
Rigsfællesskabets 3 nationale flag – print danske, grønlandske og færøske kageflag
Der har været en hel del fokus på rigsfællesskabet – især på Grønland.
Men rigsfællesskabet er ikke kun Danmark og Grønland – Færøerne er også med.
For at vise de 3 lande, der indgår i rigsfællesskabet: Danmark, Grønland og Færøerne, har jeg lavet de nationale flag i små udgaver – som gratis pdf-filer klar til print.
Du kan bruge dem som kageflag, guirlandeflag eller enkeltvis.
De små flag er i de rigtige proportioner og farver.
Og mens jeg lavede min research, blev jeg nysgerrig på historien, så du finder også lidt nørdet viden til sidst i dette indlæg.
Du finder også de danske, grønlandske og færøske flag samlet i en A4-pdf med røde foldelinjer eller med lysebrune foldelinjer.
Da jeg lavede flagene, skulle foldlinjen matche mine brune tandstikkere…
Men da jeg lavede flagguirlanden, gav de røde streger mere mening, for de matcher de røde farver i flagene – derfor får du begge versioner – så du kan vælge den pdf, der passer bedst.
Jeg har også delt flagene ud på hver deres pdf – så du ikke behøver at printe rigsfællesskabets 3 nationale flag samlet.
Og så er der en pdf med flagenes korrekte forhold – hvis du fx vil lave dine egne flag i stof.
Er du her for kageflagene, kan du hoppe direkte til print.
Indhold:
- Fejring
- Kaffe og kage(flag)
- Samling af kageflag
- Anvendelse
- Kageflag til print – Danmark, Grønland og Færøerne
- Instruktioner til print: Sådan samler du rigsfællesskabets nationale kageflag
- Vidste du det?
- Hvordan blev landene en del af rigsfællesskabet?
- Hvad betyder navnet?
- Lidt om flaget
- Nationaldag eller ej?
- Del dine kager

Fejring
Hjemme hos os har vi ingen flagstang.
Når vi fejrer større begivenheder og fødselsdage, er det med flaget fra Christians barnedåb.
Og med de små kageflag, der er festlige i alt fra boller, muffins og skærekager til lagkager og kransekage.
Flagene er også obligatoriske til jul.
Vi har ALTID flagguirlander på juletræet – det har været en tradition i min familie gennem flere generationer.

Det er nok ikke kun min familie, der fejrer stort og småt med Dannebrog.
For du kan købe danske flag i butikkerne året rundt.
Hvis du vil fejre en ven eller et familiemedlem, der kommer fra Grønland eller Færøerne – eller du bor i udlandet og vil fejre en dansker, så har du tidligere skullet bestille flagene online.
Det behøver du ikke mere.
Hvis du har lyst til at fejre en dansker, en grønlænder eller en færing i dit liv – på en fødselsdag, en mærkedag eller bare som en venlighed, så kan du printe dine egne kageflag.
Og du kan lave dine egne flagguirlander.

Kaffe og kage(flag)
Jeg har lavet kageflag til print (som også kan bruges til andre formål).
Det er primært på grund af kaffen.
For her tænker jeg både på kaffen som drik og som socialt samlingspunkt.
For i rigsfællesskabet drikkes der KAFFE.
Når der er noget, vi fejrer – eller når vi bare mødes – så er der altid kaffe.
Når det er uformelt, inviterer vi på en kop kaffe.
Er det mere formelt, inviterer:
- danskerne til kaffebord
- grønlænderne til kaffemik
- færingerne til kaffuborð
Det er derfor, jeg har lavet små kageflag.
For et af vores fællestræk er hygge – og det sociale i at samles om kaffe og kager.

