
Klar til fastelavn – pynt op med hjemmelavede mini-fastelavnstønder!
Kan du li’ at pynte op til højtiderne?
Holder du af at lave nem og fin fastelavnspynt af papir?
Så pynt op til fastelavn med disse fantastiske mini-fastelavnstønder!
Det kan være, at du synes, at du har set tønderne før?
Hvis du kender den klassiske fastelavnstønde af papir – så ja.
For mini-tønderne er nemlig en ny og mindre udgave af dem.
Indhold:
- Fastelavnstønder – den perfekte årstidspynt
- Fin og festlig pynt til fastelavn
- Tips til tønderne
- Kreative mini-fastelavnstønder
- Brug dine mini-fastelavnstønder
- Mini-fastelavnstønder – vælg mellem 8 fine sæt
- Instruktioner til print
- Sådan laver du en mini-fastelavnstønde – videoinstruktion
- Fastelavn-klippe-klistre-dag
Fastelavnstønder – den perfekte årstidspynt
Det, at slå katten af tønden, er helt specielt for fastelavn, og fastelavnstønden er en af de ting, vi KUN pynter op med til på denne årstid.
For katte og masker kan også bruges til halloween.
Og kroner kan bruges til udklædning året rundt – også som nytårshat!
Så fastelavnstønden er den perfekte årstidspynt.
Du finder fastelavnstønder i flere forskellige udgaver på Danish Things, så der er til kreative væsner i alle aldre – og med forskellige fingerfærdigheder.
Der er de tønder, der skal foldes:
- de klassiske fastelavnstønder af papir – der også fungerer som gaveæske
- de nemme fastelavnstønder eller fastelavnslygter
- de nemmeste fastelavnstønder, som mindre børn også kan lave
Og så er der den ene, der er til at dekorere og hænge op på væggen, en fastelavnstønde som alle aldre kan dekorere.
Fin og festlig pynt til fastelavn
Her har jeg lavet mini-fastelavnstønder.
De er ikke højere end 5 cm, når de er samlet.
Det er lette og fine små fastelavnstønder, der laves af helt almindelig printet kopipapir.
Mini-fastelavnstønden er en version af den klassiske fastelavnstønde af papir – tønder, der fungerer som gaveæsker og fastelavnspynt.
De små tønder er dekoreret i samme stil som de nemme og de nemmeste fastelavnstønder.
Det betyder at du kan kombinere alle fastelavnstønderne, hvis du vil.
Tips til tønderne
Du laver tønderne af helt almindeligt kopipapir og lidt lim.
Du kan tilføje lidt papirtape til en æske, eller tape, sytråd og en perle, hvis du vil hænge de små tønder op.
Vælg
Start med at vælge dine favorittønder, jeg vil ikke anbefale dig at bruge fotoet af tøndefilen, da det kun er et billedlink i lav opløsning.
Fastelavnstønderne bliver bedst, når de er printet fra pdf-filen.
Print
Pdf-filerne er i A4 størrelse, så du kan udskrive den på en helt almindelig printer, og du kan du printe på almindeligt kopipapir (80-90 g/m2).
Skær/klip
Tønderne har så mange rette linjer, så jeg synes at det er nemmest at skære dem ud.
Jeg bruger en skalpel/hobbykniv, et skæreunderlag og en metallineal, som jeg også bruger til at folde efter.
Du kan sagtens klippe tønden ud med en god papirsaks, og folde tøndens rette linjer efter en almindelig lineal.
Dekorer
Vil du dekorere fastelavnstønden, gør det før du samler den.
Fold
Mini-fastelavnstønderne foldes på samme måde som de større fastelavnstønder, og du kan se en billedgennemgang her.
Hvis du vil hænge tønden op, vent med at lukke den til du har sat tråd i.
Tips til ophæng
Hvis du vil have tønderne op at hænge, har jeg et par tip, så du undgår at sytråden skærer dine fastelavnstønder i stykker.
Start med at sætte flere stykker dokumenttape (eller almindeligt tape) på undersiden af låget, lige under det sorte ”hul” i toppen af tønden.
Det gøres for at forstærke papiret, så sytråden ikke skærer hul i det.
Lav en løkke af sytråd, lidt mere end dobbelt så lang, som du vil have dit ophæng.
Træk en perle på og bind et par gode knuder.
Træk den nu den dobbelte sytråd på en ikke for stor nål, og træk nål med tråd op igennem tapen, så tæt på midten af den sorte cirkel som muligt. Fjern nålen, og hiv forsigtigt i sytråden, så perlen sidder på indersiden af låget.
Sæt knuden ved perlen fast med et stykke tape på bagsiden af låget, så du ikke risikerer, at perlen trækker sytråden ind i fastelavnstønden, efter tønden er samlet.
Herefter kan du lime toppens flapper, så tønden lukkes, lad den tørre før du hænger den op.
Kreative mini-fastelavnstønder
Det er oplagt at bruge de små fastelavnstønder som en kreativ aktivitet.
