
Tunmousse fra nem og sund – til klassisk og fed
Her er 3 opskrifter, der gør det nemmere at få mere fisk ind i kosten
– du ved at fisk er godt for dig…
Du får en nem tunmousse, der er sund. Den kan bruges både til hverdag og i weekenden.
Du får en nem festlig tunmousse, som smager mere ”fed og fyldig”, fordi der er fløde i.
Den er dog ikke så fyldt med fedt som den sidste opskrift, der er en tunmousse klassiker.

Den nemme version med hytteost, er en favorit frokostret – den er nem at lave, smager godt, og grøntsagstilbehøret kan varieres i det uendelige.
Hvad med en tunsandwich?
Det er nem og sund aftensmad, brug rugbrød eller groft brød og kombinere med grøntsager og/eller salat.
HUSK at lave større portion tunmousse!
Du kan nemt lave tunmoussen til en tunsalat, ved at tilsætte hakkede grøntsager.
Prøv med lidt hakket forårsløg, bladselleri i små stykker, tomattern eller agurketern.
Du kan også bruge grønne bønner eller ærter.

Den festlige tunmousse er med husblas.
Den laves på en lidt sjov måde, da du skal smelte husblassen i fløden, mens du rører rundt med dine rene fingre.
Du kan selvfølgelig bruge en ske, men hvis du bruger ”hands on” metoden, så bliver din fløde-husblas ikke for varm, og moussen tager kortere tid at lave.
Du kan servere din tunmousse i glas, på en tallerken eller i en skål.
Prøv, at eksperimentere med udtrykket. Jeg har brugt isskeer og lavet runde kugler, to spiseskeer og lavet queneller (æggeformede kugler), serveret det i glas og helt almindeligt på brød, som ”smørepålæg”.
Lige i øjeblikket er jeg ret glad for kombinationen queneller, feldsalat/babyleaves og rugbrødschips.
Sprødt, blødt og friskt.

Den sidste tunmousse har jeg ikke selv lavet opskriften på.
Hvis du var fiskespiser i 80’erne og/eller 90’erne, har du højst sandsynlig spist denne tunmousse mere end én gang.
Det er selvfølgelig KLASSIKEREN ”Tunfiskemousse” fra Karolines køkken 1.
Karolines køkken 1 blev husstandsomdelt i 1980, så RIGTIG mange mennesker kender og har brugte disse opskrifter – vi taler jo LAAAANG tid før vi googlede opskrifter på nettet, og derfor har opskrifterne holdt så længe.
Det er en ret fed tunmousse, for der er samme mængde tun i olie som der er smør, men den hører med her, blandt opskrifterne som du skal kende.
Her er det vigtigt, at bruge BLØDT SMØR.
Jeg spiste “tunfiskemoussen” i 90’erne, og husker den som fantastisk, hvis den var lavet rigtig, og FORFÆRDELIG, hvis der var store smørklumper i, eller den var lavet med smørerstatninger som margarine eller minarine. 😱
Jeg vil ikke anbefale dig, at bruge et blandingsprodukt, som Kærgården, Bakkedal, Lurpak smørbart og hvad de alle sammen hedder, de smørbare produkter, der består af smør og olie, for du får ikke samme faste konsistens, som du får med smør.
Hvis du vil have din tunfiskemoussen til at være mindre fed, kan du erstatter tun i olie, med tun i vand.

Tunmousse – den nemme sunde
Ingredienser
- 1 dåse tun i vand ca. 100 g drænet vægt
- 2-3 spsk. hytteost
- 2-3 spsk. tykt mælkeprodukt Græsk yoghurt, fromage frais eller kvark
- 1-2 spsk. friskpresset citronsaft
- friskkværnet peber
- salt
Tilbehør
- Salat
- Grøntsager
- Rugbrødschips ristet rugbrød eller groft brød
Sådan gør du
- Hæld væsken fra tunen.
- Kom tunen i en skål og findel den med en gaffel.
- Bland først hytteost i, så mælkeproduktet.
- Smag til med citronsaft, salt og friskkværnet peber.
- Opbevares på køl.
- Server din tunmousse med salat, grøntsager og/eller rugbrødschips.
Noter
Tips:
Lav dobbelt portion og spis resten til frokost, med grove grøntsager til.Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter

Tunmousse – den nemme festlige
Ingredienser
- 3 blade husblas
- 2 dåser tun i vand 260 g drænet vægt
- 2 spsk. saft fra lime eller citron
- 2 dl græsk yoghurt creme fraiche eller kvark
- ½ tsk. salt
- Friskkværnet peber
- 4 spsk. piskefløde
Tilsmagning
- ekstra salt
- ekstra peber
- ekstra lime/citronsaft
Pynt:
- Feldsalat babyleaves eller andre små salatblade
- Rugbrødschips
Sådan gør du
- Læg husblassen i blød i koldt vand.
- Vask den økologiske citron og skræl det gule af skallen af med et juliennejern, eller en tyndskræller. Der må ikke komme noget af det hvide bitre med.
- Hæld væsken fra tunen, kom den i en skål og findel den med en gaffel.
- Tilsæt citronsaft og krydderier.
- Tag en kasserolle/lille gryde og tilsæt fløde.
- Det næste er måske lidt mærkeligt, du skal bruge dine rene hænder/fingre til at udrøre husblassen i væsken.
- Varm væsken op, mærk på den, når den er lunken knuges husblassen fri for vand.
- Du smelter husblassen ved at røre rundt i væsken med dine fingre.
- Når husblassen er opløst i væsken, tages kasserollen af varmen.
- Afkøl blandingen til lunken, det går stærkt, hvis du har brugt ”hands on” metoden.
- Bland yoghurt med tun.
- Bland husblassen i.
- Smag til med salt, peber og ekstra citronsaft.
- Kom blandingen i små forme eller glas og stil dem koldt i minimum 1 time.
- Server med feldsalat eller babyleaves og rugbrødschips.
Noter
Tips
Hvis du vil have:- tunmousse støbt i form, skal du fylde moussen i en silikoneform, der sættes i fryseren, vende tunmoussen ud på serveringsfadet og lad den tø op FØR du garnerer med salat mm.
- lave queneller (ægge formede kugler) med en ske, sæt moussen i køleskabet. Form quenellerne vha to spiseskeer, eller hvis du har prøvet det før én ske.
- tunmoussen serveret i et glas, sprøjt direkte ned i serveringsglasset, brug en sprøjtepose, sæt glassene i køleskabet.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter

Tunfiskemousse - den klassiske fra Karolines Køkken 1980
Ingredienser
- 2 dåser tun ca. 200 g
- 200 g blødt smør
- 1 dl creme fraiche 18%
- 1-2 tsk friskpresset citronsaft
- 1½ tsk groft salt
- Friskkværnet peber
Tilbehør
- Brøndkarse
- Ristet hjertebrød eller flutes
Sådan gør du
- Hæld olien fra tunen.
- Mos tunen i en skål med elpisker eller gaffel.
- Tilsæt smør, creme fraiche citronsaft og krydderier.
- Rør det hele sammen og smag til.
- Fyld moussen i en postejform eller skål.
- Stil den tildækket i køleskabet i mindst ½ dag.
- Pynt med brøndkarse før servering.
Noter
Tips:
Moussen kan også anrettes portionsvis med salatblade, citronbåde og brøndkarse.Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter
Arla har lagt Karolines Køkken ud online ❤