Start med at vælge om du vil printe, klippe og flette et færdigt julehjerte, eller om du vil bruge skabelonerne og glanspapir, gavepapir eller printet papir – f.eks. papir til julehjerter og gratis papir du kan printe fra Danish Things. Vælger du et af julehjerterne, som jeg har lagt ind, tryk på billedet eller linket under og kom til en fil, du kan printe.Læg mærke til, at der er to små pile, som viser den del af skabelonen, der skal vende ind mod midten.
Klip papiret med hjerteskabelonen ud i 3 baner, som svarer til hanken og de to hjertehalvdele. Du behøver ikke at klippe dem tæt endnu. Vælger du dit eget papir eller papir du har printet, sørg for at du har to stykker papir, der er dobbelt så lange som din skabelon, samt materiale til en hank.
Fold
Fold papiret til hjertedelene på midten efter den stiplede linje, hvis der er en. Bruger du glanspapir eller andet sart papir, vend papiret med den farvede side indad. Læg de to dele oven på hinanden, med folden i bunden, så de flugter helt - se foto. Jeg samler mine dele med papirklips, brevklips eller brevklemmer, det gør det nemmere at holde papirerne samlet, så begge dele bliver ens. Tape ødelægger papiret.
Klip
Start med at klippe linjerne/slidserne i juletræet, og derefter de andre linjer inde i hjertet, det gør det nemmere at få delene ens. Klip linjerne til toppen af stregen, så de alle er lige lange. Når linjerne inde i hjertet er klippet, klippes ydersiden.
Klar - parat - flet
Hvis du har brugt glanspapir mm., vendes papiret om, så forsiden igen er fremme.Læg delene som på billedet, med den grønne top af juletræet mod den blå top.Det papir, der skal være juletræet i midten, kaldes her A, det andet kaldes B. Fligene kalder jeg hhv. 1A, 2A, 3A, 4A og 1B, 2B, 3B og 4B på fotogennemgangen. - der er ikke fotos af alle trin, da flettemetoden gentages
Start altid indefra og arbejd dig udad. Hav papir A til højre når du fletter, hvis du er højrehåndet.Er du venstrehåndet, skal du gøre det modsatte, så du har A i din primære hånd.Det vigtigste er, at juletræets toppe vender mod midten.
Først skal den øverste flig, flig 1A, hen over flig 1B i papir B. Derefter skal den igennem flig 2B, over flig 3B og igennem 4B. Skub flig 1A helt op til toppen af hjertet inden du fortsætter, der skal ikke være noget slids at se i toppen af B.
Fortsæt med den mærkelige flig 2A, der danner juletræet. Den skal først igennem flig 1B, så over 2B, igennem 3B og til sidst over 4B. Skub fligene op til den første flig, så de sidder helt tæt, sæt en klemme/klips i, så de første flige er holdt på plads, der hvor de skal sidde.
Den næste flig 3A, flettes som den første: over 1B, igennem 2B, over 3B og igennem 4B. Den kan godt drille lidt, fordi juletræet har en masse takker, tjek også bagsiden.Den sidste flig 4A skal først igennem flig 1B, så over 2B, igennem 3B og til sidst over 4B. Tag klipsen/klemmen ud og ret hjertet til, så juletræet sidder som det skal.
Klip hanken ud - eller til, alt efter om du bruger papir eller (stof)bånd. Lim hanken fast i hjertet, ved at komme limstift på de yderste farvede ender, og lim dem fast inde i julehjertet. Lad hanken tørre inden du hænger julehjertet op.
Du kan dekorere med stjerner, udklip, glimmer, pailletter... du kan tegne på juletræet, eller hvad du ellers har lyst til, og du kan lade hjertet være, som du har flettet det. Det en god idé at skrive navn og dato i julehjertet.
Noter
Hvis du ikke har flettet et julehjerte før, er der et par tips.
Det er VIGTIGT at du lægger skabelonen med den lige kant til folden af dit papir
Print et par ark ud, af dem jeg har lavet og øv dig på dem, du kan også øve dig på kopipapir, madpapir eller bagepapir, før du bruger det gode papir
Start ALTID med at flette indefra og ud
Vær tålmodig – de mere komplicerede julehjerter, og dem med mange flige kan godt drille lidt
Glanspapir, blankt gavepapir og blankt papir til indbinding af bøger er nemmere at flette med end kopipapir
Det bliver flot, hvis de lige linjer skæres efter en lineal med en skalpel i stedet for at blive klippet.Du kan forstørre og formindske skabelonerne, brug Adobe Reader og indstil din udprintning, eller skaler på en kopimaskine.Printer du billederne, kan du indstille størrelsen inden du printer via dit billedvisningsprogram.