Enten som en hyggelig lille aktivitet en halv times tid, eller som en hel fastelavn-klippe-klistre-dag.
Dekorer selv
Vil du selv pynte de små tønder?
Og dekorere med farver, mønstre, papir og papirtape, glimmer… eller noget helt sjette?
Så finder du tre ark (sæt) med udekorerede fastelavnstønder, som du selv kan dekorere:
- to sæt med mørke foldelinjer – hvor den ene tønde er dekoreret med katte
- et sæt med lyse foldelinjer – en tønde med lyse tøndebånd og en med mørke
Klip ud og saml
Vil du hellere bruge din energi på at lave andet pynt – f.eks. kvaster lavet af silkepapir?
Så har jeg lavet flere dekorerede tønder med prikker, katte og/eller guirlander og fastelavnsflag.
Nogle af de dekorerede fastelavnstønder har plads til, at du også kan sætte dit eget personlige præg på dekorationen, hvis du vil lave et mix.
To katte
Der er brugt to forskellige katte som dekoration.
Den ene kat er den klassiske fastelavnskat med sløjfe om halsen, som du finder i stor udgave her.
Den anden kat har jeg skabt specielt til disse mini-fastelavnstønder.
Du finder dem alle mini-fastelavnstønderne her.
Brug dine mini-fastelavnstønder
Der er flere måder at bruge mini-fastelavnstønderne på som en sjov og kreativ måde at pynte op til fastelavn.
Du kan bl.a. bruge dem som ophæng, æske og bordpynt.
Hæng dem op
De små rummelige tønder har top og bund, så du kan lukke dem til og hænge dem op.
Jeg synes at de små tønder, er virkelig fine, når de hænger på en gren, eller samlet i en lille forskudt gruppe i en lampe eller et vindue.
Hæng de små fastelavnstønder op på dit fastelavnsris – tønderne passer til både det klassiske fastelavnsris til børn og den mere voksne udgave.
Du kan bruge tønderne, som de er eller lave en kort dekoration, hvor du mixer mini-tønderne med andre dekorative elementer af papir – læs mere ved de korte dekorationer ved lav nemme fastelavnsguirlander – og andre sjove dekorationer til fastelavn.
Til et fastelavnsris til børn, lad dem være en del af at pynte riset – se fastelavn-klippe-klistre-dag.
Laver du et fastelavnsris til voksne, hæng de små tønder på et ris lavet af friske forårsgrene.
Det kan du også bruges som en smuk vært-/værtindebuket.
Æske
Fastelavnstønden behøver ikke at være limet til, du kan også lave en tønde med et låg, der kan åbnes.
Det vil sige, at fastelavnstønden udover at være dekorativ, kan bruges som æske, og fyldes med konfetti, slik eller en lille gave.
Du kan lave små overraskelser, som du kan hænge på riset.
Du kan bruge fastelavnstønden som en miniudgave af den rigtige tønde af træ – som en mini piñata.
Eller du kan bruge den som gaveæske – med en opmærksomhed i og en lille hilsen.
Borddekoration
Brug mini-tønderne som en del af din borddekoration, gerne suppleret med andre fastelavnstønder.
Stil dem på bordet, hæng små tønder i lamper eller på fastelavnsris, og brug mini-fastelavnstønderne som bordkort, hvis du holder en fest.
Vil du lave små festlige overraskelser, kan du stille en tønde på hver tallerken og fylde den med nødder, slik eller lidt chokolade – som en lille fastelavnsgave.
Anderledes tønder
De små tønder behøver ikke at være til fastelavn, hvis du holder sørøverfest – eller lignende, kan du printe dem på brunt papir, og dekorere tønderne med passende symboler.
Mini-fastelavnstønder – vælg mellem 8 fine sæt
Herunder finder du mini-fastelavnstønderne.
Klik på billedet af fastelavnstønden eller på linket nedenunder for at åbne en pdf-fil, der er klar til print.
Du kan printe og lave lige så mange fastelavnstønder, som du har lyst til, til personligt brug.
Alt materiale på Danish Things er gratis for dig som privatperson.
Hvis du er underviser, pædagog eller arbejder i en institution, husk at registrere brugen hos VISDA eller Tekst & Node, hvis din institution er udvalgt til at indberette.
Jeg har copyright på alt indhold på Danish Things og de tilhørende sociale medier.
Læs mere om ophavsret og brug af materialer fra Danish Things her.
Ønsker du, at jeg fortsætter med at udvikle nye print og skabeloner, kan du støtte mig ved at downloade materialerne direkte fra Danish Things hvert år.
Gem gerne linket i dine bogmærker, eller Pin siden, så du altid kan finde det senere.
Udekorerede fastelavnstønder, som du selv kan dekorere – eller bruge som skabelon
Mix fastelavnstønder
Dekorerede fastelavnstønder – klip ud og brug
Instruktioner til print

Sådan laver du en mini-fastelavnstønde
Equipment
- Saks, skalpel eller hobbykniv
- Lineal - til at skære efter eller folde langs
- Evt. hullemaskine - lav konfettiprikker
- Evt. stansejern/punch - lav f.eks. cirkler Ø 2,5 cm, små stjerner, hjerter, blomster...
