Tryk på billedet af de dekorationer, du vil bruge, eller linket under, og kom direkte til en pdf-fil klar til print.
Du kan printe på almindeligt kopipapir, hvis du vil lave korte dekorationer, guirlander, kageflag eller bruge cirklerne som dekoration på kort, gaver eller som bordpynt.
Hvis du vil farve eller pynte dine dekorative cirkler, gør det før du klipper eller skærer dem ud.
Klip dekorationerne ud, eller brug et stansejern. Læg dem sammen to og to, så de parvis passer sammen i størrelsen.
Fastelavnsguirlande justerbar
Vandret guirlande: Start med et 20-30 cm tomt stykke tråd INDEN du limer den første dekoration på – det gør det lettere at hænge guirlanden op senere. Brug en limstift, når du skal sætte dekorationerne fast på din tråd/snor. Afslut med 20-30 cm tomt stykke tråd, og du er klar til at dekorere med en eller flere guirlander.
Lodrette guirlander: Dem starter jeg lidt forskelligt. Hvis guirlanderne skal hænge på en væg eller i et vindue, start enten med en stor rodet knude, for at sytråden sidder ordentlig fast i den cirkel, der er i bunden. Eller bind noget lidt tungere i bunden – som f.eks. en stor træperle eller lignende, for at guirlanden hænger lodret – det er vigtigt med lidt tyngde, hvis guirlanden ikke hænger direkte op ad en væg eller et vindue. Jeg slutter som regel de lodrette guirlander af på samme måde som de vandrette – med et langt stykke tråd uden dekoration – for dem sætter jeg oftest op på væggen med en knappenål, og så kan jeg justere højden.
Fastelavnsguirlande fast længde
Hvis du ved hvor lang din guirlande skal være, kan du også lukke med en løkke - og starte med en, hvis det er de vandrette guirlander.Lav en løkke, som du binder knude på, lim den mellem to cirkler, og du har en guirlande, der nemt kan hænges op og ikke skal justeres.
Korte dekorationer
De korte dekorationer kan være alt fra et enkelt cirkelpar til flere forskellige elementer sat sammen i en lille uro. De samles omkring et stykke sytråd, hvor du lægger tråden dobbelt, så tråden danner en løkke. Du kan enten lime de to ender fast mellem cirklerne, det virker fint til enkelte elementer, eller binde en knude først, som du så limer mellem cirklerne, det er praktisk, hvis der er mange tunge elementer. Når limen er tør, kan dekorationen hænges på fastelavnsriset, i vinduet, lampen... se forslag til variationer under korte dekorationer.
Kageflag
Tag en tandstikker eller en cocktailpind, og lim den fast mellem to matchende cirkler. Når limen er tør, kan dekorationen bruges som pynt på fastelavnsboller, almindelige boller og cupcakes. Flagene kan også bruges i frikadeller, grøntsager, frugt, oliven, ost og pølse... Bruger du de tynde grillspyd af træ, som er en del længere end cocktailpindene, kan du anvende større figurer og dekorere lagkager og skærekager.