Samling af flag
Jeg har samlet de tre forskellige flag til print:
- det danske flag – Dannebrog
- det grønlandske flag – Erfalasorput
- det færøske flag – Merkið
Du får alle tre flag samlet til print på 1 A4-ark (i 2 næsten ens udgaver).
Du finder også de enkelte landes flag på hver deres ark med 12 dobbelte flag (24 enkelte, hvis du hellere vil bruge dem hver for sig).
Jeg har lavet flagene i de officielle proportioner, og det er derfor, at de forskellige landes flag ikke har samme højde – men de er ens i bredden, så de kan hænge på samme guirlande.
Farverne på de tre landes flag er baseret på de officielle farver.
Men vær opmærksom på, at når du printer, kan der være forskel afhængigt af printer og papir.
Flagene har et dobbeltsidet design – dvs. at alle flagene er spejlet om en stiplet linje.
Så kan du lime dem sammen om en tandstik eller lidt tråd, og have flag der er korrekte på begge sider.
Du kan også anvende dem enkeltvis, hvis det passer dig bedre.
Fordi flagene har en masse rette linjer, synes jeg, at det er nemmere at skære dem ud med en skalpel.
Du kan sagtens klippe kageflagene ud med en god saks.
Jeg starter med at folde de dobbelte flag, så jeg er helt sikker på, at de er symmetriske INDEN jeg limer dem sammen.
Limstiften kommer jeg på bagsiden – det er vigtigt, at der er lim på kanterne og der hvor tandstik eller sytråd skal sidde fast.
Derefter samler jeg flagene og lader dem tørre – de kan godt rutche lidt rundt, inden de er tørre, så du har tid til at justere flagene på tandstikken/tråden.




Anvendelse
Du kan bruge de små farvede flag direkte – klip, lim og saml.
De små kageflag er fine i lagkager og kransekage.
Og du kan bruge dem i alt dit festlige bagværk: fra boller, muffins og skærekager til søde tærter.
Du kan også bruge dem som dekorative cocktailpinde i frugt, grønt, ost og pølse m.m. på dit tapasbord.
De dobbelte flag er også fine som flagguirlander – de behøver ikke at være til juletræet.
Du kan pynte bordet, hænge dem i vinduet eller dekorere et par grene med enkelte flag eller flagranker – se fx fastelavnsflagene.
Selvom jeg har lavet dobbelte flag, behøver du ikke at bruge dem sådan.
Du kan klippe/skære dem fra hinanden, så du har enkelte flag.
De enkelte flag kan du:
- drysse ud på et bord – og bruge som en slags konfetti
- lime på et kort eller på en gave – for at gøre dem lidt mere festlige
De sort/hvide flag
I teksten finder du også en række sort/hvide flag i de rigtige proportioner – med og uden mål på forholdet mellem farverne.
Så kan du:
- selv tegne dine egne udgaver i en anden størrelse, hvis du vil det
- bruge flagene i din undervisning, og lade dine elever/kursister tegne flagene i de rigtige størrelser og farver
- kan sy flag med de rigtige mål
- brodere flagene – på en taske, en dug, lave en lap til din jakke…
Brug eventuelt den pdf, jeg har lavet med målene på de 3 rigsfællesskabsflag som udgangspunkt.
Du kan også bruge de sort/hvide flag til farvelægning.
De bliver selvfølgelig ikke korrekte, fordi der ikke er sorte streger på de rigtige flag.
Farvelægning er stadigvæk en hyggelig aktivitet.
Har du andre forslag til anvendelse, skriv gerne en kommentar.


Kageflag til print – Danmark, Grønland og Færøerne
Herunder finder du filen med rigsfællesskabets 3 flag samlet – med brune eller røde foldelinjer.
Du finder også de 3 landes flag på hvert deres ark, og de tre flag i sort/hvid med de korrekte mål på, hvis du vil lave dine egne flag.
Klik på billedet af pdf-filen eller linket under og gå direkte til udskriv.
Print flagene på A4-kopipapir 80-120 g/m² – 100-120 g/m² papir giver lidt flottere kageflag.
Alle kageflag, skabeloner og andre print på Danish Things er gratis for dig at bruge, så længe det er til personlig brug, og du respekterer mine rettigheder.



