesuppe – Tom Yam med kylling.
En suppe du kan spise året rundt!
Hvis du rejser i Thailand, finder du UTALLIGE variationer over denne suppe, med og uden kokosmælk.
Denne er UDEN kokosmælk og med ekstra grøntsager i form af gulerødder og peberfrugt.

Suppen er nem at lave vegetarisk – udskift kyllingefonden med en god grøntsagsfond eller vand, tilsæt rejer – eller gå vegansk med flere grøntsager.
Vil du skrue op for umamismagen, brug flere tomater, svampe eller lidt gærflager/-pulver af inaktiv gær.
Jeg er tit så heldig, at Bo koger fond på kyllingeskrog – og har han ingen madlavningsplaner havde med bouillonen, ryger den i fryseren til senere – eller så bliver den brugt i en suppe som denne Tom Yam.
Har du ikke en færdig fond i fryseren/køleskabet, så køb en GOD fond – med kylling, høns eller grøntsager.
Du skal IKKE bruge en suppeterning, SÅ er det MEGET bedre at bruge vand, og skrue lidt op for grøntsager og tilsmagning – eller købe en færdig suppe fra frost.


Thailandsk kyllingesuppe - Tom Yam med kylling
Ingredienser
Suppe
- 1 l kyllingefond/hønsefond gerne hjemmelavet
- 4 skiver galangarod frisk eller tørret - kan undlades og erstattes med mere ingefær
- 10-12 stk kaffir limeblade friske eller fra frost
- 200-300 g kyllingebryst
- 2 tsk knust ingefær
- 2 tsk knust citrongræs
- 3 spsk fiskesauce
- 2 spsk Tom Yum pasta
- 2 spsk sukker
Grøntsagsfyld
- 3-4 stk forårsløg
- 250 g brune champignon
- 3-4 stk gulerødder
- 2 stk store røde eller gule peberfrugter - eller flere små
- 3 stk store tomater i både - eller flere små
Tilbehør
- ris - se anbefalet mængde og kogetid på pakningen
- lime til servering
Sådan gør du
Suppe
- Sæt din kyllingefond over i en stor gryde.Er galangaroden tørret, kom den i fra start.
- Skær kyllingen i mundrette stykker.
- Når suppen koger, tilsættes kylling og krydderier.
- Kyllingen skal koge 10-15 minutter før grøntsagerne kommes i - alt efter størrelsen på dine kyllingestykker.
Grøntsagsfyld
- Rens grøntsagerne.
- Forårsløgene skæres i tynde skiver.
- Gulerødderne skrælles og skæres i skiver – eller halve skiver alt efter størrelsen
- Champignonerne skæres i kvarte eller sjettedele afhængig af størrelsen.
- Peberfrugterne skæres i strimler, der deles i 3-4 stykker.
- Fjern blomsten på tomaterne, skær dem i tynde både.
- Når kyllingen har kogt 10-15 minutter, tilsættes forårsløg, gulerødder, peberfrugter og champignon, lad det koge 3-5 minutter.
- Smag suppen til med mere fiskesauce, Tom Yam pasta eller sukker.
- Tilsæt tomaterne, de skal kun koge 1-2 minutter.
- Server din suppe med ris og frisk lime.
Noter
Bruger du US customary units, så vær opmærksom på, at opskriften er metrisk og omregnet med et plugin.
Egne noter