Materialer
Du skal bruge:
Print*
- ark med fastelavnstønder - printet på almindeligt kopipapir (80-90 g/m2) *
Samling
- Limstift og/eller dobbeltklæbende tape.
- Papirtape til toppen - valgfrit
- Sytråd, bånd eller lignende til ophæng - valgfrit
- Nål, der passer til bånd/sytråd - valgfrit
- Tape til fastgørelse af sytråd i låget - valgfrit
Valgfri dekoration**
- Karton
- Farveblyanter, farver, tusser, akvarel…
- Farvet papir
- Washi tape/dekorationstape/papir tape
- Printede elementer f.eks. katte - fastelavnskatte, kattehoveder, forskellige katte og stjerner…
- Silkepapirskvaster
- Klistermærker
- Glimmer og pailletter
- Små fjer
- Papirstrimler
- …
Instructions
Klip/skær
- Pdf-filerne er A4 størrelse, så fastelavnstønderne kan printes på almindeligt kopipapir*, akvarelpapir eller karton.
- Klip/skær fastelavnstønden ud efter de mørkegrå linjer. Brug gerne en hobbykniv og en lineal til at skære efter.Vent evt. med at klippe/skære hakkene ud mellem flapperne for neden, til du har foldet langs bundlinjen.
Fold
- Fold de 6 flapper*** langs bundlinjen ind, fold langs en lineal, hvis du vil have skarpe kanter.
- Fold de 6 lodrette linjer i tønden, der er sat små markeringer ind i toppen, nogle steder er der fastsat ”serpentiner”, så du har en guide i toppen, andre steder er der stiplede foldelinjer.
- Fold de 5 flapper langs låget ind, du skal folde på INDERSIDEN af den lysegrå stiplede linje, fold gerne langs en lineal, hvis du vil have skarpe kanter. HUSK at klippe den ene flap fri fra tønden. Fold også linjen lang låget.
Lim
- Start med at lime den flap med © Christel Parby, den som samler tønden.Du kan nemt få limet præcist, da tøndebåndene støder op til hinanden.
- Lim de små bundflapper, sæt dem eventuelt på bunden én efter én, så du kan få den rigtige 6-kantede tønde.Sørg for at bunden er lukket helt.
Fastelavnstønden som dekoration eller æske
- Skal du bruge fastelavnstønden som dekoration eller æske, limes toppen ikke til.(Det er derfor, at der ikke står "lim" på de øverste flapper)Du kan evt. holde tønden lukket med et stykke papirtape, hvis den er til gave.
Fastelavnstønden som ophæng
- Start med at sætte flere stykker dokumenttape (eller almindeligt tape) på undersiden af låget, lige under det sorte ”hul” i toppen af tønden.Det gøres for at forstærke papiret, så sytråden ikke skærer hul i det.Lav en løkke af sytråd, lidt mere end dobbelt så lang, som du vil have dit ophæng.Træk en perle på og bind et par gode knuder.Træk nu den dobbelte sytråd på en ikke for stor nål.Derefter trækker du nål med tråd op igennem tapen, så tæt på midten af den sorte cirkel som muligt. Fjern nålen, og hiv forsigtigt i sytråden, så perlen sidder på indersiden af låget.Sæt knuden ved perlen fast med et stykke tape på bagsiden af låget, så du ikke risikerer, at perlen trækker sytråden ind i fastelavnstønden, efter tønden er samlet. Herefter kan du lime toppens flapper, så tønden lukkes, lad den tørre før du hænger den op.
Notes
De opskrifter og materialer du finder på Danish Things, er gratis til personlig brug, læs mere om brug og ophavsret her.
Tønderne samles på samme måde som de større fastelavnstønder, og du kan se en billedgennemgang her.
Private Notes
Sådan laver du en mini-fastelavnstønde – videoinstruktion
Jeg har lavet en videoinstruktion – som du kan se herunder.
Der er ingen tale, kun reallyd og et par skriftlige kommentarer undervejs – på dansk og engelsk.
Du kan se videoen på YouTube, eller du kan se videoen her – begge steder kan du indstille afspilningshastigheden, og sætte videoen på pause.
Fastelavn-klippe-klistre-dag
Hvis du laver en fastelavn-klippe-klistre-dag, dekorerer fastelavnsris med dine børn, børnebørn, eller elever, så kan du også lave noget af det andet fastelavnspynt.
Lav klassisk pynt som f.eks. katte, masker, kroner og kvaster lavet af silkepapir.
I kan også dekorere nogle af de andre fastelavnstønder, så sværhedsgraden kan tilpasses dem, der deltager.
Laver du fastelavnspynt, så del dine billeder med @danish.things og tag dem #danishthings ❤