Selvom flagene er gratis, er det dog vigtigt, at du printer materialerne direkte fra Danish Things.
Og det er hver gang, du skal bruge dem.
For så kan jeg fortsætte med at udvikle nye designs og skabeloner.
Når du vil gemme linket, kan du fx sætte et ”bookmark” i din browser – eller en Pin på Pinterest.
Det gør det nemmere at finde kageflagene, når du skal bruge dem igen.
Jeg har copyright på alt indhold på Danish Things og de tilhørende sociale medier.
Du kan læse mere om ophavsret og brug af materialer fra Danish Things her, hvor du også kan læse om at indberette til Copydan Tekst & Node/VISDA.



Instruktionerne til print

Sådan samler du rigsfællesskabets nationale kageflag
Udstyr
- papirsaks - valgfrit
- skalpel/hobbykniv - valgfrit
- skæreunderlag - valgfrit
- (metal)lineal - eller lignende - valgfrit
- symaskine - valgfrit
Materialer
- kageflag printet på kopipapir - 80-120 g/m2
- limstift eller dobbeltklæbende tape - valgfrit
- runde tandstikkere, cocktail pinde eller lignende - valgfrit
- tråd - sytråd, broderigarn, strikkegarn… - valgfrit
Sådan gør du
Flag
- Print dine valgte flag.
- Skær eller klip flagene ud.Vælg først om du skal bruge de dobbelte flag, eller om du vil bruge dem enkeltvis.Flagene har mange rette linjer, og det gør det nemt at skære dem ud med en skalpel.Du kan sagtens klippe kageflagene ud med en god saks.
Guirlander og kageflag
- Vil du lime flaget på en tandstik eller om en tråd?Start med at folde flaget på midten - langs den stiplede foldlinje - så det er symmetrisk.
- Fold flaget rundt om tråden/pinden og saml enderne af flaget.Når det er samlet og er ens på begge sider, kan du trykke flaget fast om tråden/pinden. Flaget kan godt rutche lidt rundt, inden det tørrer, så du har tid til at justere det på tandstikken/tråden.Lad flaget tørre før brug.
Enkelte flag
- Klipper/skærer du flagene ud, så du har dem enkeltvis, er de klar til brug med det samme.
Noter
Egne noter
Vidste du det?
Her har jeg samlet lidt nørdet viden – hvis du er blevet nysgerrig på historien bag flagene og landene, der indgår i rigsfællesskabet.
Rigsfællesskabet kort
Rigsfællesskabet er den statsretlige konstruktion, hvor Danmark, Grønland og Færøerne tilsammen udgør Kongeriget Danmark.
Danmark er rigets hoveddel.
Grønland og Færøerne har selvstyre.
Hvordan blev landene en del af rigsfællesskabet?
🇬🇱 Grønland
1261: Nordboerne i Grønland underlagde sig den norske konge.
1380: Norge (og dermed Grønland) i personalunion med Danmark under Kong Oluf 2. af Danmark/Olav 4. af Norge (og hans mor Margrete 1.).
1814: Ved Freden i Kiel mistede Danmark Norge til Sverige. Grønland forblev under dansk styre.
1953: Grønland blev ved grundlovsændringen en del af det danske rige og fik repræsentation i Folketinget.
1979: Hjemmestyre.
2009: Selvstyre.
🇫🇴 Færøerne
1035: Færøerne blev en del af det norske rige.
1380: Kom ligesom Grønland under den danske krone via unionen med Norge.
1814: Forblev under dansk suverænitet efter opløsningen af unionen.
1948: Hjemmestyre.
Hvis du er nysgerrig – eller vil undervise i emnet rigsfællesskabet, læs mere her på EMU – hvor du både kan dykke ned i den grønlandske og den færøske del af rigsfællesskabet.

