❤ dig far – et kort, der fejrer din far
Jeg har lavet et par kort, som du kan bruge til at fejre din far.
“❤️ dig far” kort.
Det er kort du kan bruge til fars dag, fødselsdag, jul og alle de andre dage, hvor du vil fejre din far
– eller når du har behov for at fortælle ham, hvor vigtig han er.
Kortet har jeg lavet til min egen far – han fik det til sin fødselsdag.
Du kan gå direkte til instruktionerne til “sådan laver du et kort” eller til pdf-filerne med kort og plakat.
Du finder lignende kort til mor her.
”❤ dig far” kort
Der er 2 gratis “❤️ dig far” kort.
Et enkeltsidet kvadratisk kort og et dobbeltkort med samme motiv.
Som jeg skrev i kortet til mor, er kortet en kærlig hilsen, der spiller på de klassiske ”I ❤ NY” t-shirts.
Det er et enkelt design, der viser din far, hvad han betyder for dig.
Og jeg synes, at kortet kan bruges til fædre i alle aldre.
Dobbeltkortet er lavet i A4, hvis du vælger at printe det i halv størrelse (eller mindre), kan du bruge kortet som til-fra kort.
Det enkeltsidede kort er meget stort.
Kortet er lavet så stort, at det skal printes på A3 papir/karton.
Det er for at du selv kan bestemme, om du vil lave et kæmpe kort eller en lille kvadratisk plakat til din far.
Du kan sagtens printe plakaten til dig selv eller din partner (hvis dit barn er for lille til at gøre det).
Sæt kortet op på køleskabet – måske sammen med kortet til mor?
Hvis du indrammer plakaten, holder den lidt længere, og så må den op på væggen i stedet.
❤ dig far
Måske hænger det sammen med at blive ældre
– eller måske mere med at de mennesker, man elsker, bliver ældre…
Det med at vise dem, der er tæt på, hvor meget de betyder for en.
Jeg har efterhånden lavet flere kort, der viser kærlighed.
Og du er meget velkommen til at bruge kortene til dine egne hilsner.
Udover ❤️ dig kort, finder du flere kort til far og til mor.
Og så er der selvfølgelig årstidskortene.
Jeg overvejede at udgive kortet samtidig med glædelig fars dag – fars dag kort med blomster, men det her kort, er ikke kun et fars dags kort.
Det er lavet som et kærlighedskort – et kort, der skal vise min far, hvor vigtig han er i mit liv.
Derfor skulle kortet udgives selvstændigt, og det blev brugt første gang som fødselsdagskort – fra min søster og mig.
Jeg kunne godt finde på at printe kortet i halv størrelse (eller mindre), og bruge det som til-fra kort til jul.
Kortet kan også bruges til valentine.
Og det kan være det helt rigtige kort, hvis din far bliver syg.
Historie kort
Vil du vide, hvorfor vi holder fars dag – og hvorfor den ligger 5. juni – så finder du lidt historie her, ved glædelig fars dag – fars dag kort med blomster.
(Historien bag “mors dag” kan du finde her.)
Kort – til print, som plakat eller …
Dobbeltkortet er i A4-størrelse og enkeltkortet/den kvadratiske plakat er i A3.
Kortene kan enten printes på tykt papir eller tyndt karton.
Skal du indramme plakaten, kan du printe på almindeligt A3-kopipapir.
Kopipapir er også helt fint at printe på, hvis du limer kortet op på (farvet) karton bagefter.
Du kan bruge kortene eller billederne, og sende din far en personlig hilsen.
Det kan du gøre som brev, mail, sms, snap, i et opslag på Insta, FB eller et andet socialt medie – alt efter din fars alder.
Du kan også give din far et kort, eller en plakat, når du ser ham.
Hvis du mangler inspiration til teksten, så har jeg et forslag her, ved det lyseblå kort.
Herunder finder du kortenes pdf-filer.
Tryk på det kort du vil bruge, eller linket under, så kommer du direkte til en pdf-fil klar til print.
Hvis du vil printe kortene i en mindre størrelse, kan ændre størrelsen på pdf-filerne i under printerindstillinger.
