Pickles
Efterår, tid til syltning og varme retter.
Her får du opskriften på den lækreste hjemmelavede pickles.
(Som du kan lave året rundt – du behøver ikke at vente til efteråret)
Pickles er grøntsager i mindre stykker, syltet i en krydret eddikelage, og bruges som tilbehør i det salte køkken.
Denne udgave er en senneps-pickles, med sennep, karry og gurkemeje – en piccalilli, som den kaldes på engelsk.
Da jeg lavede opskriften, var bagtanken, at disse pickles skulle være basis for hjemmelavet remoulade.
Sennepspickles kan dog bruges til andet end at være fyld i remoulade – se senere.
Pickles er en super måde at få brugt resterne i grøntsagsskuffen på, her kan du få brugt stokken fra broccolien, det sidste af blomkålen, rodfrugtresterne eller…
Du kan gå direkte til Sådan laver du dine egne pickles eller læse videre.
Grøntsager til pickles
Du skal bruge ca. 1 kg grøntsager, det giver en pæn portion senneps-pickles på ca. 1,4 liter.
Løg bruger jeg altid, når jeg lynsylter agurker.
Og agurk er det eneste, der SKAL i, hvis du vil bruge din pickles til remoulade.
For syltede agurker er et MUST i remoulade, og derfor også her.
I denne opskrift bruger jeg selvfølgelig agurk og løg, og ellers har jeg tømt grøntsagsskuffen og brugt de sidste to stængler bladselleri, resten af et broccoli-hoved samt broccolistilken.
De røde peberfrugter og gulerødderne er valgt pga. farven, og dem har vi altid liggende.
Du behøver ikke at bruge de samme grøntsager eller de samme mængder.
Brug de grøntsagsrester, du lige har i grøntsagsskuffen eller på køkkenbordet.
Dem du ikke har lyst til at bruge i en salat, men som stadigvæk er så gode, at du gerne vil have dem brugt, inden de bliver dårlige og ryger i skraldespanden.
Andre grøntsager til pickles
Bare fordi jeg tog udgangspunkt i min egen grøntsagsskuffe, da jeg lavede opskriften, så betyder det ikke, at jeg laver pickles på samme måde hver gang.
For selvom vi altid har løg, gulerødder og rød peber, så veksler de andre grøntsager efter sæsonen.
Her har jeg forslag til andre grøntsager, du kan bruge som fyld:
- blomkål
- grønne bønner
- grøn peber
- squash
- (grønne) tomater
- hvidkål
- pastinak
- spidskål
- græskar
- persillerod
- ærter
- asparges
- perleløg
Start altid med de grøntsager, som du skal have brugt fra grøntsagsskuffen, så kan du altid tilsætte andre grøntsager (også optøede fra frost), så du får en god blanding.
Selvfølgelig bliver smagen forskellig, alt efter hvilke grøntsager du bruger, hvis du kun tilfører forskellige kåltyper og agurk, bliver den anderledes end hvis du bruger rødbede, græskar – og agurk. (Ja, overdrivelse fremmer…)
Det bedste er variation – gå efter forskellige konsistens, farver og grøntsagstyper, så kan det kun blive godt.
Smagen bliver forskellig, alt efter hvilke grøntsager du bruger, og det gør det spændende.
Selvom jeg skrev ”rødbeder, græskar og agurk”, vil jeg nok være varsom med at bruge rødbede, de farver voldsomt og smager kraftigt igennem.
Når du krydrer dine pickles, så kan du også lave forskellige versioner.
Det kan være, at du vil lave forskel på dine sommerpickles og dine vinterpickles.
Du kan eksperimentere med mere eller mindre karry, undlade paprika og gurkemeje, eller kun krydre med salt og peber – det vigtigste er at du kan li’ smagen.
Laver du en god kombination af grøntsager og tilsmagning, skriv det ned.
Del din udgave under noter, så får vi alle sammen glæde af den, eller skriv dine ændringer ned under “Egne noter”, så du har dem til næste gang.
Opbevaring af dine sennepspickles
Du kan opbevare dine pickles UDEN for køleskabet.
Men det kræver at har fulgt opskriften, har kogt dine pickles godt igennem, og har hældt dem kogende på rene skoldede Atamon skyllede glas.
Varmen er med til at skabe undertryk i glasset, når indholdet er afkølet.
Når glassene er kolde, tjek lågene på dem enkeltvis.
Låget må IKKE sige en lyd, når du trykker på det – kan du få kliklyde frem – så skal glasset i køleskabet, og så er holdbarheden et par måneder.
Åbne glas opbevares altid i køleskabet.
Ellers kan pickles holde op til et år, hvis du opbevarer dem mørkt og køligt.