Hvad betyder navnet?
🇩🇰 Danmark
Navnet Danmark kommer fra det oldnordiske ord Danmǫrk :
Danir = danerne – danskerne
mǫrk = grænseland, skovområde
Betydningen er sandsynligvis “Danernes grænseland”, og det refererer historisk til grænseområderne mod syd i Sønderjylland.
🇬🇱 Kalaallit Nunaat
Navnet Kalaallit Nunaat kommer fra:
Kalaallit = flertalsformen af kalaaleq, som betyder en grønlænder
Nunaat = landene → nuna = land + at = flertalsmarkør
Direkte betydning: “Grønlændernes land”
I ældre kilder har Inuit Nunaat “inuitternes land” eller “menneskenes land” også været brugt.
Navnet Grønland blev givet af den norske viking Erik den Røde omkring år 982.
Ifølge sagaerne valgte han navnet for at lokke folk fra Island til at bosætte sig der, da han mente, at et tiltrækkende navn ville gøre folk mere villige til at flytte.
🇫🇴 Føroyar
Navnet Føroyar stammer fra det oldnordiske navn Færeyjar:
Fær = får
eyjar = øer
Direkte oversat betyder det “Fåreøerne”.
Da de norske vikinger ankom i 800-tallet, fandt de øerne fyldt med får.
Fårene var sandsynligvis efterladt af irske munke, som havde besøgt øerne før vikingerne.
Der bor den dag i dag flere får end mennesker på øerne.

Lidt om flaget
Der er rødt i alle flagene – og de har alle forskellige nuancer.
Her er et overblik over de tre flag og deres betydning i Rigsfællesskabet:
🇩🇰 Dannebrog (Danmark)
Navnet:
Dannebrog stammer fra middelalderen og betyder noget i stil med “danernes fane” eller “danskernes klæde”.
Hvor “Danne” henviser til “danerne” – danskerne, og “brog” er et gammelt ord for et stykke stof eller tøj – på oldnordisk brók.
Udseende:
Rød bund med hvidt kors – et kristent symbol, der har lagt grunden til de øvrige nordiske korsflag.
Historie:
Verdens ældste nationalflag, der ifølge legenden faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219.
Størrelse:
I dag anerkendes 28:37 som standarden for et korrekt proportioneret Dannebrog.
Historisk så flaget ikke ud som vi kender det i dag – ifølge forordningen fra 1748 var målene 28:34 (12-4-18 i længden).
Da man i 1893 fastlagde reglerne for flagets udseende, tilføjede man 3 enheder til de yderste felters længde (fra 18 til 21 enheder). Det var både for at flaget ikke skulle se for kort ud, når det svajede – og for at give plads til en “slidkant”.


🇬🇱 Erfalasorput (Kalaallit Nunaat – Grønland)
Navn:
Erfalasorput betyder “vores flag”.
Udseende:
Flaget er tværdelt i hvidt (øverst) og rødt (nederst) med en let forskudt cirkel i modsatte farver.
De vandrette felter forbindes ofte med indlandsisen og havet, og cirklen forestiller solen, der kommer tilbage ved midsommer.
Historie:
Flaget blev officielt indført i 1985 efter en åben konkurrence.
Flaget er designet af den grønlandske kunstner Thue Christiansen.
Efter en politisk debat, hvor mange oprindeligt foretrak et nordisk korsflag, blev det nuværende design valgt for at repræsentere en særskilt grønlandsk identitet.
Vedtagelsen af flaget i 1985 var et vigtigt symbol på Grønlands kulturelle og politiske selvstændighed.
Størrelse:
Proportionerne er 2:3 (12:18) og følger internationale standardmål for flag.


🇫🇴 Merkið (Føroyar – Færøerne)
Navnet:
Merkið betyder “Mærket” på færøsk.
Udseende:
Hvid bund med rødt nordisk kors kantet med blåt.
Det hvide forbindes ofte med hav og himmel, og de røde og blå farver med historiske og nordiske bånd.
Historie:
Det færøske flag blev tegnet i 1919 af færøske studerende i København: Jens Oliver Lisberg fra Fámjin, Janus Øssursson og Pauli Dahl.
Det blev først officielt anerkendt af Storbritannien i 1940 under Anden Verdenskrig og siden af Danmark ved Hjemmestyreloven i 1948.
Det originale flag fra 1919 kan stadig ses i kirken i Fámjin, på Suðuroy, Færøerne.
Størrelse:
Proportionerne er 8:11 (16:22).