Printer du kortet i miniudgave, har du et rigtig fint til-fra kort til din far.
Gemmer du et af billederne fra teksten, kan du printe kortet i næsten valgfri størrelse – eller bruge billedet i en mail/mms/på socialt medie.
Bruger du billederne på de sociale medier, skal du tagge mig ved at bruge @danish.things og #danishthings
Det er gratis for dig som privatperson at bruge de print, instruktioner, skabeloner mm., jeg lægger ind på Danish Things.
Så du kan lave lige så mange kort og plakater, som du har lyst til.
Jeg har copyright på de ting, der ligger her, derfor må kopiering fra danishthings.com kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Husk at indberette kopiering og print fra denne hjemmeside til Copydan Tekst & Node, hvis din institution er udtaget til at indberette.
Sådan laver du et kort eller en plakat
❤ dig far
Redskaber
- Printer
- Skæremaskine, saks, skalpel eller hobbykniv og en lineal
Materialer
- Pdf/billedfil af det eller de udvalgte kort
- Karton og/eller papir
- Kuglepen, tusch, kalligrafipen, blyant…
Du kan også bruge
- Et printet tekstindlæg
- limstift
- en ramme eller en kuvert
Sådan gør du
❤ dig far
- Du finder et dobbelt kort i A4-format, og en plakat i A3-format i teksten.Begge kan printes i mindre størrelse.
- Tryk på fotoet, eller linket under, og gå direkte til en pdf-fil klar til print eller download. Derudover, kan du finde kortets forsidebillede øverst i teksten – som et ekstra bonuskort. Det kan du gemme ved at højreklikke på billedet, og tryk på “Gem billede som…”. Det downloadede billede kan du printe i valgfri størrelse. Du kan ændre størrelsen på pdf-filerne eller billedfilerne inden du printer, se dine printerindstillinger.
Kortet
- Du kan enten printe kortene på tykt papir eller tyndt karton. Kopipapir er for tyndt til et kort, så der skal du bruge karton, eller meget kraftigt papir. Hvis du printer kortet på kopipapir, lim det op på karton – gerne i en anden farve, inden du skærer/klipper kortet ud.
Skær
- Printer du et kort, skær det ud vha. en skæremaskine, eller brug en skalpel og skær langs en lineal så får du HELT LIGE kanter. Du kan også klippe kortet ud med en saks, det er bare svært at klippe store kort helt lige.Det går bedre, hvis det er små kort, derfor anbefaler jeg kun saksen, hvis du printer kortene i en mindre størrelse – eller hvis du ikke har andre muligheder.
Fold
- Fold kortet langs den midterste linje – den er markeret med prikker. Dem kan du ikke se så tydeligt, når kortet er klippet ud, men så ved du sådan cirka, hvor du skal folde. Når du har hjørne mod hjørne, kan det være en god idé at lave en lille fold i toppen, i begge sider, inden du folder kortet over en lineal, så folden bliver helt skarp.
Hilsen
- Skriv din hilsen med kuglepen, tusch, kalligrafi pen, blyant… Har du ikke lyst til at håndskrive dit kort, så kan du også vælge at skrive din tekst i et tekstbehandlingsprogram f.eks. Word eller Google docs, du kan også bruge et layout program som Canva. Vælg en pæn skriftfont, og skriv dine (k)ærlige ord.
- Du kan evt. vælge en anden baggrundsfarve end hvid, eller printe teksten på farvet papir. Print din tekst og klip den pænt ud, inden du limer den ind i kortet. Kom kortet i en smuk kuvert, hvis du vil sende det.
Plakaten
- Den lille plakat, kan du printe på almindeligt papir, hvis du vil sætte den i en ramme. Du kan også printe den på karton, og få et kæmpe kort.Det kan du hænge på en opslagstavle, køleskabet, døren til mors arbejdsværelse… Så har du en super sød hilsen – året rundt!
Noter
Egne notater
Hvordan bruger du de gratis kort?
Printer du dem, eller bruger du billederne i en digital hilsen?
Har du gode idéer, til hvad man kan skrive til sin far?
Skriv en kommentar.
Del også gerne på Instagram ved at tagge mig @danish.things og #danishthings