Lavendel – med og uden alkohol
Opskriften på lavendelsirup er lidt anderledes end de sirupper, du ellers finder på Danish Things.
– og så er det en 2-i-1 opskrift.
Først laver du lavendelsiruppen.
Og hvis du har lyst, kan du lave lavendelvodka/snaps på de lavendler, der er tilbage.
Derfor får du opskrifterne på begge – i dette blogindlæg.
Klik her, hvis du vil direkte til lavendelsirup og her, hvis du er nysgerrig på lavendel infuseret alkohol.
Du kan også læse videre og finde ud af, hvorfor jeg har fusket med opskriften…
Sirup
Du har efterhånden fået en del opskrifter på sirup, f.eks.:
- hyldeblomstsirup klassisk og hurtig
- rosensirup klassisk og hurtig
- syrensirup
- mælkebøttesirup
- gransirup
- æblesirup
- rabarbersirup
- jordbær-rabarbersirup
- rabarbersirup med rose
Lavendelsiruppen er anderledes.
Der er ikke noget med at der skal koges ekstrakt først, eller at siruppen skal trække i køleskabet i dagevis.
Her infuserer lavendlerne i sukkersirup.
Når siruppen er færdigkogt, er den klar til brug med det samme.
Selvom jeg er glad for både ekstraktmetoden, og jeg synes at trækketiden giver den bedste hyldeblomstsaft, så har jeg lavet en ny opskrift.
Det har jeg gjort, fordi lavendler har sådan en speciel smag.
Her kan du smage på siruppen undervejs, og tage den af varmen og sigte den, når du synes, lavendelsiruppen smager godt.
Lavendelsiruppen er desuden forløber til den vildt farvede lavendel infuserede alkohol.
Du bliver næsten nødt til at lave vodkaen, bare fordi den har sådan en smuk farve.
Og når jeg siger vodka, så kan du sagtens lave lavendel infuseret neutral snaps – du får den smukkeste kryddersnaps!
Næste år vil jeg eksperimentere med gin og lavendler – selvom rose ginnen pt. er min favorit gin.
Den gamle opskrift
Opskriften på lavendelsirup, har jeg eksperimenteret med i mange år – her får du den nyeste version.
Første gang jeg lavede lavendelsirup, var det en helt klassisk sirup med sukker, vand og lavendelblomster/lavendelknopper.
Den sirup bliver lys gullig.
Så er der lige pludselig mange lyse gullige sirupper i køleskabet, når der også kan stå hyldeblomstsirup, syrensirup og rosensirup på hvide roser…
– og jeg har ikke altid været lige god til at sætte labels på mine flasker.
Den klassiske lavendelsirup med sukker, vand og lavendler, smager ikke så spændende.
Bruger du den som saftevand, skal du tilsætte citronsaft, da sukkersirup hurtigt smager kedeligt, når der ikke er syre tilstede.
(Lavendelsukker med citron er også min favorit af de to lavendelsukker opskrifter, netop pga. syren)
Snyde opskrifter
Siruppen måtte gerne få lidt farve, og den manglede dybde i form af syre.
Derfor overvejede jeg at snyde lidt.
I opskriften på blåbærcheesecake bruger jeg de økologiske vilde bær, der er farvede hele vejen igennem.
De farver moussen så smukt.
Efter den kage, tænkte jeg at det måtte kunne lade sig gøre at farve lavendelsiruppen – med økologiske vilde blåbær.
Det er det.
Og det er her, både snyd og eksperimenter kommer ind.
For selvfølgelig farver blåbærrene siruppen ganske smukt.
Problemerne kommer, når man som jeg tilsatte 20 g blåbær. (Det er kun 1/10 af en pakke, og virkede ikke som meget.)
Så bliver siruppen mørk, og den kommer til at smage af lavendel OG blåbær.
Det er rigtig godt i nogle sammenhænge (f.eks. drinks og kager), det var bare ikke den smag jeg gik efter.
Efter flere eksperimenter er jeg nede på at bruge 5 blåbær – ja kun 5 stk.
Der er så meget farve i de vilde blåbær, at de kan give en smuk lyserød farve til siruppen OG en vild lilla farve til vodkaen.
Jeg tør ikke sætte antallet ned pga. den lilla vodka, jeg er vild med farven.
Skal du ikke lave vodka/kryddersnaps på lavendlerne, så kan du sagtens undlade blåbærrene.
Alkohol med lavendler
Den lilla vodka/snaps er opfundet i år.
Og jeg har lavet den flere gange, fordi jeg ville være sikker på, at opskriften var rigtig, så alkoholen blev smukt lilla hver gang.
Det gør den, men farven bliver lidt forskellig alt efter, hvor længe du koger din sirup.
Koger du din sirup 20 minutter, får den samme farve som lavendelvodkaen, koger du den 30 minutter samme farve som lavendelsnapsen – der er lidt forskel.