Merkið er det eneste af de tre flag, hvor farverne er officielt specificeret i detaljer.
For Dannebrog og Erfalasorput bruges standardiserede gengivelser.
Jeg har brugt disse som udgangspunkt for de flag, jeg har tegnet.

Nationaldag eller ej?
Reglerne for flagning i Danmark er præciseret ved loven, der trådte i kraft den 1. januar 2025.
Dannebrog er hovedreglen – med undtagelser for bl.a. rigsfællesskabet og de nordiske naboer.
Så du kan uden problemer flage med Merkið og Erfalasorput.
🇩🇰 Danmark
Har ingen officiel nationaldag.
Vi fejrer både demokratiet og nationalsymbolet.
5. juni Grundlovsdag:
Det er dagen, hvor Frederik 7. underskrev Grundloven i 1849 og afskaffede enevælden.
Grundlovsdag markerer fødslen af det moderne Danmark, og det er dagen, vi fejrer vores rettigheder og folkestyret.
15. juni Valdemarsdag:
Valdemarsdag blev indført som officiel flagdag i 1912 for at styrke sammenhængskraften og hylde flaget.
Markerer både fortællingen om Dannebrog, der faldt fra himlen, og dagen er også blevet symbol på Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.

🇬🇱 Grønland
21. juni Nunatta Ullua, på dansk: Vores lands dag.
Den fejres på årets længste dag – sommersolhverv.
Nunatta Ullua markerer både Grønlands nationale identitet og årets lyseste periode.

🇫🇴 Færøerne
25. april Flaggdagur, på dansk: flagdag.
Datoen markerer Merkiðs anerkendelse i 1940, det er dog ikke en officiel statslig flagdag i Danmark.
28.-29. juli Ólavsøka, på dansk: Olaifesten.
Ólavsøka regnes for den egentlige nationale festdag, hvor man mindes kong Olav den Hellige, og hvor Lagtinget åbner.
Officiel dansk statslig flagning
Siden 2016 har den danske stat markeret Grønlands og Færøernes nationale festdage ved at flage med deres respektive flag fra statslige bygninger i Danmark.

Del dine kager
Jeg er født og opvokset i Danmark.
Og jeg synes, at det er TYDELIGT, at vi har været et landbrugsland rigtig længe.
Vi har jo næsten en bolle eller kage til enhver årstid og anledning.
Bare tænk på fastelavnsboller (der nu også er fremme til påske og halloween…), hveder, juleboller, kransekage, lagkage… og så er der alle småkagerne!
I Grønland og på Færøerne skal mange ingredienser importeres – så i min naivitet troede jeg ikke, at bagværk fyldte så meget.
Men det gør det.
Der bages mange af de samme kager som i Danmark.
Og der findes lokale kager som Kalaallit Kaagiat i Grønland og Plumkaka på Færøerne.
Spændende kager, som jeg helt klart vil prøve at bage.
Vi har ingen samlende kage – en rigsfællesskabskage.
Og den kunne jeg godt tænke mig at lave.
Det skal være en kage, som vi kan bruge, når der er noget at fejre – fx nationaldagene, valg eller rigsfællesskabet og en kop kaffe.
Ingen af landene har i skrivende stund en nationalkage.
Hvis du har et bud på, hvordan den skal være, skriv dit forslag i kommentarerne.
Og bruger du flagene i en kage, del gerne dine billeder med mig.
Send dem til mig i en mail – eller del dem med mig på Instagram, mærk dine billeder med @danish.things og tag dem #danishthings.
Når jeg ser billederne, får du et ❤


