Nytår 2016/2017 menu og opskrifter
Vi skal fejre nytårsaften med venner fra Danmark og Norge – det er SUPER hyggeligt.
I år bliver vi 8 voksne og 9 børn – dvs. i år er der også én teenager, der tæller som voksen – altså 9 voksne og 8 børn.
Nogle af os går (rigtig meget) op i at lave og spise god mad.
Når der planlægges kommer alle de gode kogebøger frem – nogle nye kogebøger, hvis der er kommet nye til juleaften, altid et par af de gode gamle og et par gourmet kogebøger som inspiration.
Du kan gå direkte til opskriften eller læse videre.

I år endte det med, at det var fra Wassims kogebog “Wassim”, størstedelen af inspirationen blev hentet til forret og hovedret. “Kokkeriet” af David Johansen og en gammel Marcus Grigo “Desserter” blev tjekket som inspiration til udseende, “Maden og vinen” fra Restaurationen, Bo og Lisbeth Jacobsen, SKAL altid tjekkes og der fandt vi også inspiration til tilbehør.
Desuden havde Camilla fundet en opskrift af Maja Vase, som med variation kommer til at indgå i desserten.
Der ofte et par gengangere: krebse bisque – der minder os om et fantastisk krebsegilde – og så får vi næsten altid is, sorbet og marengs til dessert.

Vi plejer altid, at tjekke gamle fotografier online – for at se, hvad vi spiste sidst – det skal ændres, så det ikke kun er fotografier.
Vi har aftalt, at lægge opskrifterne ind her, sammen med billeder, så vi kan huske hvad vi har lavet, hvad der var godt – og mindre godt.
Vi starter med menuen og fylder opskrifter på undervejs. Så denne post er lidt speciel – den bliver løbende opdateret og der er kun én opskrift – resten er links.
Menu for de voksne
Snacks:
Dronningens nytårstale: Kød snack kugler: svin og kylling – velkomstdrink

Forretter:
Forret 1: Krebse bisque med krebsehaler – Champagne
Forret 2: Rimmet torsk med avocadocreme (se opskrift under menuen) – Champagne
Forret 3: Tatar med syltede løg, persillerodschips og mayo. Inspirationen er fundet her

Hovedret:
Oksekød i fars, langtidsbagte tomater, grøn sellerimos og en sovs med fond – God rødvin

Dessert:
Tårn med Vaniljeis og Hindbær-appelsin sorbet, pyntet med chokolademousse æg , garneret med mini Hindbærmarengs – Portvin
Du finder dessertopskrifterne samlet i Nytårsdessert – en dessert til specielle lejligheder.

Mad til børnene:
Børnene er med på snacks, dessert og kransekage. De får traditionen tro svenske ködbullar med pommes.
Midnat:
Hjemmelavet kransekage x 2 – Dansk kransekage OG Norsk kransekage – Asti, sød mousserende vin, som passer til kransekage.
Find mere inspiration til din fest menu i nytår 2017/2018 og nytårsmenu 2018/2019 tjek også de andre opskrifter til nytår.
Opskrift på forret nr. 2

Antal personer |
- skal fra 2 usprøjtede citroner gerne økologiske
- 1 usprøjtet citron saft fra
- 2 dl olivenolie
- 600 g torske filet - frisk eller anden frisk torskefisk
- salt
- friskkværnet peber
- 2 tsk sukker
- 1 usprøjtet citron saft fra
- 8 store avocado
- 2-3 dl græsk yoghurt
- salt
- friskkværnet peber
- blandede babyleaves
- dild
- brøndkarse
Ingredienser
Rimmet torsk
Avocadocreme
Tilbehør
| ![]() |
- Frys den friske torsk i 24-48 timer. Eller køb sushi forberedt fisk hos din fiskehandler.
- Riv skallen af begge citroner ned i en skål - brug evt. et juliennejern
- Pres saften fra den ene citron hen over citronskallen.
- Tilsæt 2 dl god olivenolie og bland det hele sammen - lad det gerne trække et par timer, inden citronolien skal bruges på torsken.
- Tag avocadokødet, citronsaft fra 1 citron, og 2 dl græsk yoghurt og kør det i en foodprocessor, brug knivsbladet. Tilsæt mere yoghurt, hvis konsistensen ikke er som ønsket.
- Smag til med salt og friskkværnet peber.
- Kom avocadocremen op i en sprøjtepose og læg den på køl indtil den skal bruges.
- Skær torsken i små strimler, læg den tæt, men kun i et enkelt lag, i et fad med lidt kant.
- Drys med sukker, salt og friskkværnet peber.
- Hæld citronolien over.
- Dæk fadet til og sæt i køleskab cirka 2 timer.
- Vask og tør den valgte salat og krydderurterne.
- Anret torsk på tallerkenerne, server med avocadoccreme og en urtesalat.
TIPS:
Vælg den salat du kan li’ og pluk den i mundrette stykker før servering.
Bacon og torsk smager utroligt sammen, så drys din rimmede torsk med en sprød baconcrumble:
Steg 300 g bacon sprød på en tør pande. Lad den køle af på fedtsugende papir, og blend den til en fin crumble i en minihakker.
Godt nytår til dig og dine 😀
Jeg glæder mig vildt meget 🙂
Det gør jeg også 🙂