Jeg vil lave flere eksperimenter til næste år, og du er velkommen til at dele dine erfaringer.
Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en lavendellikør.
Udgangspunktet er lavendlerne fra lavendelsiruppen, og der er allerede en smule sukker i, så det gav mening.
Men den er ikke rigtig likørsød.
Jeg tilsatte lidt ekstra sukker, mere citronsaft og alkohol
– du kan altid tilsætte mere sukker, hvis du vil lave en sødere likør.
Hvis det er den lilla farve, du går efter, så ved jeg ikke om der er brug for sukkeret.
Jeg tilsætter det hver gang, for det giver den smag jeg vil have.
Hvis du vil lave en kryddersnaps til mad, kan du jo prøve at udelade sukkeret.
Til gengæld ved jeg, at citron og lime er de vildeste farve fremkaldere.
Se bare på rosensiruppen, hvor farven skifter fra det, der ligner forkert vasket hvidt tøj, til en smuk rød sirup, når der tilsættes citronsaft eller citronsyre.
Og rose ginnen, der skifter farve fra rødbrun til rød, når der tilsættes lime.
Her giver citronsaften en vild lilla farve, så citronen er nødvendig.
Lavendelvodkaen dufter lidt af gin(?!?) – og selvfølgelig af lavendler.
Smagen er ikke helt ginagtig, og lige nu er der en svag, men tydelig, lavendelsmag.
Jeg har ikke ladet mine flasker trække længe nok, til at jeg kan sige noget om, hvordan smagen udvikler sig.
Men jeg gætter på, at lavendelvodkaen/snapsen bliver mere rund i smagen efter et par måneder.
For sådan går det som regel med kryddersnapse og lignende.
Du kan lave de smukkeste drinks med lavendelsirup og lavendelvodka/snaps – jeg har et par forslag på vej.
Jeg er så spændt på, hvad du siger til opskrifterne, og om du får lavet nogle fine drinks og desserter med lavendelvodka og lavendelsirup.
Derfor bliver jeg rigtig glad, hvis du deler dine fotos og kommentarer, enten her eller på Instagram @danish.things og #danishthings.
Sådan laver du sirup
Lavendel sirup med citron (og blåbær)
Ingredienser - Ingredients
- 500 g kogende vand
- 500 g sukker
- 6 g friske lavendelblomster
- 1½ spsk. citronsaft og citronkød
- 5 stk vilde økologiske blåbær – kan undlades *
Sådan gør du
- Kog sukker og vand op, til sukkeret er opløst og siruppen lige koger.
- Tilsæt lavendel, citron og evt. blåbær kog 20-30 minutter.
- Lavendel smager meget stærkt og lidt sæbeagtigt, så smag på din sirup undervejs, det kan være at du synes at din sirup er god efter 15 minutter.
- Når du synes, at din sirup smager godt, tag den af varmen.
- Sigt den kogende lavendelsirup over i en skoldet Atamon skyllet glasflaske, det gør, at du kan opbevare siruppen uden for køleskabet.
- Siger låget klik, eller er flasken åben, opbevares lavendelsiruppen i køleskabet.
Noter
Vil du lave lavendelvodka eller lavendelsnaps, tilsæt 5 stk. vilde blåbær. Vil du have en mørkere farve på din lavendelsirup, kan du tilsætte flere blåbær, det giver dig en blåbær-lavendelsirup, der smager godt i mocktails og cocktails.
Egne noter - private notes
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
If you use US Customary, remember that the recipe is made using Metric and converted via a plugin.
Sådan laver du infuseret alkohol
Lavendelvodka eller lavendelsnaps
Ingredienser - Ingredients
- 15 g lavendler, blåbær og evt. citronkød fra lavendelsirup
- 1 spsk friskpresset citronsaft
- 1 spsk sukker
- 460-475 g alkohol på 40% – det kan være vodka eller neutral snaps
- ½ liter sylteglas
Sådan gør du
- Skold sylteglas og låg, så de er helt rene.Lad dem dryppe af på et rent viskestykke.
- Kom lavendler, blåbær og evt. citronkød fra lavendelsiruppen i glasset.
- Tilsæt sukker, friskpresset citronsaft og alkohol.
- Sæt låg på, og vend glasset et par gange.Farven er ikke spændende den første times tid.
- Vend glasset et par gange i løbet af første og anden dag.Du kan allerede se farveskift efter et par timer.
- Når der er gået 2 dage, sigtes lavendelvodkaen over i en ny skoldet og tør flaske – gerne gennem et (kaffe)filter.
- Lad den minimum trække 2 uger, før du smager på den - se noter.
Noter
Egne noter - private notes
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
If you use US Customary, remember that the recipe is made using Metric and converted via a plugin.