
Hvide chokoladekrystaller – med eller uden glimmer
Lav de smukke chokoladekrystaller som tilbehør, dekoration eller knas i din dessert eller lagkage.
Det er meget anvendelige i det søde køkken, så lav en stor portion – når du nu alligevel er i gang med at lave krystalliseret chokolade.

Jeg har efterhånden lavet chokoladekrystaller mange gange.
Første gang vi lavede de hvide chokoladekrystaller var til nytårsdasserten æblesymfoni – 5 variationer over æble.
Du kan finde en mere detaljeret udgave af denne opskrift (dobbelt så stor portion) i æblesymfonien del 2.
Siden er krystallerne blevet brugt som dekoration på, i og under desserter og lagkager.
Du kan bruge de hvide chokoladekrystaller, som tilbehør til alle de kager og desserter, som skal have lidt knas og fin dekoration.
Prøv at komme et lag chokoladekrystaller i en lagkage.
Chokoladekrystallerne giver noget struktur, uden at det er for hårdt at tygge i.
Og så er de smukke.
Krystallerne giver tekstur, og holder desserten samlet, hvis du serverer is, både flødeis og sorbet – server gerne isen med marengs til.
Du kan også bruge de hvide chokoladekrystaller sammen med en mousse eller en fromage.
Som du kan se på billederne, har chokoladekrystallerne forskellige størrelser.
Du vil få alt fra store lidt grove chokoladekrystaller til fine små chokoladekrystaller.
Jeg plejer at lave en stor portion chokoladekrystaller og dele den op i mindre portioner, så jeg har krystaller i forskellig størrelse til forskellige anledninger.

Lav ikke mindre portion end denne, da du kan have problemer med at få al siruppen ud af din kasserolle/gryde, gem hellere resten af chokoladekrystallerne, og brug dem som pynt en anden gang.
De hvide chokoladekrystaller holder sig rigtig længe, hvis du opbevarer dem tørt og lufttæt, så du kan sagtens lave en stor portion.
Giv de hvide chokoladekrystaller lidt glimmer, hvis det skal være ekstra festligt.
Har du en stor portion chokoladekrystaller, kan du give dem forskellige nuancer med fødevaresikker glimmer og farvepulver.

Hvide chokolade krystaller
Ingredients
- 100 g god hvid chokolade
- 100 g sukker
- 100 g vand
Instructions
- Hak den hvide chokolade fint - kom den i en skål der kan tåle varme og piskning.
- Kog vand og sukker til siruppen når 136˚C. Det tager noget tid før temperaturen når 120 ˚C, derefter går det stærkt.
- Hæld halvdelen af siruppen over den hakkede chokolade under piskning - brug en håndmixer.Der kommer ikke krystaller med det samme, for chokoladen smelter sammen med siruppen. Rør et par minutter til der dannes små krystaller.
- Hæld den resterende sirup over under omrøring, til der dannes et fint lag karamel omkring krystallerne.
- Hæld over på bagepapir. Afkøl til den krystalliserede chokolade er helt sprød.
- Opbevares tørt i lufttæt beholder.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter



Mine krystaller kom aldrig, så hældte det over alligevel :/
Det er jeg ked af at høre Christina.
Hvis jeg laver for lille en portion, er det ikke altid krystallerne bliver vellykkede, de kan ofte reddes med ekstra sukkerlage.
Så jeg laver større portioner, for det er nemmere at lave dobbelt (eller tredobbelt) portion, succesraten er større, og chokoladekrystallerne kan gemmes længe.
Jeg håber at du giver opskriften endnu en chance.
Jeg kan ikke få min sukkermasse op til 135 grader førend det karamelliserer, nogle gode bud hvordan jeg undgår at det bliver ved med at brænde på?
Øv, hvor surt!
Jeg vil anbefale dig, at starte med at lave en større portion chokoladekrystaller, de store portioner brænder ikke så nemt på.
Jeg brugte 400 g chokolade de første gange, jeg lavede krystallerne.
Da chokoladekrystallerne holder LÆNGE – og kan bruges som dekoration og tilbehør, sker der ikke noget ved at lave en stor omgang.
Bare gem dem tørt, lufttæt og ikke for varmt.
Håber at du får succes.
😀 Christel