HUSK at lade din senneps-pickles trække minimum et par dage, før du spiser dem.
Du skal lige give lagen tid til at trække ordentligt ind i grøntsagerne.
Spis dine pickles
Pickles er lækkert tilbehør til et stykke stegt eller grillet kød, om det er oksekød, svinekød eller kylling, og til de klassiske frikadeller, fiskefrikadellerne og til dem uden kød.
I sandwich med oksefilet sous vide og remoulade af hjemmelavet pickles, får du to opskrifter.
Du får opskriften på at lave oksefilet sous vides.
Så du kan sagtens spise dine pickles til oksefileten dag et, og i en sandwich eller på rugbrød dagen efter.
For pickles giver god smag til dit smørrebrød og i dine sandwich, med eller uden kød.
Og så får du opskriften på en lækker hjemmelavet remoulade, som smager meget bedre end købeudgaverne – synes vi.
Du kan lave verdens nemmeste remoulade, ved at blande din hakkede pickles med en god hjemmelavet mayonnaise.
I Sandwich med oksefilet sous vide og remoulade af hjemmelavet pickles får du også opskriften på, hvordan du laver en nem og hurtig mayonnaise uden sennep – den passer rigtig godt til remoulade med sennepspickles.
Du kan også prøve at mixe din pickles med en ramsløgsaioli eller en almindelig aioli og få en mere krydret remoulade.
Sådan laver du dine egne pickles
Pickles - hjemmelavede senneps pickles
Udstyr
- rene sylteglas - se her hvordan jeg skolder og atamon skyller sylteglas og flasker
Ingredienser
Lage
- 325 g eddike
- 190 g sukker
- 1 tsk salt - 1 tsk er ca. 6-7 g
Jævning
- 25 g mel
- 1 dl vand
- 3 tsk sennepspulver - 3 tsk er ca. 8 g
- 1½ tsk karrypulver
- ½ tsk gurkemeje
- 1 tsk paprika - f.eks. edelsüß
Grøntsager*
- 240 g agurk
- 215 g løg - gerne røde og gule løg
- 150 g broccoli - brug også stænglen
- 175 g gulerod
- 160 g rød peberfrugt - 160 g er ca. 2 stk
- 60 g bladselleri - også kaldet blegselleri - 60 g er ca. 2 stængler
Tilsmagning
- salt
- friskkværnet peber
- sukker
- eddike
Sådan gør du
Forberedelse
- Rens dine grøntsager og skær dem i små stykker.Du kan også lege med udtrykket og skære grøntsagerne i forskellige størrelser.
Lage
- Hæld eddike, sukker og salt i en gryde.Kog op, og rør rundt til sukkeret er opløst.
- Læg alle grøntsager i lagen og giv dem et opkog.
Jævning
- Rør krydderier, mel og vand sammen til din jævning.
- Jævn din lage med jævningen
- Rør rundt i gryden med eddikelage og grøntsager, mens det koges igennem i et par minutter.
Smag til
- Smag til med salt, peber, sukker og eddike, inden du hælder dine kogende pickles på skoldede Atamon skyllede glas, som lukkes med det samme.
Opbevaring
- Giv lagen tid til at trække ordentligt ind i grøntsagerne.Din pickles bliver bedre af at stå et par dage (uger), inden den tages i brug.
- Pickles kan holde sig 2-3 måneder i køkkenskabet og op til et år på køl - se noter.
Noter
- blomkål
- grønne bønner
- grøn peber
- squash
- (grønne) tomater
- hvidkål
- pastinak
- spidskål
- græskar
- persillerod
- ærter
- asparges
- ...
Når du krydrer dine pickles, kan du eksperimentere med mere eller mindre karry, undlade paprika og gurkemeje, eller kun krydre med salt og peber - det vigtigste er at du kan li' smagen. Smag til og skriv dine ændringer ned under "Egne noter" så du har dem til næste gang.
Du kan opbevare dine pickles UDEN for køleskabet et par måneder. Det kræver, at du har kogt dine pickles godt igennem, og har hældt dem kogende på skoldede Atamon skyllede glas, så der er undertryk i glasset, når indholdet er afkølet. Tjek låget på dine kolde glas, det må IKKE sige en lyd, når du trykker på det – kan du få kliklyde frem – så skal glasset i køleskabet, og så er holdbarheden et par måneder. Åbne glas opbevares altid i køleskabet.
Brug din pickles til et stykke stegt kød, frikadeller, i en sandwich, oven på dit pålæg. Eller lav verdens nemmeste og bedste remoulade.
Bland dine hakkede drænede pickles med en god, nem og hurtigt lavet mayonnaise.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter