13. december – Lucia dag
Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
Nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia
Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe
Skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia
Historien om Lucia er en forfærdelig historie, og alligevel bliver den fortalt hvert år til jul på den 13. december – Lucias dødsdag.
Lucia var en smuk ung kvinde fra Syrakus på Sicilien, der ifølge legenden gik grueligt meget igennem og til sidst led martyrdøden, da en forsmået bejler angav hende som kristen. Pga. det hun gik i gennem, er hun nu skytshelgen for de blinde.
Vores version af Luciasangen og luciabollerne stammer fra Sverige.
Der spiser de bollerne Luciadag og juleaftensmorgen.
I Sverige kaldes bollerne også for lussekatte, for i den svenske folketro, blev den 13. december anset for at være den mørkeste nat, hvor djævelen kom, og de snoede lussekatte skal minde om halen på Lucifers kat.
Dengang lod man en pige gå rundt med lys i huset, så hun kunne drive det onde bort og beskytte dyr og mennesker med sit lys.
Lucia kommer også af det latinske ‘lux’, som betyder lys.
Her i Norden fejrer vi en lysfest i mørket den 13. december.
Det er tradition, at en hvidklædt pige med lys i håret går forrest i et optog fulgt af hvidklædte piger og drenge, som alle synger Luciasangen.
Min version af Luciabollerne giver kun 6-8 boller – det er passende hos os, da vi kun er tre personer.
Det er meget nemt at fordoble opskriften.
Denne opskrift kan bruges resten af året som fødselsdagsboller, så kan du bare undlade saffranen.
Jeg synes, at dejen er nem at forme med mel på hænderne, men bollerne mister formen, når de bliver bagt.
Dvs. at det er lige så nemt at forme dejen som almindelige runde boller.
Hvis du vil have luciabollerne mere faste i formen, så tilsæt LIDT mere mel, for meget mel går ud over konsistensen af den færdige bolle.
Tilsæt gerne mere saffran – disse Luciaboller bliver meget lysegule.
Hvis du vil have knald gule boller se opskriften på korsboller.
Antal personer |
- 30 g smør
- 1,25 dl mælk
- 12,5 g gær
- ½-1 tsk safrantråde
- ½-1 tsk sukker
- 2 tsk Kogende vand
- 1 æg
- 45 g sukker 3 spsk.
- ½ tsk salt
- 270 g mel
- perlesukker
- æggehvide eller sammenpisket æg
Ingredienser
|
- Stød safran med ½-1 tsk. sukker i en morter. Hæld 2 tsk kogende vand over og lad blandingen trække mens resten gøres klar.
- Smelt smørret i mikroovnen eller over svag varme.
- Hæld lidt af mælken op til smørret, tjek temperaturen med et bagetermometer, hvis væsken er MEGET kold, varm den lidt i mikroovnen, hvis den er MEGET varm, tilsættes resten af mælken - temperaturen skal være under 37°C.
- Opløs gæren i væsken.
- Afvej mel, salt og sukker, bland det med safran, æg og gærblandingen. Rør det godt sammen og lad dejen hvile tildækket ½ time, inden den æltes - for at danne glutennetværket - se "de nemmest surdejsboller".
- Ælt dejen med en dejskraber, så der trækkes lange glutentråde.
- Stil dejen til hævning i 1 time under låg.
- Del dejen i flere stykker og tril den til pølser, hvis du vil forme luciabrød, ellers lav almindelige runde boller. Dejen er stadigvæk fugtig, så der skal bruges mel på hænderne inden dejen formes.
- Lad brødene efterhæve på pladen i 20-30 min.
- Pensl med æggehvide/æg og pynt med perlesukker.
- Bag brødene ved 220°C varmluft i 8-10 min. Hold øje med dem.
- Spis bollerne med saltet smør.
- Luciabollerne, kan fryses.
1 Comment on Luciaboller