Æblesmør – sådan laver du det
Æblesmør, har i denne version, ikke noget med smør at gøre.
Her er det koncentreret æblesmag i en æblekompot, der har kogt så længe, at den bliver til æblemos helt ad sig selv.
Og så koger du den endnu længere, så æblemosen bliver tykkere, smørbar, så du til sidst står med et lækkert æblesmør.
Det er et nemt æblesmør, hvor du bruger æblekødet til at lave æblesmør af – æbleskræller og kernehuse bruges til sirup og gelé.
Når du laver dit eget æblesmør, kan du samtidig sætte en etiket eller label på dine sylteglas – husk at skrive årstal og eventuelt præcis dato på, hvis du laver mange glas.
Alle de glas, jeg har brugt på billederne, er genbrugsglas fra marmelade og oliven, hvor jeg har fjernet etiketterne – de nye labels er bare sat på med limstift.
Du kan gå direkte til opskriften eller læse de andre afsnit:
- Æblesmør – i nem udgave
- Gennemgang af opskriften på æblesmørret
- Anvendelsesmuligheder
- Opskriften: sådan laver du nemt æblesmør
- Labels eller etiketter
Æblesmør – i nem udgave
Når jeg siger æblesmør “i nem udgave”, er det fordi du springer et trin over i denne opskrift.
I nogle opskrifter på æblesmør skal æbler, kernehuse og æbleskræller (uden blomst og stilk) først koges i vand.
Så skal æblerne pureres gennem en sigte.
Det er den puré, der så skal koges til æblesmør – det kræver to gange lang kogetid.
Jeg har valgt at bruge kernehuse og æbleskræller (uden blomst og stilk) til at lave æblesirup og gelé med.
Der er stadigvæk to gange lang kogetid, men kogetiden bliver fordelt på to (eller flere) velsmagende æbleprodukter.
Nemt og smart.
Gennemgang af opskriften på æblesmørret
Jeg gennemgår her, hvordan jeg laver æblesmør, du finder opskriften med mål her.
Start med at skrælle æblerne og fjerne kernehuset, du kan bruge en æbledeler til det sidste.
Æbleskræller og kernehuse kan gemmes, hvis du vil lave æblesirup eller æblegelé.
Fjern og kasser først blomst og stilk, gem skræller og kernehuse, så kan du koge æblesmør og æblesirup eller æblegelé samtidig.
Skær æblerne i grove stykker, eller lad dem være i kvarte, hvis æblerne er små.
Det er en god idé at have en skål med vand og citronsaft/citronsyre i, så du kan lægge æblerne deri efterhånden, som du renser og skærer i stykker, det gør at æblerne ikke ilter og får en brun farve.
Når du skal koge æblesmør, hælder du væsken fra æblerne, og vejer dem, så du ved hvor meget, du skal bruge af de andre ingredienser.
Vej nyt frisk vand og sukker, og afmål citronsyren.
Kom vand, æbler, sukker og citronsyre op i en gryde med låg.
Lad det hele komme i kog, rør rundt et par gange, så sukkeret fordeles.
Når æbler mm. koger skruer du ned, først til lav varme, senere ned til laveste ”simre varme” funktion.
Lad æblemosen småboble 1½-2 timer, til æblesmørret er tykt og lækkert, rør rundt en gang imellem så æblerne ikke brænder fast i bunden af gryden.
Du vil se et fantastisk farveskift undervejs, fra lys æblemos til karamelbrunt æblesmør.
Når æblesmørret er kogt tilpas ind, og den har den konsistens, du kan lide, hælder du dit kogende æblesmør på skoldede Atamon skyllede glas.
Det at du skolder og skyller dine glas gør, at du kan opbevare æblesmørret uden for køleskabet.
Hvis låget siger klik, når glasset er afkølet, eller når er glasset taget i brug, opbevares æblesmørret i køleskabet.
Anvendelse
Æblesmør kan spises som tilbehør og som pålæg.
Brug det f.eks. som:
- smørbart pålæg på brød og boller
- spis det til ost
- på pandekager
- blandet i yoghurt, skyr eller grød
- komme æblesmør i og på kager
- i en mousse
- i flødeis
- …
Æblesmør er også en god spiselig gave – og her er det en god idé at sætte en etiket med dato på glasset.
Hvis du vil, kan du stoppe kogeprocessen tidligere.
I stedet for æblesmør får du en lækker æblemos, som du kan bruge i mange opskrifter.
Hvis du vil lave æblemos, kan du også bruge opskriften sød æblemos med vanilje – æblekompot.
Sådan laver du nemt æblesmør
Æblesmør
Udstyr
- tyndskræller/kartoffelskræller
- kniv
- evt. æbledeler
- Sylteglas
- Atamon
Ingredienser
- 1000 g æbler rensede og skåret i stykker - se noter
- 100 g vand
- 1 tsk citronsyre
- 330 g sukker
Sådan gør du
Forberedelse
- Skræl æblerne og fjern kernehuset (brug evt. en æbledeler) - gem skræller og kernehuse, se noter.
- Skær æblerne i grove stykker, eller lad dem være i kvarte, hvis æblerne er små. Kom gerne æblerne i en skål med vand og citronsaft/citronsyre, så du undgår iltning.
- Hæld væsken fra æblerne inden du vejer dem.Indstil pluginet med æblernes vægt.
Æblesmør
- Kom vand, æbler, sukker og citronsyre op i en gryde med låg. Lad det hele komme i kog, rør rundt et par gange, så sukkeret fordeles. Når æbler mm. koger skruer du ned, først til lav varme, senere til simre varme.
- Lad æblemosen småboble 1½-2 timer, til æblesmørret er tykt og lækkert, rør rundt en gang imellem så æblerne ikke brænder fast i bunden af gryden.
- Når æblesmørret er kogt tilpas ind, og den har den konsistens, du kan lide, hælder du din kogende æblesmør på skoldede Atamon skyllede glas. Det at du skolder og skyller dine glas gør, at du kan opbevare æblesmørret uden for køleskabet. Hvis låget siger klik, når glasset er afkølet, eller når er glasset taget i brug, opbevares æblesmørret i køleskabet.
Noter
Hvis du vil, kan du altid stoppe kogeprocessen tidligere, så får du en lækker æblemos, som du kan bruge i mange opskrifter.
Hvis du vil lave æblemos, kan du også bruge opskriften sød æblemos med vanilje – æblekompot.
Se en grundig gennemgang af opskriften i teksten.
Bruger du US Customary, vær opmærksom på, at opskriften er lavet metrisk, og omregnet via et plugin.
Private noter
Labels eller etiketter
Du får forskellige udgaver af etiketter og labels – så er der lidt at vælge imellem.
De er både praktiske, hvis du laver en masse æblesmør til dig selv, og hvis du vil give æblesmørret væk i gave.
Tryk på billedet, og kom til en pdf-fil klar til print.
Udskriv og klip eller skær etiketten til.
Når jeg bruger genbrugsglas og genbrugsflasker, fjerner jeg etiketterne ved at bruge en af metoderne fra “fjern etiketter”.
De nye labels er limet på med en helt almindelig limstift.
Og labels sat på med limstift, fjernes meget nemt igen.
Du kan finde flere æbleetiketter på Danish Things. Du finder variationer af dette design, ved nogle af de andre æbleopskrifter.