Der findes nougat, nougat og nougat!
Fransk nougat, hård nougat og blød nougat.
Tænk at nødder kan have tre SÅ forskellige udtryk, når de mixes med lidt andre ingredienser.
Den lidt seje, hvide, lækre franske nougat, der er fyldt med nødder og frugt.
Den hårde nougat, der er så fantastisk til desserter.
Og den bløde nougat, som er essensen af jul – eller måske nærmere julekonfekt.
Du kan gå direkte til sådan laver du fransk nougat, læse om forskellene på de tre typper nougat, eller finde tips til opskriften.
Den hvide franske nougat er min favorit nougat.
Fransk nougat består primært af honning, sukker, æggehvide, og er som regel fyldt med mandler og/eller andre nødder.
Den kan også indeholde tørrede eller syltede frugter.
Fransk nougat spises som konfekt – og som slik.
Den hårde nougat – er en favorit som dessert tilbehør.
Hård nougat består af smeltet sukker og nødder, oftest hasselnødder, men det kan også være andre nødder f.eks. mandler og pistacienødder.
Den hårde nougat bruges ofte til nougatine.
Nougatine er et fantastisk tilbehør til is – og i is, nougatis.
Du kan selv lave nougatis ved at blande din rørte vaniljeis med nougatine, inden du fryser den.
Det smager SÅ godt.
Den bløde nougat, er perfekt til konfekt.
Blød nougat består af hasselnødder og lys chokolade, eller hasselnødder, mørk chokolade og måske lidt sirup.
Det er den de fleste danskere tænker på som RIGTIG nougat, selv om resten af verden ser den hårde nougat som rigtig.
Den bløde nougat er fantastisk sammen med hjemmelavet marcipan.
En klassiker til jul, og når der ellers laves konfekt.
Både den hårde nougat og den bløde nougat, er vigtige ingredienser i chokolade praliné knas, der løfter en chokoladelagkage, og som også er et lækkert tilbehør til flødeis, mousser og fromager.
Fransk nougat
Fransk nougat, er den nougat det tager længst tid at lave.
Det er selve siruppen, der tager tid.
Honning-sukkervandet skal koge til det har en temperatur på 150°C.
Der går laaaaaang tid før temperaturen når 120°C, når først temperaturen når 140°C går det HELDIGVIS stærkt.
Marengsen passer sig selv imens.
At lave fransk nougat kræver en kraftig røremaskine, for nougatmassen bliver sej, når den køler af.
Husk IKKE at bruge piskeriset, men k-spaden i stedet, hvis du vil røre fyldet i vha. røremaskinen – og det vil du.
I min udgave af fransk nougat er der nødder.
3 slags lækre nødder, der er valgt pga. deres smag og farve.
Jeg elsker bage mandler OG bagte hasselnødder.
Og pistacienødderne ER så smukke i farven.
Nødderne skal bages, for at den delikate nøddesmag rigtigt kan komme frem, det giver et god modspil til den søde franske nougat.
Denne version, er god i sig selv – sød fransk nougat med lækre nødder.
- Du kan drysse med tørrede hindbær og få det let syrlige modspil, som jeg synes passer godt til.
- Sammen med (en meget mørk) chokolade får du et super velsmagende stykke konfekt.
Jeg har tilført rosenvand, for rosensmagen passer godt til fransk nougat.
Smagen er ikke overdøvende, og du kan altid erstatte den med vand eller en anden smag, f.eks. orangeblomstvand.
Fyldet kan varieres.
Jeg har set versioner med cocktailbær, syltet eller tørret frugt og bær.
Peanuts er også en mulighed, og jeg bruger de salte.
Hvis du bruger peanuts og mørk chokolade, så får du klassikeren P-tærte.
“P-Tærter er slik bestående af en bund af fransk nougat overdrysset med jordnødder og chokolade. Den fremstilles af firmaet Carletti. Slikket ligner en lille tærte og “P” er en forkortelse for peanuts.” Wikipedia
Prøv dig frem med andre smags kombinationer.
Fransk nougat smager himmelsk, HUSK at holde dem i en lufttæt dåse med papir rundt om.
Tag kun det konfekt frem du skal bruge, din franske nougat smelter, hvis den ligger i dåse med noget fugtigt.
Sådan laver du en lækker fransk nougat
Fransk nougat
Udstyr
- Røremaskine med K-spade eller almindelig røremaskine og håndkraft
- Bagepapir eller silikonemåtter
- sukkertermometer
- Kagerulle
Ingredienser
Fyld:
- 130 g mandler
- 130 g hasselnødder
- 80 g pistacienødder
Sukkersirup:
- 150 g honning
- 250 g sukker
- 75 g glukose
- 55 g vand
- 25 g rosenvand
Marengs:
- 75 g æggehvider 75 g/2.65 oz er cirka 2 stk m/l øko æggehvider
- 50 g sukker
Drys:
- Flormelis
Evt.:
- 100 g mørk chokolade tempereret
- frysetørrede hindbær eller andre bær
Sådan gør du
Fyld:
- Sæt ovnen på 150°C varmluft.
- Læg mandler og pistacienødder på en bageplade og hasselnødderne på en anden bageplade beklædt med bagepapir.
- Rist nødderne i ca. 10-15 minutter, indtil nødderne er gyldne. Hold øje med dem, hasselnødderne er færdige FØR mandlerne.
- I tag nødderne ud af ovnen - fjern hasselnøddernes hinder.
Sukkersirup:
- Hæld honning, sukker, glukose, vand og rosenvand i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 150°C, brug sukkertermometer. Der går lang tid før temperaturen når 120°C, når temperaturen når 140°C går det stærkt.
Marengs:
- Pisk æggehvider og sukker til en luftig marengs. Hvis du pisker med K-spaden, kan du også mixe fyldet i marengsmassen vha. røremaskinen.
- Hæld den varme sukkerlage ned i marengsmassen i en tynd stråle, mens du pisker. Pisk i 10 minutter, indtil marengsen er sej.
Samling:
- Rør de varme nødder ud i marengsmassen.
- Vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis, drys med mere flormelis og læg et nyt stykke bagepapir/en silikonemåtte oven på rul den så den bliver 1½-2 cm høj.
- Lad den franske nougat afkøle ved stuetemperatur eller i køleskabet.
- Befri nougaten fra bagepapiret og drys med flormelis. Du kan også drysse med frysetørrede hindbær og dekorere med mørk chokolade.
- Du kan også overtrække nogle af dine nougatstykker med tempereret mørk chokolade og pynte de chokoladeovertrukne franske nougat stykker.
- Opbevar nougatstængerne tørt i tætsluttende beholdere med bagepapir mellem lagene.
Noter
- Udskær nougaten med en skarp kniv og dyp stykkerne i chokolade.
- Brug syltede, tørrede eller frysetørrede bær i marengsmassen eller til dekoration.
- Lav cookies æggeblommerne.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Egne noter